Højromantik: Universal- og nationalromantik

Romantikkens perioder - af Gunnar Mühlmann (2006)

  1. Højromantik, dvs. universalromantik og nationalromantik (1800-1830)
  2. Poetisk realisme/Biedermeier (1825-1845)
  3. Romantisme (1830-1850)
  4. Kritisk idealisme (1845-1855)
  5. National epigondigtning (1848-1875)

Højromantik 1800 - 1830

Det ekstatiske - det ungdommelige

Kunstneren søgte her i begyndelsen af den romantiske periode den ekstreme livsudfoldelse/oplevelse.

Rent faktisk var det tyskerne, i verdens måske første ungdomsoprør, der tændte den romantiske ild. Sturm und Drang hed denne korte periode (1769-86), og den skabtes ud af en gruppe unge radikale digteres stormangreb på oplysningstidens fornuftsdyrkelse.

Dyrkelsen af eneren og geniet blev født her, og den nye helt i litteraturen blev den stærke, sunde, umiddelbare, kompromisløse, ærlige, ædle og følelsesmæssigt grænseoverskridende unge mand. Han fejede rokokoens ideal, den forfinede adelsmand, af banen.

Litterære eksempler er bl.a. Goethes Den unge Werthers lidelser (1774). Den unge Werther begår selvmord p.g.a. ulykkelig kærlighed, og flere unge læsere i Tyskland følger Werthers tragiske eksempel.

Som hos grungerockens totemfigur Kurt Cobain slår den ekstreme og ungdommeligt ukontrollable livsfølelse over i selvdestruktion.

Den ungdommelige pendulfart mellem ekstase og nedtur kan også opleves i Schack Staffeldts digt Indvielsen.

Højromantikken blev i forlængelse heraf til et opgør med klassicismens/oplysningstidens strenge regler for digtekunsten. Man troede nu ikke længere på eviggyldige statiske normer for kunsten. Kunstneren blev til et originalt skabende geni, der selv skabte sine normer. Derfor havde han 'lov til' at sammenblande genrer, som han fandt det for godt.

Han tog f.eks. nye ikke-klassiske genrer op, f.eks. folkeviser og gammelnordiske digtformer.

I dramaet blev den 'uklassiske' Sheakespeare et forbillede med sin blanding af virkelighed og fantasi, af høj og lav stil, tragik og komik og mere sideordnede handlingsforløb.

Digtet Simon Peder er et tydeligt eksempel på Oehlenschlägers digteriske formoprør, idet lyrik og filosofisk prosa sammenblandes.

Man kan kalde teksternes 'stil' for idealiserende, fordi det er den ideelle mennesketype, der skildres - ikke den individuelle.

Teksterne 'stof', det tematiske materiale er ofte hentet fra græsk eller nordisk oldtid, middelalderen og det fjerne øste.

Det er hovedgenrerne lyrik og drama, der dyrkes i denne periode, men som nævnt eksperimenteres også genre med forskellige blandingsformer.

Højromantikken kan inddeles i to perioder, to litterære retninger:

  1. Universalromantikken 1800-1807
  2. Nationalromantikken 1803-1830

Universalromantikken 1800-1807

Digteren A.W. Schack von Staffeldt (1769-1826) er nok den eneste repræsentant for en rendyrket universalromantik i Danmark. Hans bånd til Tyskland og manglende perfekte mundtlige beherskelse af det danske sprog kom imidlertid på tværs af tidens begyndende nationale orientering.

Adam Oehlenschläger /1779-1850) løb med laurbærrene, og Staffeldt fik aldrig den anerkendelse, han længtes efter. Ikke desto mindre var Staffeldt en fremragende digter.

Det, der gør Staffeldts digtning interessant, er, at hans filosofiske forståelse mødes og smelter sammen med hans egne oplevelser og erfaringer.

I digtet Indvielsen fortæller han om sin egen oplevelse af en solnedgang ved havet. Staffeldt får pludselig og uventet en mystikerpræget oplevelse af enhed med 'alt(et)'. Denne - for ham voldsomme og spontane oplevelse - sættes i digtet ind i en platonistisk begrebsramme.

Kunstnerens digteriske udtryk er 'universelt': en universel - ofte mystikerpræget- religiøsitet i parløb med den græske platonisme har erstattet kristendommen. I det nævnte digt af Staffeldt taler den den unge digter med 'Ånder', hvilket står í modsætning til Oehlenschlägers mere kristeligt orienterede Simon Peder.

I den 'rene' universalromantiske tekst er der heller ikke elementer af vor nationale fortid i lyrikken, som i nationalromantik. Derimod er flere tyske romantikere inspireret af den græske mytologi og middelalderens mystik.

Nationalromantikken 1803-1830 & (48-75)

Nationalromantikken kan ses i forlængelse af de specielle økonomiske-historiske forhold: Efter 1700-tallets økonomiske blomstring, får vi nedadgående konjunkturer under Napoleonskrigene.

Dette inspirerer den romantiske kunstner til at søge tilbage til den fjerne gloriøse nationale fortid. Mange kunstnere føler det som deres opgave at hæve nutiden op i den strålende fortids plan ved at digte om denne.

Den nationalromantiske digter forsøger i skrift at fremtrylle den guddommelige højere verden, som han gennem sin fantasi kan ane bag det dagligdags og prosaiske. Han digter panteistisk om det guddommelige i naturen.

Nationalromantikeren henter især digterisk inspiration fra den nordiske mytologi.

Nationalromantikken får en renæssance senere i århundredet med den nationalromantiske epigondigtning.

To top

Ordforklaringer

Folkevise

også kaldet 'ballade'. Oprindelig kendetegnet ved at være en fortælling, der blev fremført som sang. En folkevise var skrevet på vers (dvs. inddelt i strofer) ofte med omkvæd. Folkevise-genren blev introduceret i Norden i 1200-tallet. Man kender til 837 oprindelige folkeviser i Norden fra den tid. Over 300 af dem er danske. Læs mere på Dansk Wikipedia.

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt