Naturalisme og realisme

Herunder bringes forskellige læreres artikler om nogenlunde samme danskfaglige delemne.

Hensigten med at bringe flere artikler om samme emne er, at du selv kan vælge, hvilken af teksterne der efter din mening er mest anvendelig i den sammenhæng, du skal bruge den.

Realisme og naturalisme - af Erik Jerlung (uden år)

Indledning

De sidste tre årtier af 1800-tallet var på mange måder præget af opløsning og en samfundsorden i opbrud. Karakteristikken, ’Det Moderne Gennembrud’ er her ganske rammende. Som Villy Sørensen i en kronik i 1971, i anledningen af 100året for Brandes’ berømte ’Indledningsforelæsning’, udtrykte det, så er Det moderne Gennembrud stadig ”vort moderne gennembrud”. Fra 1870ernes begyndelse og i de følgende tiår op mod århundredeskiftet brød en europæisk modernitet for alvor i gennem i Danmark: Urbanisering, industrialisering, og dermed den moderne folkevandring fra land til by, tog fart. Og ikke mindst generaliseringen af vareproduktionen og dens samfundsmæssige og bevidsthedsmæssige effekter gennemtrængte langsomt, men sikkert efterhånden selv de mest traditionelle egne af landet. En proces som vor tids omfattende digitalisering i overgangen fra industri- til videnssamfund blot er det seneste led i.

Gennembruddets litteratur er ’realistisk’ og ’naturalistisk’. De to begreber anvendes ofte i flæng og er på mange punkter faktisk sammenfaldende, fx i afvisningen af religiøse, metafysiske og idealistiske forklaringer. Realisme er imidlertid et mere omfattende begreb end naturalisme. En naturalistisk forfatter er uden videre også realist, mens det omvendte ikke behøver at være tilfældet. Realismen som kunstretning tager udgangspunkt i en (gerne kritisk, afslørende og bevidsthedsskabende) gengivelse af det ’positivt givne’, den faktisk foreliggende virkelighed. Naturalismen tilføjer til dette metodiske udgangspunkt en overbevisning der bygger på naturvidenskab, positivisme og darwinisme. Ofte ser den naturalistiske forfatter sig som en videnskabsmand der udforsker forholdet mellem menneske, natur og samfund. ’Naturaliste’ på fransk betyder egentlig ’naturforsker’. (EJ)

Termerne, realisme og naturalisme uddybes nærmere i følgende artikler fra Gyldendals Litteraturleksikon, Kbh. 1974:

Realisme:

(af lat: res: ting) betegner l. i bred forstand: realistiske træk inden for litteraturen til alle tider, 2. i snæver forstand: en litterær periode i anden halvdel af det 19. årh. og heraf inspirerede retninger, fx nyrealisme, psykologisk realisme og social realisme (se endvidere naturalisme).

1. I den første betydning findes de realistiske træk først og fremmest i skildringen af komiske skikkelser eller personer fra de lavere klasser, i komedien fx Falstaff i Shakespeares Henry IV, i prosaen Sancho Panza i Cervantes' Don Quijote. Men også højtstående skikkelser kan skildres med realistiske træk, fx Hotspur i Henry IV og Jane Austens personer. Realistiske beskrivelser findes fx i Boccaccios skildring af pesten i Dekameron og Grimmelshausens af 30-års-krigen i Simplicissimus. Stendhals og Balzacs værker er i vid udstrækning realistiske. Endelig kan henvises til poetisk realisme.

2. Den litterære bevægelse har sit udspring i Frankrig. Teoretiker er Champfleury der i en række artikler fra omkring 1850 - samlet i Le Realisme, 1857 - dels kritiserer samtidens litteratur, dels opstiller det nye program. 1855 havde maleren Courbet en udstilling med titlen ”Realisme”. Betegnelsen anvendtes i begyndelsen først og fremmest pejorativt (nedsættende) af modstanderne. Den første væsentlige realistiske roman er Flauberts Madame Bovary, 1856.

Realismen har som program at give en objektiv, sand skildring af virkeligheden, livet som det er, uden forskønnelse og uden fortielse. Forfatteren skal være upartisk, tendensløs: „Realisme er ikke nogen Overbevisning, det er en Kunstform," som Herman Bang udtrykker det i Realisme og Realister, 1879, en sætning der samtidig antyder forskellen mellem realisme og naturalisme. Tingene skal fremstilles som de er, af en neutral, objektivt registrerende forfatter så læseren selv kan drage sine konklusioner. I sin konsekvens medfører teorien at virkeligheden skal gengives uformidlet, kaotisk og usammenhængende, men realisterne ønsker den dog kunstnerisk formidlet:

„sige alt som det er, hverken lægge til eller trække fra, blot foretage det Valg af Omstændigheder og den Ordning af Stoffet som nu engang er Kunst" (E. Brandes i Politiken 13.12.1900).

Forfatteren må ikke komme med kommentarer eller vurderinger, og efterhånden trænges han længere og længere i baggrunden, han må opgive sin alvidenhed og helst nøjes med at skildre handlinger og gengive tale. For at skjule sig dækker forfatteren sig ofte bag en eller flere af personerne gennem hvis bevidsthed begivenhederne spejles.

Emner for realismen bliver i første omgang de områder som tidligere ikke har været dyrket: almindelige menneskers almindelige liv, tilværelsens grå sider, de socialt undertrykte (hermed menes ikke socialrealisme der skildrer sociale forhold tendentiøst). Særlig forkærlighed næres for de områder der af moralske eller religiøse grunde har været undertrykt. - Som repræsentanter for realismen kan i Frankrig ud over Flaubert nævnes brødrene Goncourt, i Rusland Dostojevskij, Tolstoj og Turgenjev, i England Thackeray og Carlyle, i Tyskland Gottfried Keller og i Danmark Herman Bang.

Naturalisme:

litterær periode i sidste halvdel af det 19. årh. med udgangspunkt i Frankrig. Retningen er udsprunget af realismen, men adskiller sig fra denne ved et naturvidenskabeligt syn på tilværelsen. Man beskæftiger sig kun med naturen (deraf navnet), dvs. at man afskærer det metafysiske og udelukkende beskæftiger sig med det fysiske, det der kan sanses. Mennesket betragtes som en naturforeteelse underkastet fysisk-kemiske love, bestemt af indflydelse fra det omgivende miljø.

Som forudsætninger kan nævnes religionskritikerne David Strauss som i Das Leben Jesu, 1835, betragter religionen som myter, og Ludwig Feuerbach der i Das Wesen des Christenthums, 1841, anser religion for et produkt af menneskets ønsker. Også Karl Marx forkaster metafysikken og betragter alt som produkter af økonomisk-materielle forhold. - Positivismen betoner ligeledes den reelle virkelighed som den eneste. Auguste Comte fremhæver i Cours de Philosophie positive, 1830-42, at man inden for alle tilværelsens områder bør benytte den positive metode som består i at samle kendsgerninger og uddrage lovene for deres sammenhæng. Medicineren Claude Bernard hævder at den samme strengt videnskabelige metode kan og bør anvendes over for såvel døde som levende væsner. Endelig viser Charles Darwin i The Origin of Species, 1859, da. Arternes Oprindelse, 1870, og i The Descent of Man, 1871, da. Menneskets Afstamning, 1875, at mennesket er et naturvæsen hjemmehørende i den reelle verden og uden tilhørsforhold i en højere, oversanselig verden, at mennesket ikke er af guddommelig oprindelse, men en udvikling fra andre dyrearter. - Denne naturvidenskabelige udviklingslære overføres af Herbert Spencer på moralen og samfundshistorien. Indflydelsen fra positivismen viser sig inden for såvel historie- og religionsforskningen (Ernest Renan) som inden for litteraturkritikken. Allerede Sainte-Beuve forklarede kunstværket som et udtryk for kunstneren og hans tid. Men først hos Hippolyte Taine kommer i hans kritiske værker fra 1860erne og fremefter den naturvidenskabelige betragtningsmåde til fuld udfoldelse: Kunstværket er et resultat af en række påviselige kendsgerninger, digterens „race, miljø og moment", hans sociale og historiske omstændigheder i forbindelse med en herskende evne, „faculté maitresse".

Inden for litteraturen begynder en analytisk metode at gøre sig gældende allerede hos Flaubert, i romanen Madame Bovary, 1856. Også realisterne Edmond og Jules Goncourt lægger et videnskabeligt syn til grund for deres romaner. Fx skriver de i forordet til Germinie Lacerteux, 1864, at bogen er „en klinisk studie i kærlighed". - Talsmand for den naturalistiske doktrin er først og fremmest Emile Zola som fremsætter programerklæringer i en række teoretiske skrifter fra 1866 og fremefter. Han hævder at naturalismen ikke er en skole, men en videnskabelig metode i forlængelse af naturvidenskaben. Hans teorier afspejles i Therese Raquin, 1867, da. 1891. Her skildres „det sande snarere end det skønne", mennesker fra samfundets lavere sociale lag, beherskede af deres drifter. Personerne skildres som fysiologiske tilfælde, som menneskedyr, „bétes humaines", uden fri vilje eller sjæl. Allerede her er der lidt arvelighedslære, men først senere stifter Zola bekendtskab med Darwins skrifter som han udnytter i sit romanværk Les Rougon-Maequart, 1871-93, hvori han skildrer en slægts udvikling gennem alle samfundets lag. Zola kalder sine romaner eksperimentelle idet han i sin redegørelse for et socialt problem eller et fysiologisk tilfælde viser hvorledes arv og miljø spiller ind på personernes udvikling og lader alt gå sin årsagsbestemte gang. - Trods Zolas protest mod at naturalismen var en skole, samlede han en række naturalistiske forfattere om sig i sit hus i Médan. Som en fælles manifestation udgav de novelleantologien Les Soirées de Médan, 1880, der er karakteristisk for naturalismens emnevalg og for forfatternes livsindstilling. Her skildres det grå hverdagsliv, samtidens moralske råddenskab med kras realisme, oftest dokumentarisk. Bidragyderne til antologien var foruden Zola bl.a. J. K. Huysmanns og Guy de Maupassant. Sidstnævnte fortsatte i sine noveller og romaner den illusionsløse skildring af livets trivielle og mørke sider. […]

I Rusland voksede realisme og naturalisme frem fra hjemlige litterære forudsætninger, bl.a. Gogol, men der opstod siden en vekselvirkning med den franske naturalisme. Den „naturlige skoles" program var social tematik, social kritik og virkelighedstroskab, fremsat af Belinskij der allerede i 1842 erklærede romantikken for død. Som repræsentanter for skolen kan - alle forskelle til trods - nævnes Turgenjev, Dostojevskij, Lev Tolstoj, Gontjarov og Saltykov-Stjedrin. Senere russiske realister og naturalister er bl.a. Anton Tjekhov og Maksim Gorkij.

I Skandinavien var Brandes foregangsmand. I sit berømte essay ”Det uendeligt Smaa og det uendeligt Store i Poesien”, 1870, fremlagde han naturalismens program som senere uddybes i kritikker og i Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes europæiske Litteratur, 1871 ff. Han blev inspirator for en lang række skandinaviske forfattere, dels gennem sit eget kritiske forfatterskab, dels gennem personlig omgang og omfattende brevveksling, i Danmark med J. P. Jacobsen, Drachmann, Topsøe og Schandorph, i Norge med bl.a. Ibsen og Kielland og i Sverige Strindberg. Et af Brandes' slagord var „at sætte problemer under debat", og den naturalistiske digtning blev i 1870erne i vid udstrækning samfundskritisk, radikal. I Danmark fortsættes naturalismen i 1880erne af bl.a. Herman Bang og Pontoppidan.

To top

Naturalismen - af Iben Holk (1998)

Ikke alle litterære perioder har noget navn. Det gælder fx perioden fra ca. 1840-45 til 1870 ikke noget navn. (...) Det er ellers en periode for vigtige litterære udfoldelser, bl.a. vigtige udgivelser af H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, og det er perioden for M.A. Goldschmidts skelsættende roman Hjemløs (1857), samt et andet markant og eksperimenterende romanværk, Hans Egede Schacks Phantasterne (1857). (...)

Et tilsvarende fænomen i vor litteraturhistorie indfinder sig efter århundredeskiftet, hvor perioden 1900-1920 heller ikke har noget navn, skønt netop denne periode kunstnerisk rummer ekspressive nyskabelser som fx Sophus Claussens Djævlerier (1903) og Digte (1906) af Johannes V. Jensen. (...)

Det moderne gennembrud

Når det lykkedes Det moderne gennembrud at bryde så markant igennem med bl.a. en navngivelse af perioden til følge, skyldes det to afgørende ting, dels at epigonerne af romantik og romantisme (efterligninger af tidligere romantisk og romantisistisk litteratur) var begyndt at fylde lovlig meget i det litterære landskab, dels personen Georg Brandes' fremragende kritiske evner, internationale orientering samt polemiske og karismatiske egenskaber.

Med Naturalismen svinger pendulet til den rationelle side (efter at have befundet sig på den idealistiske side i Romantikken). Kunstnerisk afspejler Naturalismen et naturvidenskabeligt grundsyn på virkeligheden: Også litteratur kan måles og vejes.

Brandes introducerer den franske litteraturteoretiker Hippolyte Taine, der ønsker at anlægge et videnskabeligt syn på litteraturkritikken og litteraturforskningen. Og Charles Darwins Arternes Oprindelse oversættes af J.P. Jacobsen til dansk 1872 (On the Origin of Species, 1859). (...)

Naturalisme

Naturalisme forstås gerne - på grund af ordet 'natur' - som en tilbage-til-naturen holdning. Men sådan forholder det sig ikke, for så ville naturalismen være romantik. Naturalisme har ikke noget med skov og strand og nattergale at gøre. Den natur, det drejer sig om, er 'menneskenaturen'.

Med naturvidenskaberne om mennesket skifter opfattelsen af menneskelivet karakter. Fra en idealistisk forståelse af mennesket som styret af sjælelige kræfter, kommer en materialistisk opfattelse, som naturalismen er et udtryk for. Her er mennesket styret af biologiske, psykologiske, økonomiske love.

Den naturalistiske roman har derfor oftest som grundtema: Dyret i mennesket i konfrontation med det samme menneske som samfundsdyr. Derfor er den naturalistiske roman i første omgang årsagsforklarende og lægger vægt på arv og miljøforhold.

Fra en spirituel opfattelse af livet kommer der med naturalismen en mere mekanisk, hvor sjælen opfattes som kemiske processer. Herimod er det symbolismen gør oprør.

Idealisme og materialisme kan også forenes, hvilket sker i forfatterskaber som M.A. Goldschmidts og Johannes V. Jensens. I deres værker er mennesket et kønsvæsen, men ikke som marionet for kønsdriften, hvad det ofte reduceres til i det naturalistiske univers (fx i flere værker af Henrik Ibsen, August Strindberg).

Naturalismens gennemslagskraft er mindre kunstnerisk end ideologisk-politisk begrundet.

Omkring 1870 opstår der en ny konstellation imellem litteratur, presse og politik. Pressen bliver i denne periode et kulturelt magtorgan. Samtidig med at forholdet mellem digtning og journalistik ikke længere er skarpt adskilte verdener, som tidligere, hvor forfattere betragtede journalistik som litteratur af lavere rang.

Journalistik og litteratur rangerer nu side om side. Og flere store forfatternavne, som f.eks. Herman Bang og Johannes V. Jensen, optræder først som journalister og fører åbenlyst journalistiske kvaliteter over i deres litterære værker. Det har noget med sprog, stil og kunst at gøre.

Det har det politiske tilhørsforhold ikke, men bliver fra denne tid en afgørende faktor på forfatterbanen.

Naturalismen bliver træt

Naturalismen fænger især ved sit frigørelsesprogram, politisk og moralsk. men efter et par årtiers forløb viser der sig - som ved alle gennembrud af euforisk art - visse træthedssymptomer. Således skriver ophavsmanden Georg Brandes i 1889:

Man tumler stadig med de samme lærdomme, visse Arvelighedsteorier, lidt Darwinisme, lidt Kvinde-Emancipation, lidt Lykkemoral, lidt Fritænkeri, lidt Kultus af Folket osv.

Der mangler noget! Og det er poesi.

Læs eventuelt artikel om symbolisme af Iben Holk.

To top

Ordforklaringer

Rationel

Hvis noget betegnes som rationelt betyder det, at det opfattes som 'logisk', som 'noget, der giver mening' eller 'fornuftigt'. Rationel kaldes den person, der ikke lader sig styre af sine følelser, men af sin logiske tænkning, af sin fornuft.

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt