Syntaks

Verber og udsagnsord - af Sten Stenbæk (2005)

Verber (udsagnsord)

Verberne er grundlaget for sætningen. Med andre ord: Ingen sætning uden verbum. Derimod kan en sætning godt bestå af blot ét verbum. Fx er udsagnet 'Kom!' en sætning,

Verber udtrykker handling eller tilstand.

Er det et verbum?

Prøv at sætte 'at' eller 'jeg' foran ordet.

I ordbogen angives verber i infinitiv (navnemåde)

Verberne findes på dansk i 3 finitte (sætningsdannende) måder (el. modi): (1) indikativ, (2) imperativ og (3) konjunktiv.

Indikativ (fortællende måde) bruger i almindelige fremsættende sætninger. Indikativ findes i 2 tider: nutid og datid.

Nutid dannes ved at tilføje -r eller -er til infinitiven. (Undtagelser fra denne regel er modalverberne (se senere) og 'ved')

Datid dannes på måder ( regelmæssig og uregelmæssig). De regelmæssige verber danner datid ved at tilføje -ede, -te, eller -de til infinitiven.

at spekulere spekulerer spekulerede
at føre fører førte
at kalde kalder kaldte

De uregelmæssige verber bøjes i datid uden at der tilføjes endelser. Derimod skifter vokalen karakter. ( fx går - gik, hjælper - hjalp, bliver - blev). Hvorfor det forholder således fortaber sig til dels i fortidens tåger, ...).

Substantiver (navneord)

Substantiver kaldes på dansk navneord. Substantiver defineres mest entydigt som: de ord der udfylder substantivernes rolle i sproget.

Substantiver betegner (1) konkrete ting og steder virkeligheden (2) levende væsener (3) begreber.

  1. Eksempel på ting og steder

    hus, fartøj, printer, København, Nordjylland,

  2. Eksempel på levende væsener

    kvinde, trold, Frederik, mus, ven

  3. Eksempel på begreber

    tankegang, kærlighed, dovenskab, sex

(Du bemærker at nogle af navneordene er skrevet med stort. Det er dem der udgør en særlig undergruppe som kaldes proprier ( af proprium = egennavn.)

Er det et substantiv?

Hvis du er i tvivl om et ord er et substantiv, prøv at sætte en el. et foran, eller prøv at sætte det i pluralis. Skrives det med stort er det et proprium.

På dansk var der oprindeligt 3 køn, men med tiden er hunkøn og hankøn faldet sammen til et køn fælleskøn, så vi i dag kun har to køn nemlig fælleskøn og intetkøn.

Substantiver bøjes ikke i køn, men kan bøjes i bestemthed:

Fælleskøn

Intetkøn
Ubestemt form Bestemt form Ubestemt form Bestemt form
sofa sofaen menneske mennesket
time timen mod modet
kærlighed kærligheden vejrlig vejrliget
blyant blyanten skab skabet
kanon kanonen brød brødet
jul julen hjul hjulet

Et ords køn er stabilt og ændres ikke. Ganske få ord ( fx cirkus) kan være både intetkøn og fælleskøn.

Hvis et substantiv er sammensat af to substantiver, er det normalt det sidste substantiv der afgør kønnet:

ord ordet navneord navneordet
navn navnet mandsnavn mandsnavnet

Substantiver kan bøjes i tal:

Singularis

Pluralis
Ubestemt form Bestemt form Ubestemt form Bestemt form
dag dagen dage dagene
uge ugen uger ugerne
måned måneden måneder månederne
år året år årene

Skemaet herover viser de 4 måder at danne pluralis på på dansk, nemlig ved at tilføje e, r, er eller Ø (ingenting).

En del substantiver danner uregelmæssige pluralisformer (fx. høne - høns (el. høner), mand - mænd, and - ænder, fod - fødder).

Mange fremmedord bevarer pluralisformerne fra de sprog de kommer fra ( fx. leksikon - leksika ( el. leksikoner), konto - konti ( el. kontoer), drink - drinks). Mange nyere låneord har dobbeltformer ( fx. e-mail - e-mail el. e-mails), men sandsynligvis vil en af formerne med tiden gå med med sejren og den anden blive glemt.

Bemærk: Alle substantiver der ender på -er, danner pluralis ved at tilføje -e (fx fører -førere, lærer -lærere).

Alle substantiver der slutter på -or og har mere end én stavelse, danner flertal på -orer (fx senator - senatorer, inspektor - inspektorer).

Kilde: Sten Stenbæks hjemmeside almensprogforstaaelse.dk. Set 1. feb. 2015.

To top

Syntaks (sætningsdannelse) - af Johannes Lind (2008)

Syntaks handler om, hvordan sætninger dannes.

Sætningsled

De ord, der danner en sætning, har forskellige funktioner (udgør sætningsled). Et enkelt sætningsled kan godt bestå af flere ord (eller måske af en hel bisætning).

Udsagnsled - verballed

Udsagnsleddet er et udsagnsord. Det udtrykker en handling eller tilstand: 'købte', 'plejede at købe', 'spiser', 'er'. - En sætning har altid et udsagnsled.

'Han spiser'.
'Han har spist'.

En sætning kan bestå af eet udsagnsord. Det vil så stå i bydemåde:

'Gå'

Grundled - subjekt

Grundleddet er den, der udfører handlingen: 'manden', 'han', 'der', 'du'. Eller det kan være en hel bisætning: 'At du kom'. - En sætning har altid et grundled (bortset fra det tilfælde, hvor et udsagnsord står i bydemåde).

'Manden spiser'.
'Den gamle mand spiser'.

Omsagnsled til grundled - prædikat

Et omsagnsled siger, hvad grundleddet er. Det findes mest i sætninger, hvor udsagnsleddet er 'er': 'Manden er bonde'. Omsagnsleddet fortæller, hvad der siges om grundleddet.

Genstandsled - direkte objekt

Genstandsled findes i sætninger, hvor udsagnsordet er transitivt (har en genstand). - F.eks. 'han tænder lyset', 'han vasker bilen', 'han vasker sin nye bil'.

Omsagnsled til genstandsled - objektsprædikat

Omsagnsled til genstandsled kan f.eks. findes i sætninger, hvor udsagnsleddet er 'kalder': 'Hun kalder sin kat Misse'. Her er genstandsleddet 'kat', og 'Misse' er omsagnsleddet. - Omsagnsled til genstandsled fortæller, hvad grundleddet siger om genstanden.

Hensynsled - indirekte objekt

Et hensynsled fortæller, hvad grundleddet gør for (af hensyn til) nogen: 'Han byggede mig et hus'. - Sætningen kan også lyde: 'Han byggede et hus for mig' eller 'Han byggede et hus til mig'. - 'Peter gav Else et æble': 'Peter' er grundled, 'æble' er genstandsled, 'Else' er hensynsled. - Sætningen kan også lyde: 'Peter gav et æble til Else'.

'Han baner os vejen' = 'Han baner vejen for os'

Tiltale - vokativ

Man nævner den, som man taler til: 'Hans, jeg kommer nu'.

Eksempel fra julesangen 'Højt fra træets grønne top':

Barn, du bli'r mig alt for dyr;
men da du så propert syr,
sparer vi det atter,
ikke sandt, min datter?

Far tiltaler først datteren som 'barn' og siden som 'min datter'.

Bindeled - konjunktion

Bindeled er ord der forbinder to (eller flere) ord, led eller sætninger, f.eks. og, eller, men, da, når, hvis:
'Peter og Else har kørekort'.
'Vil du købe hesten eller koen?'.
'Jeg ville købe hesten, men jeg havde ikke penge nok'.
'Jeg købte hesten, da jeg fik penge'.
'Jeg vil købe hesten, når jeg får penge'.
'Jeg vil købe hesten, hvis jeg har penge nok'.

Biordsled - adverbialled

Biordsled er ord (eller sætninger) der fortæller noget om tid, sted, måde med mere.

De bisætninger nedenfor, der begynder med 'da, 'når' og 'hvis', er biordsled i helsætningen.

Almindeligvis består biordsleddet af et biord. Et biord er ofte et ord, der betegner et tillægsord eller et udsagnsord eller et andet biord.

'Du kører langsomt': 'langsomt' er et biord, der her beskriver udsagnsordet 'kører'.
'Du kører groft uforsvarligt': 'uforsvarligt' betegner her 'kører', mens 'groft' er et andet biord, der siger noget om 'uforsvarligt'.
'Køerne er meget urolige': 'urolige' er et tillægsord, der beskriver køerne; 'meget' er et biord, der nærmere beskriver tillægsordet.

Helsætning, hovedsætning

En helsætning består af alle de ord, der er mellem to punktummer (eller semikolon):

'Manden, som står dér, er 50 år gammel':

Denne sætning består af en hovedsætning og en relativ bisætning.
Hovedsætningen: 'Manden er 50 år gammel'.
Bisætningen: 'som står dér'.

En hovedsætning kan stå alene. En bisætning giver kun mening, når den er med i en helsætning. (Se dog anmærkningen under afsnittet om navneagtige bisætninger).

'Jeg forstår din forklaring'

I denne sætning er der ingen bisætning. Man kalder det en særsætning.
Her består sætningen af et grundled ('jeg'), et udsagnsled ('forstår') og et genstandsled ('din forklaring').

'Jeg forstår, hvad du mener'

Her er der igen et grundled, et udsagnsled og et genstandsled. Men genstandsleddet er på dansk en hel bisætning.

Hovedsætning: 'Jeg forstår'
Bisætning: 'hvad du mener'.

Bisætninger

Relative bisætninger

En relativ bisætninger kommer altid lige efter det navneord, som den beskriver. Den kan beskrive ethvert navneord i en sætning og har altså en funktion, der ligner den, som et adjektiv (tillægsord) har.

En relativ sætning kan indledes med 'som' (der kan være både grundled og genstandsled i sin egen sætning) eller 'der' (som kun kan være grundled i sin egen sætning). - Se andre relative pronominer i kapitlet om stedord.

'Den, som gør Guds vilje, er min broder og søster og moder'

'De, som havde spist brødene, var fem tusinde mænd'

I de to foregående sætninger er 'som' grundled.

'Det, som sædemanden sår, er ordet'

I denne sætning er 'som' genstandsled for 'sår'.

'Jeg kender ikke det menneske, I taler om'

Her er genstandsleddet i bisætningen også 'som'; men ordet er ikke med i sætningen; det er underforstået.

Navneagtige (substantiviske) bisætninger

En bisætning kan stå som grundled eller genstandsled i helsætningen. Den kan også stå som styrelse i et forholdsordsled.

Grundled:

'At du kom, var en overraskelse'. Grundleddet for 'var' er selve bisætningen 'at du kom'.

Sætningen kunne også have lydt: 'Dit komme var en overraskelse'. (Her er 'komme' grundleddet).

'Rabbi, det er godt, at vi er her'

Her er bisætningen grundled.

Genstandsled:

'Jeg ønsker, at du kommer'. Bisætningen er genstand for verbet 'ønsker'.

Sætningen kunne også have lydt: 'Jeg ønsker dit komme'.

'Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?'

Styrelse i forholdsordsled:

'Jeg var overrasket over, at du kom'. Bisætningen er styrelse for forholdsordet 'over'.

Sætningen kunne også have lydt: 'Jeg var overrasket over dit komme'.

Anmærkning: Sætningerne ovenfor viser, at det ikke er helt rigtigt, at en hovedsætning kan stå alene.

'At du kom, var en overraskelse': Hovedsætningen er 'var en overraskelse'. Den giver ingen mening i sig selv, for den mangler sit grundled (bisætningen).
'Jeg var overrasket over, at du kom': Hovedsætningen er 'Jeg var overrasket over'. Den giver ingen mening; for den slutter med forholdsordet 'over', som mangler sin styrelse (bisætningen).

Biordsagtige (adverbielle) bisætninger

Hensigt:

Han gav hende blomster, for at hun skulle blive glad'.

Han gav hende blomster i den hensigt, at hun skulle blive glad.

Følge:

Han gav hende blomster, hun blev glad igen'.

Han gav hende blomster; og resultatet var, at hun blev glad igen.

Årsag:

Han gav hende blomster, fordi hun var ked af det'.

Hun var ked af det; og det var grunden til, at han gav hende blomster.

Betingelse:

Han købte blomster, hvis de ikke var for dyre'.

Han ville gerne købe blomster; men betingelsen var, at de ikke var for dyre.

Tid:

Han købte blomster, da klokken var fem'.

Sætningen kunne også lyde: 'Han købte blomster klokken fem'.

'Han plejede at købe blomster, når klokken var fem'.

Sætningen kunne også lyde: 'Han plejede at købe blomster klokken fem'.

'Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det og sagde. "Tag det; det er mit legeme"'. Her angiver bindeordet (konjunktionen) 'mens', at tiden går.

Ordstilling

Ordenes rækkefølge

Ordenes rækkefølge er vigtig på dansk.

Sætning med genstandsled:

I en sætning, der består af grundled, udsagnsled og genstandsled, skal rækkefølgen være grundled-udsagnsled-genstandsled.

Manden slog drengen (manden er subjekt, drengen er objekt).

Drengen slog manden (drengen er subjekt, manden er objekt).

Det er det første ord i sætningen, der er grundled. (Se dog anmærkning under afsnittet om omvendt ordstilling).

Sætning med hensynsled:

Hvis en sætning har både genstandsled og hensynsled, kommer hensynsleddet før genstandsleddet:

'Han bygger mig et hus': 'mig' er hensynsled, 'hus' er genstandsled.

Ofte vil man bruge forholdsleddet 'for mig' eller 'til mig' i stedet for 'mig'. Det skal stå sidst i sætningen: 'Han bygger et hus for mig':

Ligefrem ordstilling

Den almindeligste ordstilling i en intransitiv sætning er subjekt-verbum og i en transitiv sætning subjekt-verbum-objekt:

'Drengen spiser æblet'.
'Æblet, som drengen spiser, er rødt'.

Omvendt ordstilling

Forskellige forhold kan medføre omvendt ordstilling:

1. Spørgsmål har omvendt ordstilling:

På dansk dannes et spørgsmål derved, at verbet (udsagnsleddet) sættes foran subjektet (grundleddet):

'Spiser drengen æblet?'.
'Er æblet, som drengen spiser, rødt?'

2. Der bliver omvendt ordstilling, hvis en sætning indledes med et biord (biordsled):

Hvis sætningen indledes med et biordsled (et enkelt biord eller en hel sætning), sættes udsagnsleddet før grundleddet:

Biordsled til sidst Biordsled først
Drengen spiser æblet nuNu spiser drengen æblet
Drengen spiser æblet klokken femKlokken fem spiser drengen æblet
Drengen spiser æblet, når klokken er femNår klokken er fem, spiser drengen æblet
Drengen spiser æblet, hvis hans mor siger det Hvis hans mor siger det, spiser drengen æblet
Drengen spiser æblet, fordi det er sundtFordi det er sundt, spiser drengen æblet

3. Man kan fremhæve et ord ved at stille det forrest i sætningen. Det giver omvendt ordstilling:

'Kender du den mand?' - 'Nej, ham har jeg aldrig set før'.

Anmærkning: I denne sætning er genstandsleddet ('ham') kommet først i sætningen for at blive fremhævet. Der er ingen tvivl om meningen, fordi 'ham' jo ikke kan være grundled. Det er et personligt stedord i akkusativ. Og 'jeg' kan kun være grundled. Det er et personligt stedord i nominativ.

Men almindelige navneord har ikke særlige former for akkusativ (og dativ). Ovenfor brugte vi sætningen 'Drengen slog manden'. Her vil 'drengen' straks blive opfattet som grundled, fordi ordet står først. Men hvis man tænker sig, at der først er blevet stillet et spørgsmål om, hvem manden egentlig slog, (var det pigen, drengen eller konen?), så kan man også her fremhæve genstandsleddet ved at stille det først: 'Drengen slog manden'. Det er så en sætning med omvendt ordstilling, hvor grundleddet står sidst! Det undgår man helst på skrift. Hvis man derimod taler, kan man hæve stemmen, når man siger 'drengen', for at gøre meningen tydeligere.

Overstående tekst er fra Johannes Linds egen hjemmeside hobugt.dk, nærmere bestemt undersiden med adressen: http://hobugt.dk/ordbog/grammatik/syntaks.htm. Siden er senest opdateret august 2008. Set februar 2015.

To top

2. Subjekt og verballed?

Hvis du skal sætte rigtigt komma i en sætning, er én af betingelserne, at du kan finde ud af, om der er flere dele af en sætning, der indeholder både et grundled (subjekt) og et udsagnsled (verballed). For er der det, så skal du jo sætte komma imellem disse sætningsdele.

For at markere, at man har fundet et subjekt i en sætning, så sætter man kryds (x) under ordet eller ordene, der udgør subjektet. Og man markerer verballed (udsagnsled) i en sætning med en bolle (o).

Her er links til et par undervisningsvideoer fra Studieskolen, der kan hjælpe dig med at finde hhv. subjekt og verballed i en sætning:

3. Konjunktioner?

Når du sætter komma mellem dele af en sætning, hvor der både er et udsagnsled og et grundled, så skal kommaet naturligvis ikke placeres tilfældigt. Nej, det skal ofte sættes foran et såkaldt bindeord (på latin: konjunktion), fordi det er sådan et, en sætningsdel meget tit indledes med.

Herunder er eksempler på typiske bindeord i sætninger, der ofte sættes komma foran:

  • og: Jeg hedder Anna, og jeg kommer fra Polen.
  • eller: Vil du have en kop kaffe, eller vil du have en kop te?
  • men: Jeg kan desværre ikke komme i dag, men jeg kan komme i morgen.
  • for: Jeg kan desværre ikke komme, for jeg er stadig syg.
  • : Det regner, jeg cykler ikke på arbejde.
  • at: Peter siger, at han ikke kan komme på mandag.
  • når: Jeg ringer, når jeg har spist.
  • da: Jeg flyttede til Frankrig, da jeg var 20 år.
  • fordi: Jeg gik tidligt i seng, fordi jeg var træt.
  • som: Jeg kender en pige, som hedder Julie.
  • om: Jeg spørger Tom, om han vil hjælpe mig.
  • mens: Jeg vasker op, mens du støvsuger.
  • siden: Jeg har ikke set Anna, siden Charlie holdt fødselsdag.
  • : Husk at smøre solcreme på, du ikke bliver rød.

Alle spørgeordene kan også fungere som konjunktioner:

  • hvad: Simon ved godt, hvad Charlie laver.
  • hvor: Simon ved, hvor han skal hen.
  • hvornår: Simon ved ikke, hvornår vi skal gå.
  • hvem: Simon ved godt, hvem det er.
  • hvis: Simon ved ikke, hvis det er.
  • hvorfor: Simon ved godt, hvorfor han ikke kom.
  • hvordan: Simon ved, hvordan man laver frikadeller.
  • hvor længe: Simon ved ikke, hvor længe han skal bo i Danmark.
  • hvor mange: Simon ved, hvor mange vi bliver.
  • hvor meget: Simon ved ikke, hvor meget kaffe han skal købe.

Kilde: Hjemmesiden danskherognu.dk - specielt siderne om konjunktioner i hovedsætninger og konjunktioner i ledsætninger. Dansk her og nu er et onlinekursus i dansk for begyndere. Programmet er udviklet med støtte fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Ansvarlig: Tina Møller Kristensen.

OBS! Husk dog, at du ikke altid skal sætte komma foran konjunktioner i en sætning. Du skal som regel kun sætte komma foran en konjunktion, hvis konjunktionen indleder en sætningsdel, hvori der er et udsagnsled og et grundled.

I følgende tre sætningseksempler skal du fx ikke sætte komma foran konjunktionen:

  • og: Jeg gik mig en tur og købte senere en is.
  • end: Han havde højere feber end hende.
  • hvor: De anede ikke hvor i København.

To top

Almen grammatik - af Sten Stenbæk (2011)

Indledning

Et udsagn eller en talehandling består af en række ord som udtales eller skrives efter hinanden. Når vi taler om grammatik, er det praktisk at dele et givet udsagn op i (hel-)sætninger.

En helsætning er et udsagn der hviler grammatisk i sig selv. Den kan stå alene. Det er ikke givet at den kan forstås uden for sin kontekst (hvis vi fx ikke kender baggrunden for udsagnet), men vi kan erkende den grammatiske struktur og også forstå sætningen i kontekstuel sammenhæng.

Ordklasser

De basale byggesten til sætningen er ordene. Disse byggesten kan deles op i en række forskellige slags efter funktion, nemlig det vi til daglig kalder ordklasser. På dansk, og en række andre sprog, er det praktisk at operere med 10 ordklasser + en særlig ordklasse til 'at' foran infinitiv.

Herunder vil ordklasserne, visse af deres funktioner og ganske lidt af deres morfologi (bøjning) blive gennemgået. Dette er en almen grammatik, og de fleste eksempler er fra dansk grammatik. Hvis det du leder efter, er de særlige regler der gælder for dansk syntaks (ordføjning) og morfologi (bøjning), henvises du til en dansk grammatik.

Verber (udsagnsord)

Mindstekravet til det vi kalder en sætning, er et verbum (udsagnsord). Fx er 'Kom!' en sætning. Forudsætningen for en talehandling, formuleret som en sætning, er altså verbet.

Hvordan genkender du et verbum?
Hvis du er i tvivl om et ord er et verbum, prøv at sætte jeg el. at foran.

Verber udtrykker en tilstand eller en handling, fx:

Hunden er sød (tilstand) - Hunden spiser (handling).

Verber kan bøjes i tid:

  • Nutid (præsens): Hunden spiser
  • Datid (imperfektum): Hunden spiste
  • Førnutid (perfektum): Hunden har spist
  • Førdatid (plusquamperfektum): Hunden havde spist

Læg mærke tid at disse betegnelser for tiderne er de danske snarere end de latinske. Det skyldes at selvom verbalsystemerne på række af de sprog vi normalt beskæftiger os med i det danske gymnasium, ligner hinanden noget, så er der dog forskelle på hvordan tiderne bruges relativt, og på hvilken del af en givet tidslinje tiderne dækker. Også andre sprog, fx fransk og spansk, anvender af samme grund egne betegnelser.

Fordi vi som danskere er vokset op med dansk, tager vi disse tider for givne. Vi kan med andre ord dårligt forestille og andre tider. Men faktisk findes der masser af sprog der har helt andre tider, mange flere eller, som kinesisk, praktisk talt ingen.

Transitiv, intransitiv og kopulativ

Funktionsmæssigt kan verberne deles op i 3 grupper: Transitive, intransitive og kopulative:

Transitive verber er verber der har, eller kunne have, et objekt (genstandsled)

Hunden spiser maden.

Intransitive verber kan ikke tage objekt

Den drømmer.

Kopulative verber konstrueres med subjektsprædikat (omsagnsled). De sætter lighedstegn mellem subjektet (grundleddet) og subjektsprædikatet.

Hunden er en labrador.

Det er ikke altid helt let at afgøre om et verbum er af den ene eller den anden slags. Fx kan en lang række intransitive verber konstrueres med objekter der ligger tæt på verbets betydningsmæssige indhold ( 'jeg drømte en drøm', 'jeg tænkte en tanke'). Men en analyse af sætningen vil i det konkrete tilfælde afgøre om verbet er at betragte som det ene eller det anden.

Substantiver (navneord)

Substantiver defineres mest entydigt som: de ord der udfylder substantivernes rolle i sproget.

Substantiver betegner (1) konkrete ting og steder i virkeligheden eller fantasien, (2) levende væsener og (3) begreber:

  • Eksempel på ting og steder: hus, fartøj, printer, København, Nordjylland
  • Eksempel på levende væsener: kvinde, trold, Frederik, mus, ven
  • Eksempel på begreber: tankegang, kærlighed, dovenskab, sex

(Du bemærker at nogle af navneordene er skrevet med stort. Det er dem der udgør en særlig undergruppe som kaldes proprier (af proprium = egennavn).

Hvordan genkender du et substantiv?
Hvis du er i tvivl om et ord er et substantiv, prøv at sætte en el. et foran, eller prøv at sætte det i pluralis.
Skrives det med stort, er det et proprium.

På dansk var der oprindeligt 3 køn, men med tiden er hunkøn og hankøn faldet sammen til et køn fælleskøn, så vi i dag kun har to køn nemlig fælleskøn og intetkøn.

Substantiver bøjes i bestemthed:

Fælleskøn

Intetkøn

Ubestemt form

Bestemt form

Ubestemt form

Bestemt form

sofa

sofaen

menneske

mennesket

time

timen

mod

modet

kærlighed

kærligheden

vejrlig
vejrliget

blyant

blyanten

skab

skabet

kanon

kanonen

brød

brødet

jul

julen

hjul

hjulet

Substantiver kan bøjes i tal:

Singularis

Pluralis

Ubestemt form

Bestemt form

Ubestemt form

Bestemt form

dag

dagen

dage

dagene

uge

ugen

uger

ugerne

måned

måneden

måneder

månederne

år

året

år

årene

Adjektiver (tillægsord)

Adjektiver betyder også på latin ord der lægger sig til andre ord. Adjektiver kan lægge sig til substantiver, proprier og pronominer (stedord). Adjektiver beskriver egenskaber ved de ord de lægger sig til.

Der er 2 forskellige måder hvorpå et adjektiv kan optræde i sætningen. Det kan enten (1) lægge sig direkte til ord det knytter sig til (attributivt), fx:

Vidunderlige København (til proprium) - En sød pige (til substantiv.

Eller det kan stå som prædikat (omsagnsled)(prædikativt), fx:

København er vidunderlig - Hun er sød.

Hvordan genkender du et adjektiv?
Kan det sættes i intetkøn? Kan det sættes i flertal? Lægger det sig til en substantivisk størrelse enten prædikativt eller attributivt?

Adjektiver kan bøjes i køn:

En sød pige, et sødt smil.

Adjektiver kan bøjes i tal:

Pigen er sød, pigerne er søde.

Adjektiver kan bøjes i grad:

Positiv (1. grad) Komparativ (2. grad) Superlativ (3. grad)
sød sødere sødest
intelligent intelligentere mest intelligent
anvendelig mere anvendelig mest anvendelig

Visse adjektiver gradbøjes uregelmæssigt (fx stor, større, størst).

Om man ønsker at gradbøje ved at tilføje -er og -est eller med mere og mest, er et spørgsmål om stilistik.

Adverbier (biord)

Adverbier kan være både temmelig fast og ret løst knyttet til andre led eller hele sætninger. De kan knytte sig til verber, adjektiver, adverbier og hele sætninger.

Adverbier siger noget om tid, sted, måde, grad eller om hele sætningen:

  • Tid: Han kommer snart
  • Sted: Hun bor hjemme
  • Måde: Hun lo hjertelig, Hun lo vanvittigt
  • Grad: Peter er meget klog, Han er vanvittig(t) klog
  • Hel sætning: Måske ses vi

Mange adjektiver kan omdannes til adverbier ved at tilføje -t.

Ved gradsadverbier vælger man selv om man ønsker at tilføje -t ved adverbiumsdannelse. Ved mådesadverbier skal der tilføjes -t. Se ovenfor.

Nogle adverbier kan gradbøjes, fx tit, tiere, tiest.

Hvordan kan du genkende et adverbium?
Hvis ordet hverken er prædikativt eller attributivt (se under adjektiver) er det sandsynligvis et adverbium.

Pronominer (stedord)

Pronominer er ord der kan stå i stedet for substantiver og proprier.. I nogle tilfælde (demonstrative pronominer) anvendes pronominer til at påpege eller fremhæve substantiver.

Pronominer kan deles op i følgende grupper:

Personlige pronominer (personlige stedord)fx jeg, ham, vi, dem
Possessive pronominer (ejestedord) fx min, hans, vores
Refleksive pronominer (tilbagevisende stedord) fx sig, sin, sit, sine
Reciprokke pronominer (gensidigt tilbagevisende stedord) fx hinanden, hverandre
Demonstrative pronominer (påpegende stedord) fx den, dette, begge
Interrogative pronominer (spørgende stedord) fx hvem, hvad, hvilken
Relative pronominer (henførende stedord)fx der, som, hvis, hvilken
Indefinitte pronominer (ubestemte stedord)fx man, én, nogen
Hvordan kan du genkende et pronomen?

Kan du erstatte ordet med substantiv? Fremhæver det evt. et substantiv?

Præposition (forholdsord)

Præpositioner er ord der anvendes til at angive sted, middel, retning o. lign, altså hvorfra, hvortil, ved hjælp af hvad osv. En klassisk måde at afgøre om et ord evt. kunne være en præposition er fluemetoden, som illustreret her:

Alle de 'forhold' der kan være mellem fluen og kassen (fx 'fluen bevæger sig over/under/mod/til/fra eller under kassen', er præpositioner).

Præpositionsforbindelser består af præposition + styrelse (substantiver, pronominer eller andre substantiviske størrelser som infinitiver (navnemåder) og hele sætninger).

Han bor i København + proprium
Lad os gå med Peter i byen + proprium +substantiv
Vi håber på at bestå eksamen + infinitiv
Vi håber på at vi består eksamen + sætning

Præpositionsforbindelser er adverbialer. Dvs. de har samme grammatiske funktion i sætningen som adverbier.

I nogle sætninger indgår præpositionen i en tæt forbindelse med sætningens verbum, fx:

Han ser op til sin træner.

I sådanne tilfælde analyserer man formelt udtrykket som en præpositionsforbindelse, men det kan argumenteres at det giver bedre mening at sige at ser op til er verballed og sin træner er objekt.

Prøv at indsætte præpositioner i denne tekst.

Konjunktioner (bindeord)

Konjunktioner er ord der binder andre dele af sætningen sammen.

Der er to slags konjunktioner (1) sideordningskonjunktioner og (2) underordningskonjunktioner. Sideordning kaldes undertiden paratakse og underordning hypotakse.

Sideordningskonjunktioner forbinder to led eller sætninger af samme slags eller værdi, fx to hovedsætninger, to verber eller to substantiver, fx:

Han spiller tennis, og hun læser i en bog (2 hovedsætninger).

Han spiller tennis og går til fodbold (2 verber).

Underordningskonjunktioner underordner ledsætninger (bisætninger) under helsætninger (hovedsætning) eller andre andre ledsætninger.

Der findes mange forskellige slags underordningskonjunktioner, som inddeles i forskellig grupper efter brug og betydning.

Eksempler på underordningskonjunktioner er: at, fordi, når, hvis.

Artikler (kendeord)

Artikler anvendes til at angive om et substantiv står i bestemt eller ubestemt form. Artikler viser også tal og køn:

Singularis (ental)

Pluralis (flertal)

Fælleskøn Intetkøn Fælleskøn Intetkøn
Bestemt den det de de
Ubestemt en et

En foranstillet bestemt artikel anvendes kun når der lægger sig et attributivt adjektiv til substantivet. Ellers bruges efterstillet bestemt artikel. Se under substantiver ovenfor.

Hvordan kan du genkende en artikel eller et demonstrativt pronomen?
Oversæt sætningen til engelsk. Hvis den mest naturlige oversættelse er med den engelske bestemte artikel the, er der sandsynligvis tale om artikel også på dansk.
Oversættes mere naturligt med that, this, these el. those er der sandsynligvis tale om demonstrativt pronomen.

Numeralier (talord)

Talord angiver (mængdetal) og rækkefølge (ordenstal)

Mængdetal: en, to, tyve, treogtredve, osv.

Ordenstal: Første, femte, firsindstyvende osv.

Interjektioner (udråbsord)

Interjektioner indgår ikke i en normal sætningsanalyse. Principielt optræder interjektioner kun i direkte tale.

Eksempler på interjektioner: hej, av, fy, hurra, olé.

Øv dig i de latinske betegnelser for ordklasserne.

Infinitivsmærke (at)

Infinitivsmærket 'at' findes kun i forbindelse med infinitiv (navnemåde).

Det er vigtigt ikke at forveksle infinitivsmærket 'at' med konjunktionen 'at'. Der er aldrig komma foran infinitivsmærket, men der kan være komma foran konjunktionen. Fx:

Du må se at få lavet lektier (infinitivsmærke).

Jeg kan se(,) at du har læst dem (konjunktion).

Er du i tvivl, oversæt til engelsk. Infinitivsmærket oversættes med 'to', konjunktionen med 'that'.

***

Øv dig i ordklasserne:
Øv 1 Øv 2 Øv 3
Øv 4 Øv 5 Øv 6
Øv7 Øv8 Øv9

Sætningsanalyse

En helsætning består af ord, som vi lige har delt op i en række forskellige klasser. Når man skal analysere en sætning, er det imidlertid ikke nok - og somme tider ikke særligt forklarende - udelukkende at se på sætningens ord, for de forklarer ingenlunde altid hvordan sætningen er skruet sammen, og hvordan den skal forstås.

Sætningsled og syntaks

Så i stedet analyserer man sætningen ved at dele den op i sætningsled (syntagmer). Sætningsled er enkeltord, rækker af ord og hele ledsætninger der hænger sammen i de strukturer der udgør sprogets syntaks. Syntaks kan altså defineres som de regler der gælder for ordenes indbyrdes placering i kombination med ordnes morfologi (bøjning).

Der er ingen principiel øvre eller nedre grænse for antallet af sætningsled som sproget kan deles op i, men nedenstående 7 sætningsled dækker meget godt de fleste sprog og er dem der traditionelt anvendes til sætningsanalyse af de sprog der undervises i i gymnasiet.

Herunder er der en lynoversigt over sætningens led. Under oversigten er der en mere indgående gennemgang af hver enkelt gruppe:

Substantiver, proprier, pronominer, infinitiver og ledsætninger (se senere under ledsætninger) kan være subjekt, objekt, subjektsprædikat og objektsprædikat. Substantiver, proprier og pronominer kan være dativobjekt. Adverbier, præpositioner + styrelse og visse ledsætninger er adverbialled/adverbialer.

Undertiden kan en præpositionsforbindelse være tæt knyttet til fx et substantiv, og i sådanne tilfælde har den nærmest adjektivisk funktion.

Kun verber kan være verballed.

Bemærk at både adverbialled og præpositionsforbindelser anvender tegnet bølgestreg.

Her er tre eksempler på sætningsanalyse med brug af tegn:

Det bemærkes at sætningsleddene undertiden består at flere ord der er knyttet tættere sammen og består af kerneled med underordnede bestemmelser (fx 'kattens mad' og 'den nye lærerinde' herover).

Sådanne sætningsled kaldes undertiden syntagmer. Om en ordgruppe udgør et syntagme eller ej, afgøres lettest ved at forsøge at flytte kerneleddet og se hvor meget der følger naturligt med.

Gibbon har skrevet det berømte storværk om det romerske riges forfald og undergang.

Det berømte storværk om det romerske riges forfald og undergang har Gibbon skrevet.

Det er tydeligt at 'Det berømte storværk om det romerske riges forfald og undergang' udgør en grammatisk enhed, et syntagme.

Verballed

Verballeddet angiver sætningens handling eller fungerer som kopula, (dvs. sætter en slags lighedstegn eller ulighedstegn mellem subjekt og subjektsprædikat). Kun verber kan være verballed.

Verberne bøjes i tid (se ovenfor under verber).

Subjekt

Subjektet findes ved at spørge om 'hvem/hvad' der udfører handlingen. Du kan prøve at sætte jeg eller vi ind i sætningen i stedet for det du tror er subjekt. fx:

Eleverne læste omhyggeligt deres lektier.

Pludselig så han ud af øjenkrogen en pistol.

jeg byde dem et kirsebær?

Paven vælges af kardinalerne.

Subjektet står i nominativ.

Øv dig i at finde subjektet i sætninger.

Subjektsprædikat

Subjektsprædikat findes kun i forbindelse med kopulativt verbum. Det er verber der fungerer som en slags lighedstegn eller ulighedstegn mellem subjektet og subjektsprædikatet.

En sætning med kopula og subjektsprædikat siger med andre ord at subjektet er mere eller mindre identisk med subjektsprædikatet.

Kopulative verber er verber som være, synes, ligner, kaldes o. lign. fx:

Han ligner en druknet kat (han=druknet kat).

Jensen har været direktør (Jensen=direktør).

Er du ikke bange? (du=bange).

Jens synes at være blevet kaldt dum i skolen ( Jens= dum).

Subjektsprædikatet findes ved at spørge 'hvem/hvad' + verbum + subjektet

Subjektsprædikatet står i nominativ. (En undtagelse fra denne regel er udtryk af typen: 'Det er mig', hvor det på danske ville lyde helt skævt at sige 'Det er jeg'. På engelsk hører man både It's me og It's I).

Find subjektsprædikatet i forskellige sætninger.

Objekt eller akkusativobjekt

Objektet peger på genstanden for handlingen.

Objektet findes ved at spørge 'hvad/hvem' + verballed + subjekt, fx:

Præsten slår sin kone ( 'hvem' slår præsten? = sin kone).

Han nægtede at parere ordre ('hvad' nægtede han? = at parere ordre).

Lisbet ignorerede den nye lærers mange formaninger ('hvad' ignorede Lisbet? = den nye lærers mange formaninger).

Hvad har han gjort? ('hvad' har han gjort? = hvad).

Objektsprædikat

Objektsprædikat findes kun i forbindelse med ganske bestemte verber ( fx. anser for, kalder) der sætter lighedstegn mellem objektet og objektsprædikatet.

Objektsprædikat findes ved at spørge 'hvad' + verballed + subjekt + objekt, fx:

Jeg kalder min hund Trofast (hund=Trofast).

H.C. Andersen har kaldt at rejse for at leve (at rejse= at leve).

Jeg har Tuborg som mit favoritmærke (Tuborg=favoritmærke).

Hvem anser du for den bedste fodboldspiller (bedste fodboldspiller=hvem?)

Bemærk at hvis man skriver en sætning med objektsprædikat om til passiv (se under passiv senere), så bliver objektet til subjekt og objektsprædikatet til subjektsprædikat:

Vi anser ham for den bedste hockeyspiller => Han anses for den bedste hockeyspiller.

Dativobjekt

Dativobjekt kalder undertiden også indirekte objekt.

Dativobjekt peger på hvem/hvad der gives noget til, hvem der er modtageren af verbets handling.

Dativobjektet findes bedst ved at spørge 'til hvem/hvad' + verballed + subjekt (+ objekt), eller simpelthen 'Hvem fik + objekt?'. Fx:

Eleven gav læreren et æble (Hvem fik et æble? = læreren).

Hvem gav du pengene? (Hvem fik pengene?= hvem).

Hvem gav dig pengene? (Hvem fik pengene?= dig).

Staten har ydet de ramte områder økonomisk hjælp (Hvem fik hjælp?= de ramte områder).

Øv dig i at finde dativobjektet i sætninger.

Adverbialled

Adverbialled angiver tid, sted, måde, grad, m.m.

Adverbialled lægger sig til verber, adjektiver, andre adverbier eller hele sætninger.

Se mere under adverbier.

Præpositionsforbindelser

En præpositionsforbindelse består af en præposition ( se under præpositioner eller i den grammatiske encyclopædi) og en styrelse. Styrelsen er den størrelse som præpositionen relaterer til andre elementer i sætningen. Præpositionsforbindelser betegner m.a.o. forhold mellem størrelser.

Præpositionsforbindelser er normalt adverbialled.

Under visse omstændigheder kan præpositionsforbindelser tæt knyttet til andre led i sætningen og kan opfattes mere meningsfuldt som adjektiviske eller som del af et sammensat verbum.

Eksempler:

Dronningen bor i København (rent adverbialled om sted).

Hvad siger manden på gulvet ('på gulvet' lægger sig næsten adjektivisk til manden).

Han ser op til sin træner ('ser op til' fungerer som verbum. 'Træner' bliver objekt).

Direktøren kunne ikke svare på stående fod (adverbielt om tid/måde).

Præpositioner der styrer sætninger, fungerer principielt som andre præpositionsforbindelser:

Direktøren kunne ikke svare uden at han havde forberedt sig (adverbielt).

Øv dig i analyse
41 sætninger (lette)
Øv 1 Øv 2 Øv 3
Øv 4 Øv 5 Øv 6

Mere om verber

Finitte og infinitte former

Verbernes former kan opdeles på flere forskellige ledder. En praktisk inddeling er at skelne mellem finitte (sætningsdannende) og infinitte (ikke-sætningsdannende) former.

De finitte former er altså de former der kan stå som verballed i en sætning, og som knytter sig til et subjekt (evt. et underforstået subjekt) i en neksus. Finitte former står i tid.

Infinitte former kan ikke alene være verballed, men kan godt være en del af et sammensat verbum sammen med en finit form. På dansk er de infinitte former følgende: navnemåde (infinitiv), lang tillægsform eller nutids tillægsform (præsens participium) og kort tillægsform eller datids tillægsform (perfektum participium).

På dansk findes der kun 3 finitte former, nemlig nutid (præsens indikativ), datid (imperfektum) og bydemåde (imperativ). De øvrige tider på dansk dannes ved hjælp af hjælpeverber + infinitte former

Herunder kan du se eksempler på et verbum (køre) i alle dets former (minus konjunktiv). De finitte er skrevet med kursiv, de infinitte med fed skrift:

Han kører i en gammel spand (præsens).

Jensen kørte på arbejde kl. 9.15 (imperfektum).

Hvem har kørt min hund ned? (perfektum= hjælpeverbet har + perfektum participium).

Han var kørt inden middag (plusq. perf.= hjælpeverbet var + perfektum participium).

Han elsker at køre bil (infinitiv).

Han kom kørende (præsens participium).

Han målte de kørte kilometre (perfektum participium som adjektiv).

Kør til bageren og køb rundstykker (imperativ).

Tid, måde, person, tal og form

Modus el. måde og aspekt

Verballeddet i en sætning står altid i finit form, med eller uden hjælpeverbum. Desuden står verbet altid i måde (modus). På dansk findes 3 måder (modi):

  • Indikativ, som er langt den almindeligste, kaldes også fremsættende måde. Stort set alle de verballed du finder i denne tekst, står i indikativ.
  • Imperativ hedder på dansk bydemåde og bruges i befalinger (fx. Kom!. Se lige her! Understreg de vanskelige ord!).
  • Konjunktiv findes kun i ganske få stivnede former (fx. Jensen længe leve). Konjunktiven udtrykker at der er tale om et ønske, en forestilling, en betinget situation osv.

Vi forestiller os også normalt at verbets tid er det eneste væsentlige, men faktisk findes der masser af sprog hvor verbets aspekter er lige så vigtige .Aspekt betyder synsvinkel og angiver altså den synsvinkel ud fra hvilken handlingen betragtes.

På latin er forskellen på imperfektum og perfektum ikke som på dansk først og fremmest tidsfølge, Imperfektum angiver at handlingen er uafsluttet i fortiden, medens perfektum angiver at handlingen er afsluttet.

Et eksempel på aspekt er forskellen på fx 'I smoke' og 'I am smoking' som jo begge er præsens, men med forskellig aspekt. Eksemplet i skemaet ovenfor (Han kom kørende) kan man med rimelighed kalde aspekt. På andre sprog findes andre eksempler på aspekt. På swahili fx findes en tid (-ka-tid) som angiver fortællende aspekt uden at forholde sig til tiden.

At dansk er så fattigt på morfologisk konjunktiv og aspekt, betyder ikke at dansk ikke kan udtrykke en lang række måder og aspekter. Men i stedet for at ændre det enkelte verbums former anvender dansk forskellige verber, især modalverber (mådesudsagnsord) og forskellige former for partikler og (modal-) adverbier.

Herunder er der anført nogle eksempler på hvordan dansk kan udtrykke måde og aspekt:

Jeg vil leve.
Jeg burde leve.
Jeg kan leve.
Jeg lever jo.
Jeg må leve.
Lad mig leve.

Udtrykkene har selvfølgelig tilfælles at de alle handler om at leve, men de er forskellige i kraft af tilgangen til det at leve. De inddrager forskellige aspekter.

Person og tal

På dansk bøjes verberne ikke i person og tal. De gør de derimod på latin, italiensk, spansk, fransk, tysk, engelsk (kun i begrænset omfang) og på (fx) tyrkisk.

Det betyder selvfølgelig ikke at vi ikke kan udtrykke hvilken person (1,2 eller 3) og hvilket tal (singularis eller pluralis) der foretager handlingen. Vi gør det blot ved at stille et passende subjekt op.

Person-endelser plejer vi at kalde dem fordi de på de sprog vi plejer at undervise i i Danmark, kommer til sidst. Det er ikke en naturlov. Herunder kan du se 'personendelser' på latin, tyrkisk og swahili (verbet elske):

Dansk Latin Tyrkisk Swahili
1 person, sing Jeg elsker amo seviyorum ninapenda
2 person, sing Du elsker amas seviyorsun unapenda
3 person, sing Han elsker amat seviyor anapenda
1 person, plu. Vi elsker amamus seviyoruz tunapenda
2 person, plu. I elsker amatis seviyorsunuz mnapenda
3 person, plu. De elsker amant seviyorlar wanapenda

Dette er selvfølgelig kun lidt af sandheden. Både tyrkisk, latin og swahili opererer også med andre endelser/præfikser/markører.

Aktiv og passiv (diatese eller form)

På dansk kan verberne bøjes i aktiv og passiv ( dansk: handleform og lideform). De passive former dannes ved at tilføje -s (kun til præsens, imperfektum og infinitiv) eller ved at omskrive ved hjælp af hjælpeverbet 'blive' (de øvrige tider)

I en passiv sætning er det subjektet der en genstand for handlingen. Det vil sige at objektet er gjort til subjekt efter følgende formel: (N= substantivisk størrelse, pp= perfektum participium):

N1 + (verbum+ tid) + N2 à N2 + ('blive'+ tid) + (verbum +pp) + 'af' + N1.

fx: Manden tævede katten à Katten blev tævet af manden.

N1 + (verbum+ tid) + N2 à N2 + (verbum +tid + 's') + 'af' + N1.

fx Manden tævede katten à Katten tævedes af manden.

På dansk ser tiderne i passiv således ud:

Aktiv Passiv
Præsens Hunden spiser maden Maden spises/bliver spist (af hunden)
Imperfektum Hunden spiste maden Maden spistes/blev spist (af hunden)
Perfektum Hunden har spist maden Maden er blevet spist (af hunden)
Plusquamperfektum Hunden havde spist maden Maden var blevet spist (af hunden)
Og i infinitiv Hunden kan spise maden Maden kan spises/kan blive spist (af hunden)

Øv dig i de latinske betegnelser for verberne.

Engelsk, fransk og italiensk danner ikke morfologisk passiv (altså passiv ved at tilføje særlige personendelser), men omskriver med hjælpeverber. Latin danner passiv vha personendelser i præsenstiderne (præsens, imperfektum og futurum) med omskriver i perfektumstiderne.

Swahili danner passiv, ikke ved at ændre personendelserne (som står forrest i verberne), men ved at indsætte et infiks (w eller lew) i verbet. Fx. ninapiga (jeg slår ), ninapigwa (jeg bliver slået). Kuoa betyder 'at tage til ægte' (manden er subjekt). Kuolewa betyder 'at blive taget til ægte' (kvinden er subjekt).

Helsætninger og ledsætninger

Sætning: En sætning består af et eller flere ord/led der indgår i en grammatisk forbindelse. Minimumskravet til en sætning er et verballed. Fx er 'Kom!' en sætning. Men de fleste sætninger indeholder på dansk mindst et subjekt og et verballed. I sprog hvor subjektet kan være indeholdt i verballeddet (fx latin, spansk og italiensk) er sætninger bestående af kun et verballed almindelige. Der er principielt ingen øvre grænse for en sætnings længde.

Traditionelt skelner man mellem hoved- og bisætninger. I dag er det imidlertid almindeligt at bruge betegnelsen helsætning om en sætning der ikke er led i en anden sætning, og betegnelsen ledsætning om en sætning der indgår som en del af en overordnet helsætning.

Ønsker man at tale om det der er tilbage når man har fjernet ledsætningerne, kan man anvende udtrykket helsætning, hovedsætning, helsætningsrest eller helsætningsstamme. I helsætningen herunder er hovedsætningen fremhævet.

Hvis du ringer i morgen, fortæller jeg dig hvad han har sagt.

Hele udtrykket er en helsætning. 'Hvis du ringer i morgen' og 'hvad han har sagt' er ledsætninger (henholdsvis adverbiel og substantivisk). 'Fortæller jeg dig' er helsætningsrest eller hovedsætning.

En næsten ufejlbarlig måde at kende forskel på ledsætninger og helsætninger (og helsætningsrester) er at indsætte det nægtende ord 'ikke' i sætningen. Hvis 'ikk'e kommer før verballeddet (det finitte verbum), er sætningen en ledsætning. Hvis 'ikke' kommer efter verballeddet, er det en helsætning.

Hvis vi sætter 'ikke' ind i eksemplet ovenfor, får vi følgende lidt akavede udtryk:

Hvis du ikke ringer i morgen, fortæller jeg ikke hvad han ikke har sagt
ikke før verballed ikke efter verballed ikke før verballed

Ledsætninger kan opdeles i substantiviske, adjektiviske og adverbielle ledsætninger:

  1. En substantivisk ledsætning er en ledsætning der fungerer som subjekt, objekt, prædikat, styrelse for en præposition i den overordnede sætning.
  2. Adjektiviske ledsætninger fungerer som adjektiv. De fleste adjektiviske sætninger er relativsætninger.
  3. Adverbielle ledsætninger fungerer som adverbialer i den overordnede sætning.

Han sagde at han havde læst sine lektier. (Substantivisk = objekt).

At det forholder sig sådan, er jo indlysende. (Substantivisk = subjekt).

Ingen kan lide en der snyder. (Adjektivisk, attributivt til 'en').

Da han kom hjem, var alle gæsterne gået. (Adverbiel, tidsadverbium).

Jeg gør det kun hvis du betaler. (Adverbiel, betingelsessætning).

Undertiden kan det være hensigtsmæssigt, især i forbindelse med sætningsanalyse på tysk og latin og i forbindelse med oversættelse, at dele ledsætninger op i en række forskellige typer, som de fremgår af nedenstående skema:

Ledsætningstyper Eksempler/markører Kommentarer
Genstandssætning Tyven sagde (at) han slet ikke havde været i huset Genstandssætninger er substantiviske
Subjektssætning At der var drukket champagne, kunne ses af regningen Subjektssætninger er substantiviske
Relativsætning Det er en fordom (som) jeg er stolt af Relativsætninger er adjektiviske
Spørgende sætningJeg spurgte Søren hvor han havde været substantiviske, også kaldet interrogativ
Betingelsessætning Hvis du ikke udfører arbejdet, får du ikke din lønAdverbiel, også kaldet konditional
Indrømmelsessætning Selv om prisen var steget, købte jeg den alligevel Adverbiel, også kaldet koncessiv
Følgesætning Han drak sig så fuld (så at) han faldt ned af stolen Adverbiel, også kaldet konsekutiv
Hensigtssætning Hun har kun gjort det for at alle skal blive imponeredeAdverbiel, også kaldet final
Tidssætning Når mor kommer hjem, fortæller jeg hende det hele Adverbiel, også kaldet temporal
Sammenlignende sætning I bør opføre jer således som I er blevet opdraget til Adverbiel, også kaldet komparativ
Årsagssætning Han har kun gjort det fordi hun er rig Adverbiel, også kaldet kausal

Øv dig i at bestemme sætningstyper.

Specielt om relativsætninger

Relativsætninger (henførende sætninger) er sætninger indledt med et, eventuelt udeladt, relativt pronomen. Relative sætninger er ledsætninger og har adjektivisk funktion (dvs. de lægger sig til substantialer)

Relativsætninger kan deles op i to slags:

  1. Parentetiske relativsætninger, der er karakteriseret ved at kunne udtages af den overordnede helsætning uden at denne i væsentlig grad ændrer betydning eller karakter.
  2. Bestemmende relativsætninger er at betragte som ekstra information der ligger ud over den øvrige information i helsætningen og ikke udgør en integreret del af denne.

En god måde at afgøre om en sætning er parentetisk eller bestemmende, er at forsøge at indsætte 'for øvrigt' i den relative bisætning. Hvis det virker naturligt er sætningen sandsynligvis parentetisk.

Eks. Bestemmende:

Den (,) der ikke sparer, bliver aldrig rig.

Hun er glad for den ring (,) han gav hende.

Er der to (,) der står sammen, så er det de Konservative og Venstre.

Parentetisk:

Præsidenten, der lige var vendt hjem fra Kina, mødte pressen i det ovale værelse.

Når du kommer til byen, så besøg også kirken, som er fra det 12. årh.

Undertiden er sådanne sætninger tvetydige. Hvad betyder f. eks. denne sætning:

Bønder (,) der har alt for store grisefarme, udgør en trussel for miljøet.

Enten betyder den: Bønder har gennemgående for store grisefarme og udgør derfor en trussel (Parentetisk). Eller også betyder den: Det er kun de bønder hvis grisefarme er for store, der udgør en trussel. (Bestemmende)

Eller:

De Konservative(,) der drikker som svin, er ikke værdige til at sidde i folketinget.

Ifølge de nye kommeregler kan der sættes komma foran bestemmende relativsætninger. Foran parentetiske relativsætninger skal de sættes komma.

To top

Ordforklaringer

Modus

Modus betyder 'måde', 'tilstand', 'stemning', 'kategori', 'type' eller 'form'. Modi er flertalsform af modus.

Studieskolen

Studieskolen er en forening, som er tilknyttet Dansk Oplysnings Forbund. Formand for foreningens bestyrelsen er professor, prorektor ved RUC Hanne Leth Andersen. Studieskolen underviser voksne i mange forskellige fremmedsprog og underviser fremmedsprogede i dansk.

Syntaks

Syntaks er læren om, hvordan man bygger sætninger op.

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt