Generelt om Romantikken

Herunder bringes forskellige læreres artikler om nogenlunde samme danskfaglige delemne.

Hensigten med at bringe flere artikler om samme emne er, at du selv kan vælge, hvilken af teksterne der efter din mening er mest anvendelig i den sammenhæng, du skal bruge den.

Romantikken - af dansklærer på Køge Gymnasium (uden år)

Romantikken er en europæisk kulturstrømning, der dominerer litteratur, musik og billedkunst fra ca. 1800 til 1850-70

Den opstår som en reaktion på rationalismen – og også som en videreførelse af den moderne følsomhed, der gennemstrømmer slutningen af 1700-tallet.

Udgangspunktet for den danske romantik er den norsk-danske filosof og geolog, Heinrich Steffens’ forelæsningsrække i 1802-03 om tysk idealisme.

Generelt udtrykker romantikken en idealistisk livsholdning, der på mange måder er inspireret af Platon og nyplatonismen:

Det egentlige virkelige (idéerne) er det mennesket kun kan erkende gennem sine åndsevner.

På denne idealistiske tankegang bygger den romantiske digtning.

En todeling af verden:

HimmelJord
ÅndMaterie
SjælLegeme

Det er ofte en mystisk helhedsoplevelse der søges i den romantiske litteratur: altså man søger at nå den åndelige verden, fx igennem naturen eller kærligheden.

Der findes forskellige udgaver af romantikken:

Dualisme / Nyplatonisme

Inden for denne retning mener man at de to verdener aldrig helt kan forenes, mennesket er fundamentalt splittet: kroppen tilhører den fysiske verden (fænomenernes) mens sjælen tilhører den åndelige (idéernes). Sjælen længes altså væk fra jorden og ’kroppens hylster’ – en romantisk længsel efter den åndelige verden.

Det jordiske liv er præget af splittelse, men især poesien har en evne til glimtvis at give en oplevelse af åndelig skønhed og sandhed. Mennesket er fundamentalt splittet og kun døden kan forsone spaltningen mellem sjæl og legeme.– Denne kompromisløse romantik kaldes dualisme eller nyplatonisme.

Universalromantikken

Repræsentanter for denne opfattelse ser derimod de to verdener som blot forskellige fremtrædelsesformer for én og samme virkelighed. Der er ikke tale om uoverstigelige modsætninger, blot om gradsforskelle: Ånden slumrer i stenen, drømmer i dyret og vågner hos mennesket. Alt er ét. Dvs. en monistisk tilværelsesopfattelse hvor alt hænger organisk sammen.

Vha. intuition, drømme og fantasi kan man få indblik i den store verdenssammenhæng.

Naturen er gennemstrømmet af Ånd. Religiøs panteisme: Gud er i alt og gennemstrømmer alt. Alt er en del af naturens og åndens store helhed. En organismetanke: alt er forbundet.

Den romantiske digter er én der i kraft af intuition, fantasi, drøm, anelse etc. er i stand til at se tilværelsen dybere væsen – er altså en visionær seer, et undtagelsesmenneske der i kraft af sine skarpere åndsevner og større følsomhed adskiller sig fra mængden! Idealet, fantasien og drømmen er centrale ingredienser i den romantiske kunst (i modsætning til fx Det moderne Gennembruds krav om at skildre og forholde sig til den faktisk foreliggende virkelighed).

Guldaldertanken

I universalromantikkens historiesyn, idealiseres fortiden på bekostning af samtiden. Romantikkens mål er atter at skabe en glorværdig fremtid, en ny Guldalder! (Guldalderen er et begreb fra den græske mytologi, hvor det er en betegnelse for den tid da guderne levede på jorden og alt var godt! Siden er det gået ned ad bakke).

I kraft af dette bliver gamle sagaer, folkeeventyr og folkeviser interessante og attraktive som udtryk for en svunden tids højere idealer og større følsomhed.

Nationalromantikken

Nationalromantikken skal ses i forlængelse af universalromantikkens forestillinger. Guldaldertanken udfoldes her som en hyldest af den nationale fortid i form af historiske digte (fx Oehlenschlägers Hakon Jarl, Roar og Helge) og romaner (fx Ingemanns historiske romaner Valdemar Sejr, Erik Menveds Barndom, Prins Otto af Danmark). Disse værker udtrykker de centrale temaer i denne romantik: fædrelandskærlighed, mod, opofrelse og pligtfølelse.

Det er også i denne periode at de mest kendte af vore fædrelandssange skrives (fx Oehlenschlägers Der er et yndigt land, 1823).

Centralt for nationalromantikken er dyrkelsen af modersmålet, landskabet, naturen, folket og dets historien. Gennem Grundtvigs grundlæggelse af højskolebevægelsen, der især retter sig mod landboungdommen, udbredes og populariseres disse nationalromantiske ideer.

(Nationalisme og fædrelandskærlighed er konstruktioner eller 'opfindelser' fra denne periode. Tidligere opfattedes bindingen til kongen som et formelt forhold, ellers var man fortrinsvis tilknyttet sin egn eller landsdel, ikke en nation).

Dannelsestanken

Også individets dannelse er i centrum for romantikkens interesse. Dannelse drejer sig om proces hvor individet dannes og finder sig selv. Jf. den karakteristiske dannelsesromans opbygning: Hjemme – ude – hjemme igen: Fra tilsyneladende, men umoden, harmoni (= hjemme), over modstand og denne modstands overvindelse (= ude), til ny moden harmoni og indsigt (= hjemme igen). Dannelsesromanernes fortællinger er ofte komponeret omkring dette trefasede forløb: 'Fra svaneæg over grim ælling til smuk svane'.

Borgerlig romantik – Biedermeier

Betegnelse for en popularisering af romantikken i 1830erne og 1840erne. Ofte som en ’romantisk’ og idyllisk fremstilling af hverdagslivet, der er præget af ro, afklaring, fortrolighed og varme. I denne stil bliver den evt. sociale elendighed fx omfortolket så den i stedet bruges til at vise borgerskabets medfølelse og menneskelighed. Fattige skildres ligeledes rørende og sentimentalt – og tillægges ofte egenskaber som arbejdsomhed, oprigtighed, naturlighed.

Overordnet er biedermeier-tendensen udtryk for en tydelig harmonisering, bevidst afdæmpning og sentimental fremstilling af samtidens faktiske virkelighed.

De karakteristiske værdier der fremhæves er: varme, tryghed, sikkerhed i kernefamiliens skød, det overpyntede hyggelige hjem, harmoni etc.

Temaerne er således: den borgerlige familie, individets dannelse, kærligheden og dens muligheder.

Læs eksempler på tekster fra romantikkens glansperiode, også kaldet 'højromantikken'.

To top

Romantikken i store træk - af Jens Frørup Madsen (2001)

I meget grove træk kan man inddele 1800-tallets litteratur i tre perioder med hver deres karakteristika:

Romantikken (1800-1870) - Følelse, anelse, intuition, panteisme, dualisme, en organisk sammenhæng bag fænomenerne
Naturalismen (1870-1890) - Materialisme, problemer under debat og virkelighedsbeskrivelse efter naturvidenskabelige principper
Symbolisme (1890-1900) - Kaldes også 90'erne, det sjælelige gennembrud og nyromantikken. Sjæl og ånd blev igen realiteter for symbolisterne.

Romantikken kan deles op i forskellige strømninger: Universalromantik, nationalromantik, biedermeier, romantisme

Universalromantik (1800-07) Panteisme (organismetænkning) og dualisme (nyplatonisme)
Nationalromantik (1807-20) Forestillingen om ånden i naturen bliver til forestillingen om det nationale i folket, landet og historien
Biedermeier (1820-1870) Borgerlig idyl, kernefamilie, det rørende og sentimentale, det problemfortrængende
Romantisme (1830-1850) Det splittede, det dæmoniske, det erotiske, det farlige

Romantikken

Man kan bruge begrebet romantik som et overordnet begreb for den dominerende åndsstrømning i Danmark i perioden fra 1800 og helt til 1870 hvor det første store opgør med strømningen sætter ind i form af naturalismen.

I Danmark fik romantikken sit store gennembrud efter et foredrag af Henrik Steffens. Adam Oehlenschläger som var tilhører, fulgtes efter foredraget med Steffens hjem for at høre mere og for at blive klogere på det han netop havde hørt. Umiddelbart efter denne berømte samtale skrev Oehlenschläger digtet Guldhornene om de netop stjålne guldhorn.

Året efter udkom digtet i Oehlenschlägers store digtsamling "Digte 1803", hvilket kom til at stå for romantikkens pludselige gennembrud i dansk litteratur.

I virkeligheden havde digteren Schack vor Staffeldt i flere år skrevet romantiske digte, udgivet i forskellige tidsskrifter, men ingen havde bemærket ham. Han tilegnet sig de romantiske teorier gennem læsning af filosofferne. Nu blev han overhalet af en yngre digter der efter en enkelt samtale formåede at gribe hele romantikkens ide og omsætte den til digtning helt uden grundige studier af den bagvedliggende filosofi. Da Schack von Staffeldt tilmed, inspireret af Oehlenschlägers succes, samlede sine digte og udgav dem under titlen "Digte 1804" (næsten som "Digte 1803") blev han nærmest hånet som plagiator og derefter fuldstændig overset i resten af sin levetid.

Den første romantik kaldes universalromantikken. Den indeholder to modsatrettede strømninger, panteismen og dualismen.

I modsætning til i Tyskland bliver det panteismen, al tings dybe sammenhæng, der bliver den dominerende filosofi. Især hos Staffeldt kan man dog finde den splittelse der er langt mere fremtrædende i den tyske romantik.

Fra 1805 bliver romantikken national. Man siger den ændrer sig fra universalromantik til nationalromantik. Denne romantiske nationalisme opstår overalt i Europa og melder sig som en reaktion på Napoleons forsøg på at underlægge sig hele Europa.

Senere strømninger er Biedermeier og romantisme.

Filosofisk og litterær baggrund for romantikken

Det nordiske

Johannes Ewald havde siden 1770 benyttet nordiske motiver i digte og dramaer, der overholdt de klassiske genreregler. Ewald var altså ikke romantiker, men klassicist, selv om han dels brugte nordiske motiver og dels vægtede følelserne højere end fornuften (i modsætning til f.eks. Holberg).

Naturen

Rousseau - opfatter naturen som det uspolerede og oprindelige, mens kulturen for Rousseau er det der har spoleret mennesket. Dette synspunkt står i skarp kontrast til 1700-tallets dyrkelse af det fornuftige og det nyttige.

Følsomheden

Rousseau ser følelserne som det naturlige i mennesket, mens fornuften mere er kulturens stemme. Klopstock, Ewald og Baggesen inspireres indirekte af Rousseau til at lægge vægten på følelserne i deres litteratur. Dermed bliver de forløbere for romantikken.

Organismetænkningen eller panteismen

Schelling: Ånden slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og kommer til bevidsthed i mennesket" (tydeligt i Oehlenschlägers ungdomsdigtning og i Staffeldts digte)

Dualisme

Platon, nyplatonisme (særlig tydeligt hos Staffeldt, men også i Oehlenschlägers ungdomsdigtning).

Det nationale

Fichte - holder sine berømte "Taler til den tyske nation" i forbindelse med Napoleons trusel mod Tyskland, der endnu ikke var samlet til en nation. I Danmark betyder Napoleonskrigene og Danmarks uheldige engagement i disse, at englænderne bombarderer København og tager den danske flåde, hvilket igen bliver anledning til at romantikken bliver national. Oehlenschläger og Grundtvig spiller en central rolle i forhold til at den danske romantik bliver national.

Kunstneren som et geni

Hos filosoffen Schlegel fremhæves kunstneren som et geni der i kraft af sit særlige geni kunne skue ind i ideernes verden (eller hvordan alt egentlig burde være, det ideelle), og som i kraft af sit geni kunne overskride klassicismen genreregler.

Når den romantiske digter f.eks. tillader sig at skrive digte uden fast rytme eller rimstilling, som det ses i f.eks. Oehlenschlägers Guldhornene, er det et udtryk for at den romantiske digter hæver sig over alle regler og bindinger.

Universalromantik, 1800-1807

Den første romantik kaldes universalromantikken. Den indeholder to modsatrettede strømninger, panteismen og dualismen.

I modsætning til i Tyskland bliver det panteismen, al tings dybe sammenhæng, der bliver den dominerende filosofi. Især hos Staffeldt kan man dog finde den splittelse der er langt mere fremtrædende i den tyske romantik.

Organismetænkningen eller panteismen

Schelling: Ånden slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og kommer til bevidsthed i mennesket" (tydeligt i Oehlenschlägers ungdomsdigtning og i Staffeldts digte)

Dualisme

Platon, nyplatonisme (særlig tydeligt hos Staffeldt, men også i Oehlenschlägers ungdomsdigtning)

Fra 1807 bliver den danske romantik national. Man siger den ændrer sig fra universalromantik til nationalromantik. Denne romantiske nationalisme opstår overalt i Europa og melder sig som en reaktion på Napoleons forsøg på at underlægge sig hele Europa.

Senere strømninger er Biedermeier og romantisme.

Andre elementer i universalromantikken

Det nordiske

Johannes Ewald havde siden 1770 benyttet nordiske motiver i digte og dramaer, der overholdt de klassiske genreregler. Ewald var altså ikke romantiker, men klassicist selv om han dels brugte nordiske motiver og dels vægtede følelserne højere end fornuften (i modsætning til f.eks Holberg).

Følsomheden

Rousseau, Klopstock, Ewald, Baggesen

Organismetænkningen eller panteismen

Schelling: Ånden slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og kommer til bevidsthed i mennesket" (tydeligt i Oehlenschlägers ungdomsdigtning og i Staffeldts digte)

Dualisme

Platon, nyplatonisme (særlig tydeligt hos Staffeldt, men også i Oehlenschlägers ungdomsdigtning)

Naturen

Rousseau - opfatter naturen som det uspolerede og oprindelige, mens kulturen for Rousseau er det der har spoleret mennesket. Dette synspunkt står i skarp kontrast til 1700-tallets dyrkelse af det fornuftige og det nyttige.

Kunstneren som et geni

Hos filosoffen Schiller fremhæves kunstneren som et geni der i kraft af sit særlige geni kunne skue ind i ideernes verden (eller hvordan alt egentlig burde være, det ideelle), og som i kraft af sit geni kunne overskride klassicismen genreregler.

Når den romantiske digter f.eks. tillader sig at skrive digte uden fast rytme eller rimstilling, som det ses i f.eks. Oehlenschlägers Guldhornene, er det et udtryk for at den romantiske digter hæver sig over alle regler og bindinger.

Nationalromantik, 1807-1820

Fra 1807 bliver romantikken national. Man siger den ændrer sig fra universalromantik til nationalromantik. Denne romantiske nationalisme opstår overalt i Europa og melder sig som en reaktion på Napoleons forsøg på at underlægge sig hele Europa.

Helt fra Johannes Ewalds digtning i 1770'erne har man kunnet spore en voksende interesse for det nordiske.

Efter sit store gennembrud (med Digte 1803) fik Oehlenschläger bevilget midler til en dannelsesrejse der bl.a. førte ham til Italien. Her skriver han digtet Hiemvee i 1805 der er det første udslag af en ny nationalfølelse:

Underlige Aftenlufte!
Hvorhen vinker I min Hu?
Svale, milde Blomsterdufte:
Siig, hvorhen I bølge nu!
Gaaer I over hviden Strand
Til mit elskte Fødeland?
Vil I der med Eders Bølger
Tolke hvad mit Hierte dølger?

I 1807 holder Fichte sine berømte "Taler til den tyske nation" i forbindelse med Napoleons trusel mod Tyskland, der endnu ikke var samlet til en nation.

I Danmark betyder Napoleonskrigene og Danmarks uheldige engagement i disse, at englænderne bombarderer København og tager den danske flåde, hvilket igen bliver anledning til at romantikken bliver national.

Oehlenschläger og Grundtvig spiller en central rolle i forhold til at den danske romantik bliver national.

I 1807 udgiver Oehlenschläger sine "Nordiske Digte", og Grundtvig afslutter sit arbejde med "Nordens Mytologi", samme år som København bombarderes og flåden erobres af englænderne. Herefter bliver den danske romantik national. I stedet for ånden i naturen bliver det nationen der bliver det centrale. Ofte i form af en dyrkelse af den nationale fortid og en fortrængning af samtidens økonomiske og sociale problemer, der førte til at landet gik bankerot i 1814.

Med kongesangen "Kong Chr." er der tale om en patriotisk hyldest til samlingspunktet for en multikulturel statsdannelse (Helstaten bestående af danskere, tyskere, nordmænd, islændinge og grønlændere) og med Oehlenschlägers Der er et yndigt Land er patriotismen blevet til nationalfølelse, en nationalfølelse, der søger en nation af dansksindede, hvilket først opnås efter Genforeningen i 1920 efter de to slesvigske krige i 1848 og 1864.

***

Fra ca. 1820 efter den første fase af romantik er overstået (højromantikken) - kan der spores to modsatrettede strømninger i dansk litteratur, biedermeier og romantisme:

Biedermeier, 1820-70

Denne strømning har fået navn efter en tysk litterær romanfigur, den troskyldige spidsborger, skolelærer Gottlieb Biedermaier. Derfra er navnet blevet knyttet til en borgerlig kultur, der var kendetegnet ved at dyrke det harmoniske og det moralske, og ved at fortrænge det ubehagelige og det umoralske.

I dansk litteratur fra perioden 1820-1870 findes træk af Biedermeier-kulturen i det meste af den danske digtning. En dyrkelse af familien, det hyggelige, det moralske, det idylliske, det danske bondelandskab, stokroseidyl, det trygge og det kendte, det gode, det moralske og det harmoniske.

På en måde kan man se det som en banalisering eller udvanding af den romantiske organismetænknings panteisme.

Tendensen findes hos H.C. Andersen, Blicher, Christian Winther, Kaalund og Thomasine Gyllembourg. Morten Korch kan siges at være en sen repræsentant for biedermeier-digtningen.

Romantisme, 1830-1850

Romantismen var fremherskende i romantikkens sidste fase, fra ca. 1830 til 1850. Den står for det stik modsatte af biedermeier-litteraturen. Den er fascineret af det interessante, det farlige, det dæmoniske, det erotiske og det splittede.

Med hensyn til det splittede kan man måske forbinde strømningen med den tidlige romantiks dualistiske splittelse, blot er det nu ikke længere så meget på det filosofiske som på det psykologiske plan at splittelsen er interessant.

Romantismen kommer især til udtryk hos Emil Aarestrup, men også hos H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.

I novellen Sildig opvaagnen af Blicher ses biedermeier-idyllen i beskrivelsen af de tre familiers selskabelige samvær, "Trianglen", men samtidig det farlige, det erotiske, det splittede og det dæmoniske i Elises hemmelighedsfulde væsen, i hendes forhold til kærligheden, der får katastrofale følger for hele idyllen.

To top

En elevvideo om overgang til romantikken og om selve romantikken - af Kehler og Mats

To top

Romantikken - Det gode, det sande & det skønne - af Gunnar Mühlmann (2006)

Slutningen af 1700-tallet - Den florissante periode og nedturen

I slutningen af 1700-tallet var det krigsneutrale Danmark i besiddelse af en af verdens største handelsflåder. I denne blomstrende (florissante) periode nåede hidtil usete velstandsbølger fra nær og fjern de danske kyster.

Slaget på Reden i 1801 hvor englænderne angreb København, indledte imidlertid en byge af ulykker der i løbet af få år fratog Danmark dets økonomiske velstand og samtidig sendte os på en arealmæssig slankekur:

I 1807 tabte vi vores stolte verdensflåde til Englænderne, i 1813 gik staten bankerot.

I 1814 tabte vi Norge til Sverige.

Opløsningen af tvillingeriget Danmark-Norge medførte, at Danmark nu heller ikke længere havde let adgang til råstoffer fra Norge.

Hvorledes reagerede nu det lille Danmark der var tilbage på denne 'udfordring'?

Problemet blev tacklet på to tilsyneladende uforenelige måder:

  1. Udvikling af moderne teknik og nye industrielle produktionsformer
  2. Opkomsten af en romantisk "nyreligiøs" kultur med rødder i græsk filosofi og middelaldermystik

Moderne teknik og nye industrielle produktionsformer

Danmark fik sin første dampmaskine allerede i 1795. Den gik imidlertid i stå efter syv år på grund af manglende vedligeholdelse. Imens kørte dampkedlerne på fuldt tryk ude i det store Europa.

Men i begyndelsen af 1800-tallet lærte 'nød nøgen kvinde at spinde'. Katastroferne tvang danskerne til nytænkning og anvendelse af ny teknik.

Fra 1820'erne begyndte flere danske fabrikanter at anvende dampkraft i deres produktion.

Danmark var hastigt på vej ind i en tid med gennemgribende samfundsmæssige forandringer i et hidtil uset tempo.

Dampkraften kom også til at spille en rolle i den gennemgribende udvikling af transportnettet som fandt sted i samme periode. Dampskibe krydsede for første gang Storebælt i 1828 og der blev oprettet en damprute mellem København og Holsten. Den efter vore dages målestok klodsede og uproduktive dampmaskine var også forudsætningen for det jernbanenet der afløste hestevognen som den tids hovedtransportmiddel.

Danmark skulle dog i mange år fremover stadig være et landbrugsland. Den nye teknik og de nye produktionsformer blev kreativt taget i anvendelse af bønderne. De gamle landbrugsredskaber og forældede produktionsmåder blev udskiftede.

Først og fremmest N. F. S Grundtvig 'opdagede' denne nye gårdmandsstand. Han blev en totemfigur i udformningen af selvejerbondens nye kultur. Højskolebevægelsen og det tilhørende begreb 'folkeoplysning' har sine historiske rødder her.

Den dynamiske romantik - en generel beskrivelse

Følelse og intuition mod 1700-tallets fornuftsideal

Romantikken var en kunstnerisk bevægelse i Europa med udgangspunkt i Tyskland i første halvdel af 1800- tallet. Den understregede fantasiens - intuitionens - anelsens og følelsernes forret i reaktion mod 1700-tallets fornuftsdyrkelse.

En enkelt ekstatisk samtale i 1802 (på 16 timer!) mellem den filosofistuderende Heinrich Steffens og den unge digter, Adam Oehlenschläger, førte gnisten, der skulle tænde et bål i Danmark. Steffens var lige kommet hjem fra en dannelsesrejse i Tyskland, hvor han var blevet optændt af samtaler med de førende tyske romantikere, herunder især Schelling.

Efter samtalen med fætteren Steffens gik Oehlenschläger hjem og skrev på ganske kort tid Danmarks mest berømte romantiske digt Guldhornene.

I mange litteraturhistorier reduceres den danske romantik til en reaktionær virkelighedsflugt:

Oplevelsen af økonomisk og moralsk opløsning er altså den konkrete baggrund for den nationalromantiske digtning. Angsten for nutidens uoverskuelighed resulterede i en flugt til en storslået fortid eller til en drøm om et fremtidigt tusindsårsrige. (Fra Runer til graffiti, s. 78).

Men den romantiske kultur, især i 1800-tallets begyndelse, demonstrerede også en bemærkelsesværdig og i vidt omfang undervurderet evne til kreativ nytænkning.

Den geniale ener - en forløber for vore dages individualisme

I romantikken blev det muligt, uanset om man havde adeligt blåt blod i årerne eller ej, gennem kunsten i et nu at hæve sig over mængden og den sociale arv.

Arketypen 'den guddommelige ener' blev født i den romantiske periode. Den geniale ener kunne fortage klassespringet fra fattigdom til rigdom og laurbær.

H. C. Andersen er nok det mest kendte eksempel på dette fænomen, men også bl.a. Louise Heiberg kom fra lave sociale kår.

Den romantiske kunstner tiltog sig en 'guddommelig' ret til at skabe nye kunstværker og kunstformer på tværs af normer og gamle traditionelle mønstre.

Derigennem blev den romantiske kunstner også en aktiv fødselshjælper for periodens gennemgribende teknologiske og produktionsmæssige omstillinger.

Digterne, malerne, komponisterne og billedhuggerne blev periodens fakkelbærere og fællessymboler for alle de, der turde nytænke og realisere et mere moderne Danmark.

Frem for alt var det højromantikkens kunstnere, der havde det profetiske mod til at gøre op med de statisk antikverede og enevældige tankesystemer.

Fra 1770-1799 havde Danmark under den liberalt sindede kongelige stedfortræder, Struense, haft en meget fri presselov.

Men i 1799, under indtryk af de truende borgerlige revolutioner ude i Europa, skærpedes censurbestemmelserne i den danske presselov.

Eftersom direkte politiske ytringer nu var forbudte, måtte de nye politiske tanker finde andre måder at udtrykke sig på. Kunsten blev af nogle brugt som et sådant indirekte politisk talerør.

Kunsten blev en lille, men vigtig murbrækker, der aktivt kunne bidrage til at bane vejen for nødvendige forandringer i samfundet.

De romantiske kunstnere indeholdt også en dynamisk cocktail blandet af lige dele rebelsk universalreligiøsitet og interesse for de naturvidenskabelige landvindinger og teknologiske fremskidt.

Især H.C. Andersen var en begejstret tilhænger af moderne teknologi. Her er et citat fra en beskrivelse af en togrejse i Tyskland:

Vor magiske hest spænder vi for vognen, og rummet forsvinder; vi flyver som skyerne i storm, som trækfuglene flyver.

Denne eventyrlige beskrivelse leder tankerne hen på en flyrejse. Selv det, at det skulle blive muligt for mennesket at flyve, har H.C. Andersen forudset i sit visionære eventyr: Om Årtusinder.

Men at der kun ville gå mindre end 100 år før det første menneske lettede fra jorden i et fly havde selv ikke H.C.A. evnet at forestille sig! Virkeligheden overhalede selv den romantiske fantasi.

Ånden i naturen - digterens og videnskabsmandens fælles projekt

Hvordan kunne det nu lade sig gøre både at være skeptisk over for fornuften og samtidig være tilhænger af videnskaben?

Selvom denne kabale vistnok aldrig går helt op, vil et muligt svar være, at både 1800-tallets kunstner og forsker i videnskabens stræben så et guddommeligt projekt.

De kræfter som videnskaben søgte at kortlægge var grundlæggende åndelige fænomener.

Heroverfor havde de fornuftsdyrkende oplysningsfilosoffer i 1700-tallet søgt at adskille fornuft og følelse - videnskab og Gud.

Ånden i naturen var den 'Hellige Gral' for både kunstneren og videnskabsmanden i den romantiske periode.

Intetsteds kommer denne vistnok særligt danske romantik tydeligere til udtryk end i H. C. Andersens eventyr, Klokken.

Det er de to H.C.'er der i skøn forening finder eventyrets guddommelige klokke - nemlig fysikeren H.C. Ørsted og digteren H.C. Andersen. De beundrede hinanden og udforskede hver på sin måde det dynamisk nye og ukendte: en tilsyneladende universel kraft som bandt alle fænomener sammen.

Religiøse forestillinger

Højromantikken blev i begyndelsen via den tyske inspireret af den græske mytologi og middelalderens mystik.

Organismetanken

Med inspiration fra den tyske naturfilosof Schelling ses alle fænomener som udsprunget af Den Universelle Ånd. Derfor forsøger de samme kræfter gennem en form for åndelig evolution at hæve sig tilbage mod deres guddommelige ophav:

Den universelle ånd, der slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret, bliver sig bevidst i mennesket og når sin højeste udfoldelse i kunstneren. (F. Schelling).

Den tankegang at den guddommelige universelle bevidsthed styrer udviklingen fra sten til engel/kunstner/visionær, er en grundsten i organismetanken. Ofte finder vi i de romantiske digte hentydninger til, at alt hænger sammen i en bagvedliggende enhed, en organisme.

Den religiøsitet vi finder i organismetanken er endvidere dynamisk i modsætning til den officielle statskirkes statiske syn.

Organismetanken kommer til udtryk i Guldhornene, hvor en sagte torden dundrer i samme øjeblik, som det opdages, at guldhornene er forsvundet - og den hellige tavshed, dvs. okserne, der standser ploven, en gysen, der farer igennem skoven, fugleskarer, der tier, da guldhornene bliver fundet igen.

Og det er også organismetanken, der sættes ord på, når der i Oehlenschlägers digt Simon Peder står i strofe 7: Alt eet Sprog kun maler, taler / (...) i Naturens store Bog.

Organismetankegangen har i vore dage en interessant parallel i forskningsarbejdet i CERN, hvor videnskabsmænd fra hele verden netop i disse år arbejder på at finde en 'simpel' enhedsteori for alle kvantepartikler.

Forskerne på CERN opfandt i øvrigt WWW - world wide web - den digitale organisme, der i dag forbinder hele verden.

Nyplatonisme og platonisme

Via den tyske romantiks digtere og filosoffer fik Platons lære en renæssance omkring 1800.

Især den universalromantiske digter Schack Staffeldt var påvirket af tyske nyplatonisme. Men også hos Oehlenschläger finder vi platonistisk tankegods.

Dualisme

Den græske filosof og elev af Sokrates, Platon, forestiller sig en dualistisk opdeling af tilværelsen i to poler.

Der er i virkeligheden to verdener:

ideernes verden - den højere åndelige verden
og
fænomenernes verden - den materielle verden

Alt eksisterer på forhånd i ideernes verden, men den er skjult for det blotte øjes erkendelse i den uperfekte materielle verden. Men mennesket kan - i nyplatonismens forståelsesramme især kunstneren - med sin sjæl kommunikere med ideernes verden.

Kunst, men for den sags skyld også matematik, skabes ikke - den opdages af den beåndede person, der kan indstille sin 'radiomodtager' til at op-fange det i ideernes verden allerede eksisterende kunstværk eller den allerede eksisterende matematiske ligning.

Den materielle verden - fænomenernes verden - er en uperfekt afglans af ideernes verden.

Kun kunstneren kan i nyplatonismens regi overskride barrieren mellem de to verdener.

Monisme

Ind imellem lykkes det at forene de to poler. Dette kaldes for monisme.

Denne forening er som regel kun af en flygtig karakter ligesom i Guldhornene, hvor selve de af digteren guddommeliggjorte guldhorn kun er i stand til at være på jorden i kort tid.

Den monistiske forening eksisterer også i det sunde, glade, (forelskede) unge menneske, det geniale individ og i selve kunsten/kunstværket.

Denne stræben efter at nå tilbage til idealtilstanden sker via menneskets kærlighedslængsel, via menneskets eros.

Der er ikke først og fremmest tale om jordisk kærlighed - mellem mennesker - men om agape. Agape er et oldgræsk ord, der betyder 'guddommelig kærlighed' og med det menes en længsel efter den idealtilstand, hvor ånden i naturen og i mennesket bliver ét.

Højromantikkens religiøse opfattelse var nemlig panteistisk. Panteisme er en sammensætning af ordene pan= allestedsnærværende og theos =gud.

En panteistisk opfattelse går ud på, at Gud/det Guddommelige findes i (bag) alt. I naturen og mennesket, i filosofien og videnskaben, i historien og kunsten gør sig en guddommelig kraft gældende (jf. organismetanken ovenfor).

Tilværelsen er således gennemsyret af det guddommelige, men det kan det almindelige menneske ikke se. Det kræver nemlig en veludviklet intuition, dvs. en særlig sensitiv fornemmelse, en sjette sans, en guddommelig radar.

Intuitionen, der fornemmer den guddommelige kraft, kan ikke i sin helhed fattes med forstanden, men må først og fremmest føles. Denne oversanselige intuition eller sjette sans bliver ofte i de romantiske digte betegnet med ordet: Anelse.

I romantikkens glansperiode, højromantikken eller den universalromantiske periode (de første årtier af 1800-tallet) opfattede man kunstneren som et særligt intuitivt menneske, der var i besiddelse af evnen til at fornemme, at 'ane'.

En af grundene til, at kunstneren havde denne unikke evne, var, at han fik inspiration 'fra oven' i form af 'kontakt' til en eller flere guddommelige muser.

I følge den græske mytologi, som mange romantiske filosoffer og kunstnere var optaget af, findes der 9 muser. Disse smukke døtre af guden Zeus besjæler den lidenskabelige kunstner og giver ham inspiration til at 'opdage' sit kunstværk.

Digtet Indvielsen af Schack Staffeldt handler netop om, at kunstnerens 'anelse' ofte bliver 'tændt' af en kvindelig energi. Denne platonisk-erotiske inspirationskilde betegnes altså som 'en muse'.

Romantikkens romantiske syn på fortiden

I den universalromantiske periode var den gyldne fortid identisk med den græske oldtid og den europæiske middelalder.

Men med nationalromantikken blev den græske mytologi udskiftet med den nordiske mytologi:

I gamle hensvundne dage! da det strålede i Norden. (Guldhornene).

I nationalromantikken finder vi også eksperimenterende sammenblandinger af religioner: græsk mytologi, kristendom, naturreligion, mystik og asatro. Denne sammentænkning er en naturlig konsekvens af organismetanken.

I Guldhornene bliver hornenes offerblodsritual fx sidestillet med den kristne nadver.

Denne poetiske flirt med asatroen og i øvrigt grænseoverskridende nyreligiøse sammenblanding stod i modsætning til den officielle kristendom.

Guldaldertanken og den gyldne begrebsforvirring

Mange omtaler i dag perioden 1800-1850 som 'Guldalderen' i betydningen, at der i denne periode fostredes ideer og kunstværker af betydningsfulde personligheder, som har haft afgørende indflydelse på eftertiden.

Interessant er det at bemærke, at romantikerne selv slet ikke oplevede deres egen tid som en guldalder - tværtimod! I den universalromantiske periode var bl.a. den græske oldtid, der blev opfattet som 'guldalder' og senere i den nationalromantiske periode var perioden, hvor den nordiske mytologi var i højsædet, der blev regnet for en misundelsesværdig tid at leve i (= guldalder).

Det er som om at der er en tendens til, at en 'nutid' ikke altid opleves som god nok - og derfor længes man efter en glorværdig periode, de 'gode gamle dage', en guldalder i fortiden.

To top

Den romantiske kunstner - fra guddommeligt klarsyn til tvivl - af Gunnar Mühlmann (2006)

I højromantikken opfattes kunstneren som et GENI med de særlige gaver: Fantasi og intuition. Han er et SPEJL - en kanal, der modtager den guddommelige inspiration fra oven. Gennem kunstværket (musikstykket, maleriet, digtet eller dramaet) giver han inspirationen videre til en mindre modtagelig modtagergruppe: publikum:

De sjældne få som vor gave forstå -. (Guldhornene).

Kunstneren søger erkendelsen gennem ekstreme erfaringer, jf. den engelske kunstner William Blakes (1757-1827) udsagn om, at: The road of exaggeration leads to the Palace of wisdom. (som han skrev i digtet Proverbs of Hell) - og jf. de tyske digteres 'Sturm und Drang' og den tyske forfatter Johan Goethes Den unge Werthers lidelser fra 1774.

Den højromantiske kunstner er ung. Ungdommens vildskab og livskraft præger periodens digte.

Måske har vi her forløberne for en egentlig ungdomskultur, som den der kom i 50erne og 60erne. Parallellerne mellem hippietiden/ungdomsoprøret i 60erne og 1800-tallets højromantikere er i hvert fald påfaldende: Grænseoverskridende bevidsthedstilstande - kærlighed - lev stærkt, dø ung osv.

Den frie kunstner over for mæcenatsforholdet

Det feudale mæcenatsforhold

Før den romantiske periode var kunstneren 'ansat' af en fyrste, en konge, eller af kirken. Dette kaldes for et mæcenatsforhold (en mæcen er en 'velgører').

Han betaler håndværkskunstneren for at udføre et job.

Et mæcenatsforhold betød reelt, at kunstneren var ansat af fyrsten, kongen eller kirken. Kunstneren var en slags håndværker, og det var hans opgave at hylde den evige, uforanderlige (statiske) verdensorden, der sikrede hans arbejdsgivere magten.

Dette betød i praksis, at kunstværket - musikstykket, digtet eller maleriet enten direkte eller indirekte glorificerede (hyldede) arbejdsgiveren / mæcenen. Kunstnerens opgave var i kunstnerisk form at legitimere overklassens magt.

I den romantiske periode opstår for første gang for alvor ideen om den fri kunstner. Han handler og tænker frit - følger først og fremmest sin intuition på tværs af magtforholdene, traditionerne og i øvrigt hvad 'andre' mener eller traditionen tænker.

Den romantiske digter som talerør for den borgerlige/industrielle revolution

Idealet om 'det naturlige' gør den romantiske kunstner - mere eller mindre bevidst - til et talerør for bærerene af handelen og den industrielle revolution: borgerskabet.

Den romantiske kunstners krav om 'naturlighed' i modsætning til 'det kunstige', passede perfekt til ind i borgernes ønske om, at handelen skulle være 'naturlig'. En naturlig handel var for dem den fri handel: Jf. den skotske filosof og økonom, Adam Smiths (1723-1790) laisser faire-liberalisme i modsætning til merkantilisme (læs opslag i Den Store danske) - og den franske revolutions parole 'Frihed, lighed og broderskab' i modsætning til enevældens diktatur.

Staten var på dette tidspunkt 'Kongens legeme' = enevældig. Borgerne, som levede af handel og industriel produktion, mente, at deres produktionsmåde var 'naturlig' i forhold til den gamle FEUDALE landbrugsproduktion, som efter deres mening var stiv og kontrolleret.

Også adelskulturen, som borgerne i oplysningstiden beundrede og kopierede, afvistes som unaturlig, i takt med at borgerne kan stå på egne ben. Adelen havde nemlig i sit desperate forsøg på at distancere sig fra de opkommende borgere udviklet 'finere og finere' former for adfærd, som borgerne hurtigt kopierede. Resultatet blev et bizart kapløb, hvor det 'sidste skrig fra Paris' blev mere og mere absurd: adfærden ved solkongens hof ændredes til sidst fra måned til måned. Hvad der i adelige kredse var 'in' i sidste måned, afvises i denne måned som vulgært og primitivt.

Når oplysningstidens danske forfatter og dramatiker Ludvig Holberg (1684-1754) lader sin hovedperson Jean de France i komedien af samme navn fra 1722 vende hjem fra Paris, gør Holberg ham til en nar ved at lade ham tage sin jakke omvendt på i den tro, at det nu er moden i Paris. Holbergs budskab til det borgerlige publikum er altså, at de skal være fornuftige i stedet for at jagte de adelige modeskygger.

Romantiske nøglebegreber som 'det naturlige', 'det spontane' og 'anelsen' kan ses som en reaktion mod den kunstige adelige 'nattergal'. (Jf. eventyret Nattergalen af H.C. Andersen fra 1843).

Den borgerlige svinedreng (naturligvis en forklædt prins) gider efterhånden ikke længere bejle til den adelige prinsesse. Hun er for opstyltet og kunstig.

Kunstneren i det borgerlige samfund

I den romantiske periode 'aner' kunstneren, at en ny samfundsorden er på vej. Det ny borgerlige samfund er dynamisk, fremadrettet. Denne dynamik opfanges først af kunstnerne. Gamle regler og normer, såvel for digtekunst som for samfundslivet i det hele taget, tages ikke længere alvorligt.

Det gamle feudalsamfund var statisk. Kunstens rolle var her at hylde det evige for derigennem at cementere det uforanderlige i de gamle magtstrukturer.

Forskellen på den statiske og dynamiske kunstner kan eksemplificeres med komponisterne J.S. Bach (1685-1750) og L. Beethoven (1770-1821): Bach var den musikalske kulmination på den gamle tid. Hans musik er 'evig', statisk. Bach blev i øvrigt ikke som Beethoven hyldet som et geni. Han afleverede på bestilling en kantate til hver søndag. Ikke noget med at sidde og vente på den guddommelige inspiration. Beethoven var borgerlig, revolutionær, genial kunstner. Hans musik vil hele tiden 'fremad' - den er dynamisk.

Borgerskabet kunne bruge kunstneren i den politiske kamp mod det gamle landbrugssamfund magtstrukturer.

Men dette parforhold mellem borgerne og kunstneren var kun et fornuftsægteskab. Borgerne 'fyrede' kunstneren som talerør for deres ideologi i samme øjeblik de havde økonomisk og politisk magt til at klare sig selv (= Romantisme, kritisk idealisme: kunstneren i opposition til borgerskabet)

Kierkegaards bestemmelse af kunstneren i Enten-Eller kan ses i lyset heraf.

Man kan også anskue det 'omvendt' således, at kunstneren efterhånden indså at borgerskabets politiske parole: FRIHED, LIGHED OG BRODERSKAB ikke blev til virkelighed. Således voksede Europas industriproletariat i løbet af det 19.årh. til et omfang, der gjorde tidligere tiders landproletariat til skamme. Hvor selv de fattigste fæstebønder havde visse rettigheder i forhold til deres herre og samtidig før reformationen blev beskyttet af den katolske kirkes omfattende 'socialforsorg', havde det nye industriproletariat ingen rettigheder overhovedet. (16 timers arbejdsdag, omfattende børnearbejde osv.).

To top

Den romantiske opfattelse af naturen og 'det naturlige' - af Gunnar Mühlmann (2006)

I oplysningstiden (1700-tallet) var naturen noget, der skulle bekæmpes og beherskes. Dette gjaldt både menneskets indre natur, der var 'ulveagtig' (Th. Hobbes: Leviathan) og kun kunne styres af en stærk og snedig hersker (enevælden) og den ydre natur, der blev friseret og underlagt de rette linjers strenge fornuft i barokbyernes arkitektur.

På en rejse til Italien var Ludvig Holberg nødt til at opholde sig i Alpernes vilde og uberørte natur. Han hadede det inderligt og åndede lettet op, da han kom til de store italienske barokbyer med deres rette linjer og orden.

Men den industrielle revolution skabte større og større byer. Og disse store bykulturer skabte længsel efter deres modsætning: naturen. Længslen efter naturen og 'det naturlige' begyndte således i slutningen af 1700-tallet.

Den 'naturlige' natur var ikke en fuldstændig uberørt natur. Romantikerens naturideal var nemlig ofte (dog ikke altid!) den kultiverede natur. Når Simon Peder får sin vision af Jesus i digtet af Oehlenschläger, så bruger han haveblomster, kulturblomster: tulipaner, roser aurikler, liljer osv. til at beskrive Jesus i naturen.

Oehlenschläger søger tilbage til naturen (jf. Rosseau), men det er ikke Norges barske fjelde, der lokker. Det er derimod Dyrehavsbakken: hvor Ludvig skal skue sin elskede. (Sct. Hans Aftenspil).

Det romantiske naturideal genspejles perfekt i den engelske havestils parklignende idyl. I modsætning hertil har vi oplysningstidens franske havestil, hvor naturen blev friseret og tvunget til at følge symmetriske linier og mønstre. (Jf. indledningen i De Uanstændige af Leif Panduro).

Romantikkens naturideal bærer en drøm i sig om det perfekte og naturlige samarbejde mellem mennesket og naturen.

Og sådan er romantikkens ideal sådan set også for kunstens vedkommende.

To top

Romantik - af Iben Holk (1998)

Nyskabelse og tradition

Epokernes ismer opstår ikke af sig selv. De er resultater af processer, der griber ind i hinanden, afhængige af de kræfter og ideer, der er på et givet tidspunkt, og af de fællesskaber, interesser og mennesker, der er til stede.

Nyskabelser fremkommer på baggrund af tradition. Tradition er ikke en gravsten. Tradition er forbindelse, overlevering, som befinder sig i en vedvarende dynamisk proces, hvor fortiden hele tiden er i færd med at blive til gennem nutidens beskæftigelse med den. (...)

Tradition og pendul

Traditionens store pendul svinger imellem to livsanskuelser, der grupperer sig om hhv. rationalisme og idealisme, eller hhv. den menneskelige fornuft og menneskeånden. I den enkeltes tilværelse behøver dette begrebspar ikke at være modsætninger, men kan indgå i en harmonisk vekselvirkning eller forening.

Åndshistorisk skelnes der imidlertid imellem perioder, der er domineret af den ene af de to retninger. Vi taler således om l700-tallet som Oplysningstiden, hvor rationalismen behersker litteraturen. Og om 1800-tallets begyndelse som Romantikken, fordi idealismen her gør sig gældende.

Romantikken

Romantikken er således et produkt af Oplysningstiden. Med Romantikken kommer fantasi og følelse i første række, hvilket hænger sammen med at jeget har fået en ny betydning eller rettere får denne betydning i og med Romantikken.

Johannes Ewald er den første danske digter, der skriver et direkte jeg-digt. Det sker under titlen Da jeg var syg, hvilket er en titel, der dækker mere end digtet, idet den også fortæller om et væsentligt træk ved perioden. Romantikken kan nemlig betragtes som et følelsesudbrud og i den grad, at det skaber en febertilstand i den enkelte og i modtagelige miljøer. Det er disse nye følelsesfulde tilstande, der er - romantik.

Romantik og Sort Romantik

Romantikken virker ved sin fremkomst ekstrem, fordi en ny verden betrædes - indefra. Opgøret med rationalismen medfører, at de irrationelle kræfter får råderum. Følelser er sådanne irrationelle kræfter, og det er dem, digteren giver udtryk for. Sprogliggørelsen i kunstnerisk form af de nye følelsesfulde, irrationelle tilstande er netop den handling, der gør den pågældende til digter.

Romantik er altså ikke umiddelbart det samme som guldhorn og måneskinskys. Medmindre man i måneskinnet opdager menneskesjælens natside. Observeringen af denne natsides opdukken i sjælelivet skaber skræk og rædsel og kaster det overfølsomme menneske ud i et dæmonisk kaos. De digteriske meldinger herfra kaldes i dag 'Sort Romantik'.

I dansk poesi fra denne periode er Schack Staffeldts mere sort end Oehlenschlägers. Som romantiker dyrker Oehlenschläger først og fremmest fantasien. Hermed er så tillige understreget, at ikke al romantik er sort romantik.

Kaos og kosmos

Romantik betyder frigørelse af følelsesliv og lidenskaber. At disse irrationelle kræfter får større råderum, giver det enkelte menneske større og rigere livsmuligheder, men følelser og lidenskaber kan på den anden side være vanskelige orienteringspunkter.

Det nye er med den romantiske brand i Europa, at man nu forelsker sig efter instinkt, gifter sig efter hjertets lov. Flygtige og lunefulde følelser danner grundlag for mange ægteskaber. Den hovedløse erotik er en erobring for menneskets selvstændiggørelse og livslykke, men rummer i sin skrøbelighed romantikkens berømte afgrunde.

Digtningen fra denne periode fremstiller og fortolker de nye irrationelle kræfters spil. Den romantiske kærlighed skildres ofte i spændingen mellem guddommeliggørelse og dæmoni. Længslen bliver den store inspirationskilde.

Kunstbegæret

Den romantiske længsel optager i sig som åndelig nyskabelse længslen efter at fortolke og udtrykke de kaotiske følelser i fuldendte kunstværker, således at kunstværket bliver et kosmos for det kaotiske jeg. Det er denne suveræne subjektivitet, der i digterisk forstand er romantik.

Den indre natur spejler sig i den ydre, hvorved den ydre natur skifter karakter. Et nyt natursyn opstår med Romantikken, idet den betragtes som levende sjæl. Poesien bliver et bindeled mellem naturens ånd og menneskets ånd.

Karen Blixen taler i en af sine fortællinger om at rette sin længsel efter 'det uopnåelige'. Netop en sådan længsel er romantisk.

Guldalderen

I denne periode 1800-1820 bliver Danmark hærget af alvorlige krige, statsbankerot og tabet af Norge. Alligevel beskrives perioden som en Guldalder. Det kan lyde paradoksalt, men behøver ikke at være en overfladisk karakteristik hentet på landets museer, hvor guldaldermalernes skønne værker kan beses.

For mennesket er fra begyndelsen af 1800-tallet beriget med større selvstændighed og værdi. Jeget har fået større vægt. Naturen har åbnet sig. Ligesom det nationale sammenhold giver vægtigere identitet og fællesfølelse i modgang. Af samme grund kastes der et nyt lys på Historien for at støtte og fremkalde en ny dansk identitet. Især digtere som Johannes Ewald, Adam Oehlenschlæger, N.F.S. Grundtvig og B.S. Ingemann inddrager det historiske i deres værker.

Desuden er kunsten blevet et selvstændigt håndværk. Guldalderen er således også karakteristisk ved, at selv om der herskede dystre tider, så blev der skrevet poesi og malet underskønne billeder alligevel. Ikke som udtryk for virkelighedsflugt, snarere for at fastholde virkeligheden og fremme kulturen.

Nyromantik

Med til romantikkens virkelighed hører en anden afgørende nyskabelse. Omkring digteren danner der sig en institution, således at det at være digter bliver et fag på linje med andre fag. Fra 1800-tallets begyndelse er det muligt at leve af at være digter.

Som bevægelse og strømning kulminerer romantikken i løbet af et par årtier, men dens understrøm vedbliver at bevæge litteraturen helt op eller ned til vor egen nutid.

Understrømmen bryder i visse perioder igennem og afsætter sig i tidsbilledet. Det er, hvad der sker med symbolismens gennembrud i 1890erne, hvorfor perioden i litteraturhistorier ofte benævnes 'ny-romantisk'. Ligesom det er tilfældet med 80ernes nye digtere, Michael Strunge-generationen.

Første del af perioden mellem romantik og naturalisme (Det moderne gennembrud) kaldes 'Romantismen' og bliver ofte opfattet som fortyndet romantik, hvilket ikke er tilfældet. I denne periode udfoldes nogle af de største forfatterskaber i dansk litteratur: Poul Martin Møller, Emil Aarestrup, Meïr Aron Goldschmidt, for ikke at nævne N.F.S. Grundtvig (Grundtvig-byen og Grundtvig på Nettet), H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.

To top

Ordforklaringer

Folkevise

også kaldet 'ballade'. Oprindelig kendetegnet ved at være en fortælling, der blev fremført som sang. En folkevise var skrevet på vers (dvs. inddelt i strofer) ofte med omkvæd. Folkevise-genren blev introduceret i Norden i 1200-tallet. Man kender til 837 oprindelige folkeviser i Norden fra den tid. Over 300 af dem er danske. Læs mere på Dansk Wikipedia.

Irrationel

Irrationel kaldes den person, der ikke lader sig styre af sin logiske tænkning, sin fornuft, men derimod af sine følelser. Man bruger også begrebet irrationel i betydningen 'ikke logisk', 'ulogisk', 'mod al fornuft' eller 'meningsløs'.

Mæcen

En person, der støttede kunst og videnskab - og som derved også bevarede eller højnede sin anseelse og status i samfundets privilegerede lag - ved at bestille nye kunstværker hos sin samtids komponister, kunstnere og arkitekter.

Nadver

Dagens sidste måltid, aftensmaden.

Revolution

Ordet revolution bruges især i politisk betydning om en gennemgribende omvæltning af et samfund og dets styreform og institutioner. Men revolution kan også bruges i en bredere betydning om noget, om en situation, der forandrer sig pludseligt og/eller voldsomt.

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt