Drama

Forenklet teaterhistorisk oversigt - af Sille Vejlby (2015)

Det græske teater

Ca. 400 år f.kr i Grækenland Teatrets vugge: Her opstår dramaet som genre. Man skelner mellem tragedien og komedien, som har hver deres hovedsigte og karakteristika.

Aristoteles sætter ord på det traditionelle dramas opbygning, det vi kender som den aristoteliske model og de tre enheder, som blev bærende frem til det 20.årh.

Commedia d'elle arte

1500-tallet, opstod i Italien: Ordet betyder komediekunst og er karakteriseret ved at være improvisationer over på forhånd aftalte scenarier. Disse scenarier var handlingsskelletter, som skuespillerne improviserede over. Skuespillerne var oprejsende trupper af gøglere, narrer og etc.

Man havde et fast typegalleri, og hver skuespiller havde sin yndlingsfigur, hvis karakteristika han mestrede. Der var altså tale om flade ofte overdrevne typer med særlige kropslige kendetegn. F.eks. indøvede hver spiller sine egne lazzies (gags) for sin figur. Denne improvisationskunst havde sine rødder i den græske/romerske komedie.

Holbergs teater

1700-tallet i Danmark: Ludvig Holberg skrev sine komedier, inspireret af commedia d'elle arte. Han arbejdede også med et fast typegalleri, som havde overdrevne/stilliserede kendetegn.

Holbergs dramaer benytter sig af den aristoteliske dramaturgi (modellen og enhederne), og komedierne blev bygget omkring en intrige, ofte iværksat af skuespillets tjenestefolk.

Lige som commedia d'elle arten er det ofte den fattige, men snedige tjener der sejrer over den rige, men 'dumme' herre. Altså den kloge narrer den mindre kloge.

Det naturalistiske teater

1870-1900: Europa Indtil nu havde man primært spillet anti-illusionsteater, dvs. et teater der ikke foregav at være virkelighed. Men nu søger man at skabe en virkelighedsillusion på teatret med det man kaldte den 4. væg. Dette krævede ligeledes en indlevende, realistisk og troværdig spillestil og nogle runde nuancerede karakterer.

Stanislavskij udviklede en skuespilteori, der opfyldte disse krav, f.eks. arbejdede han med det magiske hvis.

Dramatikerne (f.eks. Ibsen, Strindberg og Tjekov) arbejdede stadigvæk med den aristoteliske dramaturgi ( modellen og enhederne).

Det episke teater

1920´erne i Tyskland: Den tyske dramatiker Bertolt Brecht var den første til at gøre op med det naturalistiske teater, der fik så stor betydning for scenekunsten og som stadigvæk udgør en hjørnesten i dramatikken i dag. Han ville bryde med naturalismens krav om virkelighedsillusion, og derfor kan man sige at Brecht for alvor skaber et anti-illusionsteater, fordi det nu er et bevidst valg (i modsætning til tidligere, se ovenfor).

Men Brecht ikke bare bryder med illusionen, han bryder også med den lange aristoteliske tradition, idet han skaber sin egen dramaturgi, det episke teater.

Skuespilleren benytter sig af verfremdungeffekt, hvilket er en distanceskabende teknik. Det gælder i modsætning til Stanislavskijs teknik om at bryde indlevelse i figuren.

Det absurde teater

1950´erne (efterkrigstiden) i Europa: Det absurde teater demonstrerer at livet er absurd. Det hænger sammen med den eksistentialistiske strømning i Europa i kølvandet på krigen.

Det absurde drama gør op med naturalismen, og især med Aristoteles, da de absurde stykker er kendetegnet ved manglen på intrige og handling.

Figurerne er ofte hæmmede i deres bevægelsesfrihed og opfører sig absurd, og derfor ligger de langt fra den realistiske karakter vi ofte møder i det naturalistiske teater.

Humor, ironi og satire spiller ofte en særlig rolle i stykkerne, og i det hele taget leg med ord/ sproget.

Lige som det episke teater skaber de absurde virkemidler en distance til det spillede.

Performanceteater

Slutningen af det 20. årh. i Danmark. Idet man har fjernet sig så meget fra det traditionelle drama (Aristoteles og illusionsteatret) bliver teatret for alvor en kunstform man kan eksperimentere med.

Nye former for teater dukker op, hvor f.eks. scenografi, lys og lyd (Hotel Pro Forma) eller kroppen (Granhøj Dans) kan spille en større rolle end selve skuespillet.

Dramaturgien er en anden end det traditionelle dramas, for nu gælder det om at henvende sig sensorisk til publikum frem for logisk handlingspræget. Det gælder om at nedbryde de traditionelle betydningsstrukturer for om muligt at skabe nye.

1990'ernes teater i Danmark

I 1990'erne kom en ny strømning indenfor dramatikken. Nye danske dramatikere som Line Knutzon, Astrid Saalbach, Nikoline Werdelin og Jokum Rohde skabte en ny trend af skuespil, hvis kendetegn var en blanding af realisme og det absurde. Denne blanding fører ofte en grotesk og tragikomisk stemning med sig.

Scenografien er ikke detaljeret, men antydet - og man taler derfor ofte om et symbolsk rum.

To top

Dramaets dramaturgi - af Sille Vejlby (2014)

Præsentationen handler om dramaets dramaturgi, herunder omtale af Aristoteles' dramaturgiske inddeling, Holbergs komediers struktur, den klassicistiske fem akt model, berettermodellen og dramagenrens særlige kendetegn. Varighed: 2 min.

Hvert dias varer 15 sekunder. Klik eventuelt på pauseknappen, hvis du ikke kan nå at læse hele teksten inden dias-skift.

Forstyrrer baggrundsmusikken dig, så slå lyden fra ved at klikke på lydikonet.

To top

Ordforklaringer

Distance

Distance kan betyde strækning (jævnfør fx ordet 'langdistanceløb'). Distance kan også betyde fysisk afstand mellem ting eller personer eller følelsesmæssig afstand mellem personer.

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt