Modernisme efter 1950

Modernisme -. af Gunnar Mühlmann (2006)

MODERNISME - en bestemt skriveform som opstår i midten af 1950´erne, men som kan findes i kimform hos symbolisterne og ekspressionisterne. Forløbere herhjemme er Johannes V. Jensen, Tom Kristensen, Broby Johansen og Sophus Claussen

Modernismen kan kun rummes i et knust sprog.

Modernismen som form er den sproglige syntaktiske konsekvens af det moderne gennembrud erkendelser og Guds død

Hvis verden er uden mening, bør denne indsigt aflejres helt ned sprogets mindste syntaktiske led. Man kan kun beskrive en knust verden med en knust syntaks.

En organiseret velopbygget syntaks er på samme måde som en wienerklassisk sonatesatsform i sig selv en spejling af troen på en guddommelig orden i kosmos.

Modernismen bliver i forlængelse heraf først og fremmest et sprogligt projekt.

Sproget indeholder i sig selv erkendelser som kan udforskes.

Modernismens accept af verdens absurditet

I modsætning til tidligere tiders retninger accepterer modernismen verden som absurd. Denne absurditet får lov til at eksistere uden forsøg på at podning med hverken eksistentiel eller religiøs mening.

Modernismen - den sentimentale nihilisme

Dog kan man med amerikaneren Barnett Newmans ord i den europæiske modernisme se en begrædelse af tabet af den græske søjles skønhed. Accepten af det meningsløse bæres af en svag understrøm af skuffelse over tabet af det gode, det sande og det skønne. Denne skuffelse er som regels ikke udtalt direkte, men fornemmes i modernismens ironiske, usentimentale og "rå" stil.

Postmodernismen - den glade nihilisme - igen et lille fremtidskig

Først med postmodernismen i 80´erne accepteres nihilismen fuldt ud som et grundvilkår.

Dette nulpunkt i nulpunktet bliver centrum for en uhøjtidelig legende kunstnerisk skabelsesproces. Attituderelativismen, teoretisk formuleret af Hans Jørgen Nielsen, er det første tegn på postmodernisme i Danmark.

MODERNISMENS FORM - STRUKTUR

Den modernistiske digter søger gennem formen frem til en oplevelse der er af en sådan art at en logisk syntaks og billedbrug ikke dækker hvad han vil sige.

Modernismen udtrykker en holdning eller en ide udelukkende ved hjælp af formen. Alt ligger i klangen, synsbilledet, rytmen, sansningen, associationsforløbene, sætningsforløbet.

Sprog - Verden er kaotisk beskrevet i et kaotisk sprog

Modernismens første projekt bliver at nedbryde overleverede sprogforestillinger.

Første angreb sætter ind med brud på syntaksen - den logiske ordfølge ofres til fordel for andre usynlige sammenhænge, af f.eks. rent lydlige eller følelsesmæssig art.

Først når sprogets forblindende traditionsbundne klicheer er fjernet, kan man bryde igennem til verden - se den med fysiske øjne.

Sproget bliver således frit - det er ikke bundet af konventioner.

Digtet skal appellere til læsernes sanser.

Alle ord er lige streg gyldige - konfrontationsdigtning

Forestillingen om at nogle ord er mere poetiske end andre opgives. Den lyriske sprogsfære udvides til horisonten. Rosenkinder er ikke bedre end bildæk. Udvidelsen af det poetiske ordforråd ses tydeligt i programdigtet Terminologi fra Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation (1960) I første blok af digtet konfronteres ord fra den konventionelle poetisk romantiske sprogsfære med en rå og sanselig virkelighed. En Trompet er forblæst, en Skov er vissen. Det højtideligt religiøse ord Halleluja får Rifbjerg til at vrænge med et ræb og endelig minder den hellige Poesi ham om sit brokbind. Ord som brokbind og ræb entrer i modernismen den lyriske sprogsfære og bruges bl.a. til at nedbryde overleverede poetiske klicheer. I den anden og sidste blok "vågner" digtet og digteren fra sin hidtidige komatilstand. Han genfødes så at sige i en ny moderne poesiverden hvor Udflod er smag og et Pessar er virkelighed.Sidste bloklinie lader programmatisk lyrikken gå mod nedtælling til nul. Ud fra dette nulpunkt genopstår den modernistiske lyrik - befriet fra fortidens snærende klicheer.

Strofer, verselinier og rimstrukturer opløses

Oftest kan man finde frie prosavers uden rim og fast metrum.

Andre strukturer opsøges i stedet, f.eks. kontrapunktteknik, varierede gentagelser, mønstre af visse syntakstyper osv.

Endvidere opgiver man undertiden skilletegn og naturlige linieudgange for at aktivere sproget til større selvstændigt udtryk, således at et negativt træk paradoksalt nok kan blive til et strukturfænomen.

Allusionsteknik

Allusionsteknik anvendes også - dvs. fri, ikke ordret brug af citater eller hentydninger til en anden digtning for at skabe associationspunkter til fantasien og intellektet.

Rå sandhed frem for poesi

"Sandhed" er vigtigere end vedtagen skønhed. Billedet bliver det centrale udtryksmiddel, og der stræbes efter en suggestiv flertydighed. Billedelementerne hentes ofte fra vidt forskellige virkelighedsplaner. Det ene plan er ikke billede på det andet, men i deres spænding udtrykker de komplicerede følelser. Det vil sige at symbolrammen bliver meget vid, så den utrænede læser kan tro at diget falder fra hinanden.

Stil

Modernismens stil er nøgtern, usentimental og ironisk. Den undgår også - med en kærlig hilsen til Heretica - dybsindighed, med Ernst Blochs ord: Verfläching durch tiefe.

Modernismen er også berømt og berygtet for sin sværhed - den stiller store krav til sin læser og fremstår derved ofte som utilnærmelig og/eller elitær.

Holdning - mål: at se verden gennem sansning

Udforskende - at registrere indtryk - at konfrontere sig med tingenes verden.

At give den vedholdende læser mulighed for at sprænge sit konventionelle sproglige og bevidsthedsmæssige univers for derigennem at nå frem til en ny klichéfri nærsansning af virkeligheden. Modernismen tror på en slags sansningens naturlove - at det kan lade sig gøre at sprogsanse verden før værdisystemer har omklamret den.

Modernismen indeholder imidlertid ingen nye værdisystemer til erstatning for de gamle. Fremmedgørelse, tingsliggørelse og absurditet står tilbage sammen med den nye nærsansning af virkeligheden:

Tom, tom, tom - saligt tom
er verden for andet end ting (Af: 'Frihavnen' fra digtsamlingen 'Konfrontationer' af Klaus Rifbjerg, 1960).

Til toppen

Modernisme - det nye - af Jørn Ingemann Knudsen (2014)

Ordet modernisme kommer af det latinske 'modernus', der betyder ny eller ny måde. Det bruges ofte i en af følgende to betydninger:

  1. Modernisme er en fællesbetegnelse for samtidskunst i den moderne historiske epoke, der bliver kaldt 'moderniteten'.
    Dateringen af, hvornår moderniteten indledes, er meget omdiskuteret, men mange danske sociologer og filosoffer opfatter den danske modernitet som indledt fra midten af 1800-tallet, hvor der sker:

    • en demokratisering af samfundet (fra enevælde til institutionelt monarki og dermed begyndende demokratisering med vedtagelse af første og anden grundlov i hhv. 1849 og 1866).
    • en industrialisering, hvilket tidsmæssigt foregår i Danmark i perioden 1870-1914.

  2. Modernisme er en fællesbetegnelse for kunst, der er nyskabende/avantgardistisk.

***

Definitioner af modernisme

Torben Brostrøm (f. 1927) skrev i 1959, at modernisme er:

en bestræbelse for at trænge ind og ned i det menneskelige, fremmest i de egne, som ikke har været bevidst behandlet af ældre digtere. Den sker på baggrund af erfaringer fra moderne psykologi, erkendelse af det ændrede verdensbilledes menneskelige konsekvenser, dvs. at registeret er udvidet og mennesket opfattet som dybere og farligere, i en tid, hvor religiøse, etiske, politiske, sociale normer er under forvandling. Digteren erkender, at dette har kunstneriske følger og søger at finde et formsprog, der dækker hans erkendelse. Han kan gøre det ved at lære af andre kunstarter, som måske er kommet længere end hans egen, musik, maleri, skulptur osv. Han må finde en ny struktur, og det er mere end et spørgsmål om rim og versskema, al den stund "form" og "indhold" ikke lader sig behandle hver for sig. (i artiklen Det umådelige mådehold i tidsskriftet 'Vindrosen' nr. 1, s. 11).

Litteraturkritikeren Steffen Hejlskov Larsen (1931-2009) definerede modernisme på denne måde:

retning inden for filosofi, kunst og litteratur som engagerer sig i det moderne, forstået som storbyernes stemninger, industrialiseringens fremmedgørelse og psykologiens afdækning af sjælelivet. (...) På digtningens område giver dette sig udtryk i radikale formeksperimenter der reflekterer den nervøse livsstil og samtidig får den til at forplante sig direkte til læseren. (Gyldendals litteraturleksikon bind IV, 1974, s.161).

Forfatter Niels Frank (f. 1963) definerer den internationale modernisme sådan her:

(...) kunsten i vores tid handler om at turde miste kontrol, turde være uæstetisk, nu, hvor der ikke længere findes styring ovenfra eller evige værdier eller restriktioner. Den modernistiske grundantagelse er jo netop, at tabet af kontrol kan være en enorm frisættelse. (Note 1).

***

Modernisme-perioder i dansk litteraturhistorie

Man kan med en vis ret tale om modernistisk litteratur i flg. fire perioder siden romantikken:

  1. 1870-1918: Det moderne gennembrud fra omk. 1870. Litterære retninger: Kritisk realisme, naturalisme og impressionisme.

  2. 1918-1945: Avantgardismen i mellemkrigstiden, dvs. fra 1. Verdenskrig (1914-1918) til 2. Verdenskrig (1939-1945). Eksperimenterende og normbrydende litterære retninger: Futurisme, ekspressionisme, dadaisme og surrealisme.
    Her var tale om forfattere som fx Emil Bønnelycke (1893-1953) - fx digtsamlingen Rosa Luxembourg (1919) og romanen Spartanerne (1919), Tom Kristensen (1893-1974) - fx digtsamlingen Fribytterdrømme (1920), R. Broby-Johansen (1900-1987) - fx digtsamlingen BLOD fra 1922, Harald Landt Momberg (1896-1975) - fx med digtsamlingen Parole fra 1922, Johannes Wulff (1902-1980) - fx med digtsamlingen Kosmiske Sange (1928), Jens August Schade (1903-1978) - fx digtsamlingerne den levende violin (1926) og Hjerte-bogen (1930), Poul la Cour (1902-1956) og Gustaf Munch-Petersen (1912-1938) - fx digtsamlingerne det nøgne menneske (1932) og det underste land (1933).

  3. 1945-1970: Skønlitterært nybrud efter 2. Verdenskrig, der indledtes med heretica-digtning og havde sin glansperiode med konfrontationsdigtning, konkretisme og systemdigtning.

  4. 1975-1985: Firserlyrikken, der var en reaktion mod 1970'erne realistiske arbejder-, kvinde- og bekendelseslitteraur. Flere af firserlyrikkerne var bl.a. inspireret af samtidens punk- og rockmusik.

***

Den litterære modernisme i Danmark efter 2. Verdenskrig

Steffen Hejlskov Larsen skrev (i Gyldendals litteraturleksikon 1974, s. 162), at mellemkrigs-modernismen kunne opfattes som en tidlig fase i dansk litterær modernisme. Og denne indledende periode efterfulgtes af tre modernistiske faser:

  • Modernismens tidlige fase i 1920'erne og 30'erne, hvor mange forfattere, skrev helt anderledes litteratur, end man hidtil havde set.

  • Modernismens 1. fase fra omkring 1940 til ind i 50'erne (heretica-digtningen, også kaldet 'sensymbolisme'). Repræsenteret af forfattere som Thorkild Bjørnvig (1918-2004), Jørgen Gustava Brandt (1929-2006), Paul la Cour (1902-1956), Erik Knudsen (1922-2007), Ole Sarvig (1921-1981) og Ole Wivel (1921-2004).

  • Modernismens 2. fase fra slutningen af 1950'erne og første halvdel af 1960'erne (konfrontationsdigtningen). Ud over Klaus Rifbjerg (f. 1931) nævnes ofte forfattere som Jess Ørnsbo (f. 1932), Ivan Malinowski (1926-1989) og Jørgen Sonne (f. 1925) som konfrontationsmodernister.
    Nogle taler i denne periode også om 'fantastisk modernisme' (eller litterær absurdisme) som en særlig modernistisk retning, der på dansk grund bl.a. blev repræsenteret af forfattere som Villy Sørensen (1929-2001), Peter Seeberg (1925-1999) og Sven Holm (f. 1940).

  • Modernismens 3. fase fra slutningen af 1960'erne til de første år af 1970'erne (konkretismen og systemdigtningen). Konkretisme og systemdigtning kaldes ofte tilsammen for 'skrifttematisk digtning'. Af toneangivende forfattere fra denne periode kan nævnes: Inger Christensen (1935-2009), Klaus Høeck (f. 1938), Per Højholt (1928-2004), Per Kirkeby (f. 1938), Peter Laugesen (f. 1942), Jørgen Leth (f. 1937), Hans Jørgen Nielsen (1941-1991) og Vagn Steen (f. 1928).

Der var især tre grundholdninger, der fungerede som drivkræfter for nogle af forfatterne i den modernistiske periode efter 2. Verdenskrig:

  1. De var kritiske overfor det industrialiserede og informationsteknologiske moderne samfund - fordi det var et samfund, der havde fokus på økonomisk vækst frem for idémæssig vækst (intellektuel og kunstnerisk kreativitet), på ting frem for mennesker. Samfundet var et tingsliggørende og fremmedgørende samfund.

  2. De opfattede sig selv, eller blev opfattet af fremtrædende litteraturfolk, som en slags avantgarde (frontfigurer), der brugte deres kunst til at forsøge at få læserne til at forstå, hvad det var for uheldige forandringer både mennesker og samfund undergik i denne periode at moderniteten.
    Fx skrev Steffen Hejlskov Larsen om vigtigheden af den modernistiske litteratur i 1960'erne:

    Hvad er nu forklaringen på, at folk med vold og magt skal forstå vor tids digtning? (...) Digtene kan lære os virkeligheden bag alle vore velstandsfølelser, der er præget af klicheer og forretning. Uden forståelse for sin egen tids digtning vil mennesket ikke have noget begreb om sin samtid og sig selv, og dette har konsekvenser på en række områder, ja, både politiske, sociale og religiøse; mellem vore vaneforestillinger og den uerkendte virkelighed vil der komme et svælg, der forhindrer en sund realisme i mange sager. Så mange som overhovedet muligt skal forstå samtidspoesien, hvis det tyvende århundredes menneske skal undgå at miste kontakten med sig selv og sin egen tilværelse. (Fra forordet til den såkaldte Askov-rapport, 1965, s. 10).

  3. De opfattede deres kunst som et kampmiddel mod populærkunsten, eller rettere: mod underholdningsindustrien, der ikke blev tillagt nogen form for kunstnerisk kvalitet eller erkendelsesfremmmende værdi.
    En sådan kritisk holdning til populærkunst (fx triviallitteratur) kendetegnede også kulturradikalismen i 1930'erne. Bl.a. derfor bliver det modernistiske kunstsyn i 1960'erne også benævnt nyradikalisme, altså en ny form for kulturradikalisme.

***

I 2005 foreslog Henrik Rasmussen m.fl. (i Gads Litteraturleksikon 2. udgave 2005, s. 234) at føje en fjerde modernistisk fase til:

  • Modernismens 4. fase fra ca. 1975-1985 (firserlyrik, også kaldet 'kropsmodernisme'). Vigtige firserlyrikere var: Thomas Boberg (f. 1960), Camilla Christensen (f. 1957), Simon Grotrian (f. 1961), F.P. Jac (1955-2008), Bo Green Jensen (f. 1955), Pia Juul (f. 1962), Juliane Preisler (f. 1959), Michael Strunge (1958-1986), Pia Tafdrup (f. 1952), Søren Ulrik Thomsen (f. 1956), Merete Torp (f. 1956) og Morti Vizki (1963-2004).

***

Brugen af begrebet 'modernisme' i dansktimerne

Da begrebet 'modernisme' i forskellige sammenhænge bruges i ret forskellige betydninger, vil det måske være en god ide at bruge termen med forsigtighed og omtanke. I danskfaglig sammenhæng vil det ofte være bedre og mere præcist at bruge betegnelserne for de forskellige modernistiske retninger som fx naturalisme og (kritisk) realisme, impressionisme, symbolisme, futurisme, ekspressionisme, fantastisk modernisme, socialrealisme, heretica-digtning, konfrontationsdigtning, konkretismen, surrealisme, systemdigtning, arbejderlitteratur, bekendelseslitteratur, firserlyrik, minimalisme mv.

Til toppen

Konfrontationsmodernismen - af Søren Vrist Christensen (2016)

Lav gerne dine egne notater til videoen. Sæt videoen på pause, hvis du lige skal have styr på en del af notatet først. Videoen varer næsten 8 minutter.

Til toppen

Glossary

Elitær

En elite er gruppe mennesker, der regnes for at være de bedste eller mest privilegerede inden for et bestemt område, fordi de har større evner, mere magt eller er rigere mm., end de fleste andre. Begrebet elitær bruges ofte negativt i betydningen at optræde nedladende, disrespekterende eller latterliggørende over for de, der ikke har samme viden, kunnen, erfaring, intelligens, talent, velstand mv. som en selv og den del af eliten, man selv mener at man tilhører.

Kritisk realisme

Kritisk realisme er betegnelsen for den litteratur, der i kraft af Det moderne gennembrud tog afstand fra romantikken og biedermeierkulturens ensidige dyrkelse af fantasien og en rosenrød virkelighed.

Den kritisk realistiske litteratur fokuserede på samfundsmæssige problemer og havde et ikke-religiøst, socialt sigte.

Forfattere som Herman Bang og Henrik Pontoppidan satte de samfundsmæssige problemer under debat. (Kilde: krydsfelt.gyldendal.dk/).

Nyradikalisme

Nyradikalisme var en politisk og kulturel strømning, der i 1960’erne søgte at bekæmpe tidens borgerlige traditioner, fordomme og materialistiske værdiforestillinger (villa, Volvo og vovse).

Lige som mellemkrigstidens kulturradikalisme udtrykte nyradikalismen en kritisk holdning over for det bestående samfunds traditionsbundne konservative og småborgerlige idealer. De nyradikale debattører og forfattere gik bl.a. til angreb på underholdningsindustrien (popmusik, triviallitteratur, mainstreamfilm mv.), ugebladene, reklamerne og det materialistiske forbrugssamfund, der blev kritiseret for at undertrykke og fordumme den almindelige dansker.

Litterære foregangsmænd for den nyradikalistiske retning var Villy Sørensen (1929-2001), Klaus Rifbjerg (f. 1931) og Ivan Malinowski (1926-1989). I dag nævnes en forfatter som Jan Sonnergaard (f. 1963) ofte som nyradikalist.

Syntaks

Syntaks er læren om, hvordan man bygger sætninger op.

dansksiderne.dk | ISBN 978-87-998642-0-1 | © Jørn Ingemann Knudsen (ansvarshavende redaktør) og forfatterne 2024 | Kontakt