Analysevejledninger

Herunder bringes forskellige læreres artikler om nogenlunde samme danskfaglige delemne.

Hensigten med at bringe flere artikler om samme emne er, at du selv kan vælge, hvilken af teksterne der efter din mening er mest anvendelig i den sammenhæng, du skal bruge den.

Tekstanalyse - kortfattet oversigt - af Erik Jerlung

A. INDLEDNING TIL TEKSTANALYSE

Inden man går i gang med den egentlige tekstanalyse er det altid en god idé at starte med:

1) Referat

Bør være kort, præcist, strategisk. Ud fra tekstens signaler. som man opfanger bevidst og ubevidst, er man i referatet allerede i gang med at orientere sig i teksten, skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. (Når det drejer sig om sete tekster, billeder, er referatet i form af billedbeskrivelsen en vigtig forudsætning for analysen overhovedet).

2) Kompositionsoversigt

Kompositionen er den måde teksten er kom-poneret. sammen-sat på. De enkelte komponenter, afsnit adskiller sig hinanden via skift i tid og sted, ny handling, nye personer, stilskift, synsvinkelskift etc. Det er nemt et få overblik over en tekst, hvis man skriver overskrifter i stikordsform til tekstens enkelte afsnit.

B. EGENTLIG TEKSTANALYSE

Enhver tekst består principielt af 4 indbyrdes forbundne lag med hver sine særlige kendetegn: forløb. tematik. udsigelse og diskurs. Tekstanalysen kan derfor indledningsvis opdeles i lige så mange del-analyser:

1) Forløbsanalyse

Retter sig mod tekstens forløbsstruktur, dens bevægelse fra en tilstand til en anden i kraft af handlingen og dennes agenter, personerne.

'Aktantmodellen’ kan være et praktisk hjælpemiddel til at afdække handlingsmønstre og hermed forbundne personkonstellationer.

2) Tematisk analyse

Undersøger tekstens emner eller temaer, dens system af indbyrdes sammenhængende modsætninger, dvs. dens værdi-univers. Resultaterne kan fastholdes ved hjælp at ’betydningens grundstruktur’ eller en simpel opstilling at modsætningspar på en lang række.

3) Udsigelsesanalyse

Her drejer det sig om tekstens fortællerforhold:

Hvem siger hvad til hvem under hvilke omstændigheder, hvordan og med hvilket formål?

Det gælder såvel tekstens stil (fortællemåde, toneleje) som den (rumlige, tidsmæssige) synsvinkel under hvilken tekstens 1. person, den direkte eller indirekte fortæller lader tekstens 2. person, læseren, opleve det 3. personale udsagn.

4) Diskursanalyse

Diskurs er det der ’taler’ i tekstens ’tale’, oftest bag ryggen af den talende/skrivende. Dvs. de omfattende subjektale, kulturelle og samfundsmæssige bestemmelser, der ubevidst iscenesætter teksten og som afgør, hvad man til enhver tid kan komme til bevidsthed om.

Diskurs-begrebet er hermed beslægtet med Freuds ’overjeg’, Lacans ’den symbolske orden’ og Marx' begreb om ’ideologi’.

To top

Tekstens udsagn - Hvad fortælles? - af Erik Jerlung m.fl.

Forløb og tematik

Forløbsanalyse:

Greimas’ forløbsmodel (også kaldet sløjfemodel, sommerfuglemodel og 'betydnings grundstruktur)

Den russiske litteraturforsker V. Propp opstiller i 1920’erne en model over folkeeventyr der indeholder 31 funktioner eller handlingselementer som ethvert eventyr mere eller mindre er en realisation af.

I 1960’erne generaliserer og forsimpler franskmanden A. Greimas Propps model, dels ved at reducere antallet af funktioner til blot 4, dels ved at hævde at denne simple model gælder for alle slags fortælleforløb.

Her eksemplificeres forløbsmodellens grundlæggende udsagn:

Læses således:

Horisontale pile ← → = Overordnede tematiske modsætninger, i dette tilfælde, (1) Kosmos (Orden) over for (3) Kaos.

Diagonal højrevendt ↗ = Benægtelse af (kosmos /kaos), dvs.: Helt 'benægter' (vil ikke acceptere), at kaos skal opretholdes. Diagonal venstrevendt ↖ = Skurk 'benægter', at kosmos skal oprettes.

Vertikal (lodret) venstre ↑ = (4) Heltens forsøg på (gen)oprettelse af (5) Nyt kosmos. Vertikal højre ↑ = skurkens forsøg på oprettelse af kaos.

Eller sagt på en anden måde: (1) Der eksisterer kosmos (orden) i 'verden'. (2) 'Skurk' medvirker til brud på ordenen og er ansvarlig for, at (3) kaos etableres i stedet for kosmos. (4) 'Helt' får som opgave, eller tager selv ansvar for, at bekæmpe 'skurk' og (gen)oprette (5) nyt kosmos (ny orden).

P.S.: Forløbsmodel og forklaringen ovenfor er redigeret af Jørn Ingemann Knudsen.

Transportobjektet, som er selve årsag til bevægelsen fra 1 til 5, er en betydningsfuld genstand/ person/evne/magt etc. som efterstræbes af 'skurken'.

(Helt og skurk er ikke nødvendigvis personer, det kan fx også være begreber/ psykiske kræfter etc.).

Eksempel:

  1. Alt ånder fred og ro oppe på kongens slot (KOSMOS), men kongen er blevet gammel ligesom prinsessen er blevet giftemoden og savner en værdig frier (MANGEL).
  2. Den relative ustabilitet udnyttes af den onde trold (SKURK) der benægter kosmos (pilen fra 1 til 2) og røver prinsessen (transportobjektet) og
  3. opretter KAOS (pilen fra 2 til 3)hvor situationen nu helt er i hans hænder, indtil
  4. prinsen på sin hvide hest (HELT) griber ind og på sin side benægter kaos (pilen fra 3 til 4), dræber trolden og redder prinsessen og dermed genopretter kosmos (pilen fra 4 til 1) og udstreger manglen i kraft af at kongen tildeler ham prinsessen og det halve kongerige.
  5. repræsenterer den sociale ERFARING som selve fortællingen afsætter hos tilhører læsere. I ældre tekster formuleres den ofte direkte som en morale.

I simple fortælleforløb (som fx i eventyr, klassiske dannelsesromaner, fantasy, spændings- og triviallitteratur, opbyggelig og religiøs litteratur) er denne model oplagt at bruge. Den kan dog også bruges til mere komplekse forløb, fx i nyere litteratur uden klassiske helte/skurke eller 'retfærdig', tilfredsstillende slutning i en tid hvor ingen længere kan tro på Gud, Konge eller Fædreland. For under alle omstændigheder spiller enhver konkret iscenesættelse af et fortælleforløb op mod den skitserede model, der for læseren repræsenterer et indstiftet og forventet mønster.

De eventuelle brud på dette mønster registreres umiddelbart af læseren og kan derfor effektfuldt udnyttes af kunstneren. Ofte er der her tale om flere hele eller delvise forløb efter hinanden, eller forløb der starter i KAOS og aldrig når tilbage til KOSMOS (og som karakteristisk udløser vrede, sorg eller ligefrem politisk handlen hos læseren).

Overordnet kan modellen være en hjælp til at anskueliggøre tekstens handlingsforløb (kan her suppleres med andre analytiske redskaber, som berettermodel, spændingskurve og lign.). Samtidig kan man bruge den som en genvej til tematisk analyse. Dens to sider – den euforiserede venstre og dysforiserede højre side med tilhørende personer og steder – afspejler tekstens overordnede tematiske struktur. Endelig demonstrerer modellen hvordan forløb og tematik hænger organisk sammen i fortælling.

Greimas’ aktantmodel:

I forbindelse med forløbsanalyse kan det være praktisk at se særskilt på handlingens agenter: personerne. Her kan Greimas’ aktantmodel være nyttig, når det gælder om at undersøge forholdet mellem personerne og uddybe personkarakteristikken.

Modellen er opbygget af en kombination af 3 forskellige akser:

1) En kommunikationsakse/ transportakse: En giver giver et objekt til en modtager

2) En projektakse: Et subjekt efterstræber et objekt (og modtager det/ eller ikke)

3) En konfliktakse: En hjælper bistår subjektet i hans/hendes bestræbelser, mens omvendt en modstander forsøger at modarbejde projektet.

Med udtrykket aktant peger Greimas på at det ikke behøver være en simpel person/aktør, men måske en gruppe af personer eller kræfter, tendenser eller sider af en person, der udfylder aktantrollen. Aktant er altså et strukturelt (fortælleteknisk) begreb og ikke et psykologisk begreb.

Denne model er brugbar, når det gælder om at undersøge forholdet/spændingen mellem personerne. Prøv evt. også at indsætte skurken/modstanderen i subjekt-feltet og se hvordan de tre akser ser ud fra hans/hendes synspunkt!

HUSK: Modeller er KUN et redskab til evt. at åbne teksten. De udgør ikke af sig selv en egentlig analyse af teksten – og slet ikke en fortolkning!

Og forsøg ikke at ’presse’ teksten ind i modellerne. Men tænk i stedet over, hvorfor de evt. ikke fungerer i den konkrete model. Her må så bruges alternative analyseprocedurer.

Vær opmærksom på, at en tekst ofte kan kombinere flere forløb efter hinanden eller kun bestå af en del eller enkelte dele af et forløb (resten af forløbet er så forudsat eller underforstået…)

Generelt om forløbsanalyse:

Udforskning af fortælleforløb = Narratologi = Læren om forløbsstrukturer i tekster.

Forløbsanalyse undersøger tekstens handling og handlingens agenter, personerne. Handlingen er typisk opbygget omkring modsatrettede poler i teksten (fx steder, tilstande etc.) som tekstens personer forholder sig til/ bevæger sig imellem.

Tit er tekstens forløb og komposition næsten identiske, men så snart der springes frem og tilbage (fx ved hjælp af flashbacks), er det nyttigt at skelne. Kompositionen er da det faktiske arrangement af teksten, mens forløbet er den rekonstruerede kronologisk ordnede handlingsrækkefølge.

Tematisk analyse:

Temaer vil sige tekstens emner, altså det teksten handler om. Ofte er disse temaer/emner ordnet som modsætninger: ex. kærlighed/had, ung/gammel, kulde/varme etc. Den tematiske analyse forsøger at kortlægge brugen af modsætninger i den konkrete tekst, for derved at give et billede af tekstens værdi-univers.

Den tematiske analyse kan fx tage udgangspunkt i Greimas’ simple forløbsmodel, der faktisk illustrerer, hvordan forløb og tematik er samordnet i teksten. Således foregår alle handlingens bevægelser i forhold til tekstens overordnede modsætninger (kosmos/kaos) som kan suppleres yderligere enten direkte på hver sin side af modellen eller ved at lave en selvstændig modsætningsrække (taksonomi).

VærdiEksempel på modsætningsrække
+ (positiv)landtryghedlivoplyskultur
÷ (negativ)vandfaredødnedmørkenatur

BEMÆRK hvis fordelingen af modsætninger skifter i forhold til en bestemt person i løbet af teksten. Det kan være udtryk for udvikling, holdningsændring eller resignation.

Hos læseren foregår der tit en uddybning af forståelsen, mens man arbejder med den tematiske analyse. De overordnede konkrete modsætninger, fx kongens slot & troldens hule, kan fx suppleres med tryghed overfor fare/angst etc. Dvs man bevæger sig fra den konkrete overflade til tekstens dybere betydningslag.

Den tematiske analyse er med andre ord med til at åbne mod tekstens fortolkning, fordi den afdækker det ofte implicitte (indirekte) eller skjulte betydningsindhold. Desuden bliver det også tydeligere, hvordan de enkelte personer er placeret indenfor tekstens værdi-univers.

Denne artikel har handlet om undersøgelse af, HVAD der fortælles. Læs også samme forfatteres artikel om tekstens udsigelse, dvs. om, HVORDAN der fortælles og HVEM, der fortæller.

To top

Tekstanalysens hvad, hvordan og hvorfor

Af dansklærer på Køge Gymnasium

Overordnede analysespørgsmål:

Analysens dele:

Stikord til de enkelte analysedele:

HVAD?

TEKSTENS UDSAGN

’Den 3. personale tekst’

Kan reduceres til 3. person, forkortes, resumeres

FORLØBSANALYSE

Komposition: den faktiske ordning af handlingens sekvenser – svarende til fortælleforløb

Forløb: det rekonstruerede, kronologisk ordnede handlingsforløb – svarende til det fortalte forløb. Herunder personerne som handlingens agenter

TEMATISK ANALYSE

Tematik: tekstens temaer, binære modsætninger, dens ’værdiunivers’. Herunder personerne og deres forskellige tilknytning til tematikkens topologi

HVORDAN?

TEKSTENS UDSIGELSE

’Den 1. personale tekst’

Det i en tekst der ikke kan forkortes, resumeres

UDSIGELSESANALYSE

Udsigelse: måden der fortælles på, ’tekstens stemme’, kommunikationssituation, brugen af fortæller/synsvinkel, stil, billedsprog etc.

HVORFOR?

TEKSTENS DISKURS

’Den interpersonelle, intertekstuelle tekst’.

Det i en tekst der peger ud mod de større sammenhænge som teksten er en del af

DISKURSANALYSE

Diskurs/ diskursivitet: Den sociale, historiske, kulturelle, ideologiske kontekst der er indlejret i ethvert subjekt, enhver institution, enhver tekst og som udgør forudsætningerne og rammerne for at et subjekt oplever, tænker og siger det han/hun gør, og at en tekst er blevet til det den er.

Tekstanalyse efter solmodellen - af Simon Ø. Andreasen (2014)

Analyse af skønlitteratur - af Flemming Wazar Jørgensen (2005)

Indledning

Når vi læser en tekst, er det som regel med en bestemt hensigt. Vi vil fx underholdes eller informeres. Gennem læsningen tilegner vi os teksten og lader den indgå i vores erfaringsverden. Ofte sker denne tilegnelse uden nogen særlig opmærksomhed. Vi er normalt ikke vant til at skulle forklare, hvordan vi forstår tekster. Vi læser og oplever dem bare. Derfor får dansklæreren ofte spørgsmålet: HVORFOR SKAL TEKSTEN ANALYSERES???

Svaret på ovenstående spørgsmål er, at ikke alle tekster er så simple, at vi umiddelbart kan opfange alle deres betydningslag. Gode tekster inviterer til analyse. Man opdager, at hvis man genlæser teksten eller dele af den, så konstaterer man nye detaljer og betydninger, som man ikke lagde mærke til i første omgang, men som nu i lyset af helheden indtager en væsentlig plads. Denne betydningsmæssige lag-på-lag konstruktion udnyttes af alle dygtige forfattere.

At analysere betyder egentlig at skille ad - dvs. opløse noget i de dele, det er sammensat af. Tekstanalysen opløser teksten ved at trække forskellige elementer frem fra teksten, for at se nærmere på hvilken rolle de spiller inden for teksten.

Når vi analyserer en tekst, søger vi altså at dele tekstens komplicerede spil af betydninger op i nogle mere overkommelige betydningsmønstre, som kan vurderes mere præcist. Men formålet er hele tiden at nå frem til en sikrere fastlæggelse af tekstens samlede mening, dens budskab. Det er yderst vigtigt, at vi formår at samle alle delene, så teksten igen fremstår som en helhed.

I det følgende vil jeg skitsere en analysemodel, som kan tjene som et værktøj i forbindelse med tekstarbejdet. Det er væsentligt at pointere, at analysemodellen kun er 'idéliste', og at det er teksten, som bestemmer, hvordan analysemodellen kan bruges.

Modellen rummer følgende punkter:

  1. Genre
  2. Komposition
  3. Synsvinkel
  4. Personer
  5. Miljø
  6. Symboler / sproglige virkemidler
  7. Tema/temaer
  8. Tekstens holdning til de emner/temaer, som den behandler
  9. Tekstens budskab
  10. Din personlige vurdering af teksten

Genre

Først skal vi redegøre for tekstens genreforhold. Nedenstående skitse over skriftlige genrer kan være en hjælp:

Skriftlig fiktion (skønlitteratur)Skriftlig non-fiktion (sagprosa)Skriftlig faktion (fiktionaliseret tekst)
Lyrik (digte)DramaEpik (fortællende tekster)SagtekstFaglitteraturAndetFiktionaliseret dokumentarisk tekstReklame
Digt, salme, sang, folkevise, rapTeater-, musical-, opera- eller filmmanuskriptRoman, novelle, eventyr, kortprosaInformationstekst (faktatekst), opinionstekst (meningstekst)Videnskabelige afhandlinger og artikler, faglige artikler i fagblade eller fagspecifikke magasiner, skriftlige afleveringer på uddannelsesinstitutionerPrivat korrespondance og korrespondance eller information fra offentlige institutioner eller foreninger til privateSagtekster, der gør brug af skønlitterære virkemidler eller indeholder fiktive elementerAnnonce, reklamebillede
Digtgenrer: episk digt, lyrisk digt, rimdigt, prosadigt, knækprosa


Teatergenrer: tragedie, komedie, naturalistisk drama, modernistisk drama (episk drama), absurd drama, senmodernistisk drama.Romangenrer: dannelsesroman, udviklingsroman, mv. se nedenfor. Novellegenrer: se nedenfor. Eventyrgenrer: folkeeventyr, bogeventyr og kunsteventyr

Informationsgenrer: nyhedsartikel, pressemeddelelse, baggrundsartikel, reportage, feature.

Opinionsgenrer: debatindlæg, læserbrev, anmeldelse mv.

Doktorafhandling, universitetsspeciale, tekstanalyse, SSO eller SRP-opgave, faglig artikel

Brev, brugsanvisning, oplysningsbrochure (informationspjece), e-mail, sms, beskeder på sociale medier mv.Fortællende artikel (narrativ artikel), essay, klumme, biografi, selvbiografi, autofiktion

De episke genrers ( i hvert fald romanen og novellens) kendetegn kan nuanceres ved at overveje, om der fx er tale om en realistisk, fantastisk, fantasy-, science-fiction-, gyser-, krimi-, socialrealistisk, trivial, historisk, dokumentarisk, selvbiografisk, biografisk, dagbogs-, absurd, senmodernistisk, hybrid, osv. fortælling.

Det er vigtigt, at du er præcis i din genreangivelse, fordi forfattere i mange tilfælde følger bestemte genres konventioner i forhold til form, komposition, handling mv., mens andre forfattere bevidst forsøger at udfordre eller bryde med dele af en given genres konventionerne.

Derfor bør du, i din redegørelse for tekstens genre, overveje:

  • i hvilken grad der er tale om en konventionel tekst i den forstand, at den lever op til en bestemt genres typiske kendetegn
  • i hvilken teksten eventuelt i mindre eller større omfang bryder med en given genres konventioner. (Faktisk er det i vores samtids litteratur mere almindeligt, at konventioner bliver brudt end holdt).

Komposition

Ved en teksts komposition forstås dens opbygning. En skønlitterær teksts komposition er sjældent tilfældig, men følger ofte visse regler. Fx er et skuespil inddelt i scener, der igen er inddelt i akter, en roman er inddelt i kapitler, et digt i strofer osv. Foruden disse formelle kompositionstræk, findes der også en række særegne træk for den konkrete tekst.

Som det første bør du vurdere, hvorledes teksten indledes. Indledes den:

  1. Ab ovo (også kaldet panoramisk), dvs. en blød, glidende indledning, hvor læseren langsomt sættes ind i handlingen eller
  2. In medias res, dvs. en brat indledning, hvor læseren 'kastes' ind i et allerede igangværende handlingsforløb.

Handlingsmæssig opbygning

For at opnå et godt og sikkert overblik over teksten, kan det være en god idé at foretage en beskrivelse af den handlingsmæssige opbygning.

Inddel teksten i afsnit efter handling og tildel gerne hvert afsnit en overskrift. Eventyr viser sig ofte at kunne inddeles i 3 afsnit: Hjemme – ude – hjemme. Undgå at inddele teksten i alt for mange afsnit, da overblikket dermed let mistes.

Tidsmæssig opbygning

En anden måde at anskue tekstens komposition er ved at se på den tidsmæssige opbygning i teksten.

Er handlingsforløbet fortalt kronologisk, dvs., at der er en jævn fremadskridende handling i teksten? Eller er der tale om tidsmæssige spring i teksten, såkaldte flashback (tilbageblik) eller flashforward (fremadblik)?

Hvis teksten er fortalt kronologisk (fremadskriden i tid uden afbrydelser), kan man også sige, at den har en 'lineær komposition'.

Nogle tekster indledes og afsluttes på samme tidspunkt, ved at hovedparten af teksten fortælles i et flash-back, i så fald taler man om en 'cirkelkomposition'.

Spændingsmæssig opbygning

En anden måde at anskue kompositionen på er ved at se på den spændingsmæssige opbygning.

Vurder, hvordan intensiteten i spændingen udvikler sig gennem teksten.

Lav en graf, der viser en såkaldt 'spændingskurve'. Kurvens toppunkt kaldes for tekstens 'klimaks'.

<media 3196 _blank - "Klik på illustrationen for at se den i større udgave i nyt vindue"></media>

Synsvinkel

Ved begrebet synsvinkel forstås den måde, som teksten er fortalt på. Du bør skelne mellem synsvinkel og fortællersynsvinkel.

Der kan indgå forskellige synsvinkler i samme tekst. Fortællersynsvinklen udtrykker den synsvinkel, som er anvendt i teksten som helhed.

Nedenstående skematiske fremstilling kan tjene til en afklaring:

SynsvinkelFortællersynsvinkelEksempel
Indre synsvinkelIndre synsvinkelBare jeg nu også når bussen kl. 8.00.
Indre synsvinkel i én person + indre synsvinkel i en anden eller flere andre personerPolyfon eller vekslende synsvinkelHan fornemmede, at han ikke kunne nå bussen til tiden. Hun håbede bare sådan, at han ville nå bussen, så han var hjemme, inden aftensmaden blev kold
Ydre synsvinkelYdre synsvinkelHun gik ned mod busholdepladsen.
Indre synsvinkel + ydre synsvinkelKombineret synsvinkelHun gik ned mod busholdepladsen. Jeg skal altså nå den bus, ellers kommer jeg for sent på arbejde.
Forfatterkommentar + kombineret synsvinkelAlvidende fortællersynsvinkelHun gik ned mod busholdepladsen. Jeg skal altså nå den bus, ellers kommer jeg for sent på arbejde. Men hun ville ikke nå det, for den var netop lige kørt.

Sammenfattende kan man sige om fortællersynsvinklen, at:

  • Indre synsvinkel = når begivenhederne fortælles gennem en persons sansning, følelser eller tanker.
  • Vekslende synsvinkel = når begivenheder fortælles gennem flere personers sansning, følelser eller tanker
  • Ydre synsvinkel = når begivenhederne fortælles fra en position uden for personernes hoveder.
  • Kombineret synsvinkel = når teksten veksler mellem ydre og indre synsvinkel.
  • Alvidende fortællersynsvinkel = når teksten veksler mellem ydre og indre synsvinkel, og/eller der indgår forfatterkommentarer i teksten.

Personer

Ved personer forstås bredt: mennesker, dyr, dæmoner, eventyrfigurer osv., kort sagt levende væsener i fortællingen. I stedet for 'personer' bruger man også nogle gange det betydningsmæssigt lidt bredere begreb: karakterer.

Hovedpersonerne er de personer, som bærer handlingen oppe, mens bipersonerne har en sekundær placering i forhold til hovedpersonerne.

En personkarakteristik kan opdeles i:

  1. Direkte karakteristik (gengivelse af det som vi direkte får at vide om personerne)
  2. Indirekte karakteristik (det, som vi kan udlede/tolke ud fra tekstens beskrivelse af, hvad personer siger, sproget, de bruger, måden de taler på, den eventuelle beskrivelse af personers sansninger (perception), følelser (emotion), handlinger (adfærd) og tanker (kognition). Husk at begrunde dine fortolkninger).

Vi skal i vores karakteristik af personerne søge at beskrive dem såvel socialt som psykologisk. Det er vigtigt, at vi skal forsøge at forklare, hvorfor de handler, som de gør. Det er en god idé at inddrage psykologiske eller sociologiske teorier i sin argumentation.

Vurdér, om persontegningen i teksten er nuanceret (også kaldet rund eller dyb persontegning) eller stereotyp (også kaldet flad persontegning). I et folkeeventyr er persontegningen fx næsten altid stereotyp, helten er god og trolden er ond, mens den i kunsteventyr ofte er nuanceret.

Miljø

Det kan her være en god idé at skelne mellem sted og miljø. Med sted menes de steder, hvor handlingen udspilles, fx i en lejlighed i det indre København.

Ved miljø forstår vi de omgivelser, som personerne i teksten lever under. Miljøet kan beskrives på mange måder:

  • socialt (under-, middel-, overklassemiljø)
  • kulturelt (kultur kontra natur)
  • psykologisk (varmt/koldt, trygt/-utrygt)
  • aldersmæssigt (børnemiljø/voksenmiljø)
  • kønsmæssigt (mandemiljø/kvindemiljø) osv.

Også miljøkarakteristikken kan igen opdeles i:

  1. Direkte karakteristik (gengivelse af det som vi direkte får at vide om miljøet)
  2. Indirekte karakteristik (det som vi kan udlede/tolke udfra teksten. Husk at begrunde).

Symboler og sproglige virkemidler

Symboler

I nogle tekster er der mange symboler, i andre kan man ikke finde nogen. Dette gør det vanskeligt at sige noget generelt om symboler. Dog kan man sige, at et symbol er et billede på noget andet. Dette er nemmest at illustrere gennem et eksempel, som vi alle kender. Når man læser H.C. Andersens eventyr, der hedder Nattergalen, kan man opfatte de to nattergale som henholdsvis en rigtig og en kunstig fugl. Men læser man dem symbolsk, kan de repræsentere henholdsvis det naturlige (oprindelige) kontra det kunstige (menneskeskabte).

Hvis en tekst på denne måde lader sig 'oversætte' til et symbolplan, da viser det sig ofte, at den rummer et langt dybere og mere universalt budskab end ved første umiddelbare gennemlæsning.

Andre sproglige virkemidler

Udover at være opmærksom på symboler i teksten, er det også en god idé at notere sig de sproglige virkemidler, som forfatteren i øvrigt benytter sig af. Det gælder fx metaforer, sammenligninger, gentagelser, overdrivelse, underdrivelse, ironi og sarkasme. Her kan man spørge sig, hvad det gør ved teksten eller ved ens oplevelse og forståelse af teksten, at der gøres brug af sådanne virkemidler.

Tema(er), holdninger og budskab

Tema

En teksts tema(er) er de generelle forhold, som den beskæftiger sig med.

Som eksempler på hyppigt forekommende temaer kan nævnes: Kærlighed, sorg, undertrykkelse, angst, usikkerhed osv.

Ofte er det således, at temaerne er bygget op omkring modsætningspar, fx:

  • individ/omverden
  • natur/kultur
  • kærlighed/had
  • liv/død
  • undertrykkelse/frigørelse

For at finde tekstens tema(er) kan det være hensigtsmæssigt at svare på følgende spørgsmål:

  • Hvilke almene problemer tager teksten op?
  • Hvilke forhold med betydning for læseren beskrives i teksten?
  • Hvad handler teksten mere abstrakt og generelt om?

I næsten alle skønlitterære tekster kan man finde flere temaer afhængig af, hvorledes man læser og oplever teksten.

Holdninger

Ved holdning forstår vi forfatterens holdning til det eller de temaer, som teksten tager op. Der er flere måder at afdække holdningen på:

  1. Hvis der indgår forfatterkommentarer i teksten, kan man ofte ud af disse læse en holdning.
  2. Undersøg plusord og minusord i teksten, og kæd disse sammen med forfatterens holdning.
  3. Se på, hvordan det går for personerne i handlingen, og kæd dette sammen med forfatterens holdning
  4. Se på livssynet/ideologien/diskursen i teksten, og kæd dette sammen med forfatterens holdning.

Tekstens budskab

Budskabet er det, som teksten vil sige læseren.

Budskabet finder man frem til ved at se på tekstens temaer og ved at se på de holdninger, som den fremsætter til temaerne.

Man kan altså sige, at budskab = temaer + holdninger.

Din personlige vurdering af teksten

Når man skal vurdere en skønlitterær tekst, bør man dels se på:

  1. Tekstens form (komposition, valg af fortællersynsvinkel, sproglige virkemidler)
  2. Tekstens indhold

I forbindelse med tekstens form skal du vurdere, om teksten er godt/dårligt komponeret, godt/dårligt skrevet osv.

I forbindelse med tekstens indhold skal du bedømme, om teksten betydningsfulde eller betydningsløse temaer op. Desuden kan du tilkendegive, om du er enig eller uenig i tekstens budskab.

Det er afgørende vigtigt, at du kommer med gode begrundelser, der understøtter dine vurderende påstande. Hvis du ikke gør det, har din vurdering ingen værdi - i hvert fald ikke i danskfaglig sammenhæng.

Download eventuelt <media 4322 _blank - "Artiklen vises som pdf i nyt vindue">artiklen som pdf</media>.

To top

Fortælleren i fiktion (video) - af Ann-Kerstin B. Christensen (2014)

To top

Personkarakteristik - af Dorthe Christina Jensen (2011)

Personkarakteristik - af Rune Staun Søndergaard (2014)

To top

Personkarakteristik - af Birgit Martha Bruun og Nanna Christensen (2014)

Oversigtspapir om personkarakteristik

En personkarakteristik stykker man sammen af flere forskellige stumper personbeskrivelse gennem tekstens forløb. Ved læsningen skal man derfor løbende være opmærksom på:

  • hvilke oplysninger der slippes løs om tekstens personer
  • hvornår i forløbet
  • af hvem
  • hvorfor

Oplysningerne kan man gruppere sådan:

  1. Handlemåde/Adfærd: Hvad gør personen, og hvordan gør personen?
  2. Sprog: Hvad siger personen, og hvordan taler personen?
  3. Udseende: Hvordan ser personen ud? Kropsbygning, kropssprog, påklædning, frisure, ansigtstræk, alder m.m.
  4. Karakteregenskaber: Hvordan er personen? Hvordan virker personen?
  5. Reaktionsmønstre: Hvilke følelser og /eller fysiske reaktioner viser personen? Hvornår?
  6. Baggrund/Miljø/Fortid/Livshistorie: Hvordan er personen blevet sådan? Hvordan har personen haft det? Kobles altså med bagudsyn, flashbacks m.m. (se kompositionsanalyse)
  7. Indre liv/psyke: Hvad tænker, føler, drømmer erindrer og sanser personen? Er der indre spændinger? Får læseren adgang til personens ubevidste gennem f.eks. fortalelser, bevidsthedsstrøm eller symboler?
  8. Personens navn: I nogle tilfælde er der navnesymbolik på færde.
  9. Fremtid: Hvordan er personens fremtidsudsigter, fremtidsplaner, fremtidshåb.

Punkterne ovenfor er ment som en maksimumliste, de vil ikke alle sammen være at finde i alle tekster. Med listen i hånden kan man altid gå i gang med at lede efter stof til sin personkarakteristik.

Husk at opgaven for den, der analyserer, ikke primært er at karakterisere de fiktive personer, men at afdække HVORDAN forfatteren har konstrueret sin personkarakteristik. Hertil skal du bruge følgende optik:

Telling og showing, direkte og indirekte personkarakteristik: Hvordan fremkommer personoplysninger? Og hvad betyder måden personoplysningerne forekommer i teksten på:

Telling eller direkte personkarakteristik gives gennem passager med beskrivelse eller kommentar.

Den beskrivende fremstillingsform underretter os om hvordan personen ser ud og/eller beskriver vedkommendes karakteregenskaber.

Gennem den kommenterende fremstillingsform vurderer fortællerstemmen personen og udtrykker direkte over for læserne hvad vi skal mene om personen.

Direkte personkarakteristikker kan ret enkelt lokaliseres vha. understregninger, og de indsamlede oplysninger kan umiddelbart anvendes i arbejdet med personkarakteristikken.

Showing eller indirekte personkarakteristik skal vi selv formulere på baggrund af tekstpassager med beretning og replik.

Gennem fremstillingsformen beretning kan vi få referat af hvad der sker med personen, hvad personen siger, og hvad vedkommende tænker - men ikke nødvendigvis alle tre dele.

Gennem fremstillingsformen replik 'hører' vi personens direkte tale og/eller tanke.

En teksts indirekte personkarakteristik må tolkes frem - her indgår altså en afvejning og et skøn.

Få styr på hele persongalleriet: hovedpersoner, bipersoner og statister.

Bipersonerne sætter hovedpersonerne i relief.

Statisterne har først og fremmest betydning i forhold til læserens oplevelse af det miljø fortællingen foregår i.

  • er der tale omrepræsentative typer ('flade' personer) eller om mere nuancerede og komplekst sammensatte individer ('runde' personer)?
  • er der tale om særlige personkonstellationer, oftest kontrast- eller parallelfigurer?
  • udvikler og ændrer personerne sig?

Sammenfat iagttagelserne og formulér forfatterens hensigt med det hele.

To top

Miljøkarakteristik - af Birgit Martha Bruun og Nanna Christensen (2014)

En miljøkarakteristik stykker man sammen af flere forskellige stumper beskrivelser af steder og miljøer i tekstens forløb.

Ved læsningen skal man løbende være opmærksom på hvilke oplysninger der slippes løs om det sted eller det miljø1 som en teksts personer bevæger sig rundt i.

Oplysninger om miljø kan man gruppere sådan:

  1. Hvor? Geografisk, land-by, ude-inde, hjemme-ude, ...
  2. Hvornår? Er det et historisk miljø eller et nutidigt, evt. beskrivelser af før OG nu i en kontrast/udvikling.
  3. Hvordan mht. økonomiske og sociale forhold? Rig-fattig? Uddannelses-/ arbejdsforhold? Fællesskaber - Isolation. Fysisk miljø (jvf. også punkt 1)
  4. Hvordan mht. sprog, påklædning, adfærd (dette punkt overlapper flere af punkterne i oversigtspapiret om personkarakteristik. Men tingene hænger jo sammen, og jo mere I kan sløjfe analyselagene sammen, jo bedre!)
  5. Hvordan mht. religiøse og politiske forhold.
  6. Hvorfor? Forfatterens hensigt med de udvalgte miljøoplysninger og de valgte miljøkonstellationer (måske kontraster mellem forskellige miljøer?).
  7. Mange miljøbeskrivelser har ikke blot til formål at afbilde den ydre, men tjener også til at indkredse en indre virkelighed: En kvinde i regnvejr på Solitudevej viser både hen til en konkret adresse i København og en grå melankolsk stemning. Når miljøbeskrivelsen på denne måde bliver symbolsk, taler vi om 'rum'.

Note: Etymologisk stammer ordet miljø fra det franske mi-lieu. Mi kommer fra midi, medium og betyder 'midt i'. Lieu betyder sted. Miljø er altså det sted, man som menneske befinder sig midt i - eller det sted, man er omgivet af - fysisk, men også psykisk.

To top

Komposition og forløb - af Birgit Martha Bruun og Nanna Christensen (2014)

En kompositionsanalyse undersøger, hvordan en teksts begivenheder/elementer forløber i tid , dvs. kortlægger, i hvilken rækkefølge de indtræffer i teksten.

Arbejdet kan i almindelighed gøres ved at inddele teksten i kortere afsnit og sætte overskrifter på, som angiver, hvilke informationer der er i fokus i de enkelte afsnit.

Her er nogle generelle spørgsmål, du kan stille til din kortlægning:

  1. Hvilke hovedafsnit falder teksten i, og hvilke overskrifter vil du give?
  2. Hvordan er forholdet mellem de enkelte af snit – hvad, hvem, hvor, hvornår?
  3. Hvilken rolle spiller det enkelte afsnit i forhold til helheden – hvorfor kan det ikke undværes?
  4. Hvilke oplysninger har læseren, hvornår får han dem, og hvad betyder det for forståelsen?
  5. Hvilke begivenheder fremhæver den anvendte komposition? Hvordan opbygges spænding?

En kompositionsanalyse identificerer og benævner principper, mønstre, systemer i det tidslige forløb af begivenheder. Er der en tidslinje, en kronologi eller evt. brud på en kronologi (flashback – flashforward, varsler)?

Kompositionsprincipper

Prøv, om du kan bruge et eller flere af de principper, som listes op i punkterne 1-4 nedenfor.

Det kan også være, der er tale om helt andre principper, som du selv må identificere og benævne?

En kompositionsanalyse bedømmer til slut virkningen af den samlede komposition. Hvilke hensigter og budskaber ligger der gemt i kompositionen?:

Parallelle afsnit, hvor der i afsnit, der ligner hinanden (men netop ikke er helt ens, fordi de måske signalerer en udvikling), fx berettes om en eventyrhelts 1., 2. og 3. prøvelse. Eller hvor der i sideordnede afsnit i en fortælling fortælles om forskellige personer, der senere viser sig at være et slægtskab imellem eller en anden form for forbindelse. Fx den norske forfatter Alexander Kiellands (1849-1906) novelle Karen fra 1882.

Cirkelkomposition, hvor fortællingen starter og slutter samme sted - enten helt konkret netop samme fysiske sted eller tidsmæssigt samme tidspunkt i handlingsforløbet.

Rammefortælling. En rammefortælling er kendetegnet ved, at der er flere historier inden i hinanden. Én af historierne er rammen for de andre historier. Rammehistorien foregår som regel på et senere tidspunkt end hovedhandlingen. Fx kan den foregå i nutiden, hvor en person fortæller om et begivenhedsforløb, der udspiller sig tidligere.

Selve rammehistorien danner altså 'ramme' om ét andet handlingsforløb eller om flere forskellige handlingsforløb.

Nogle gange indeholder rammehistorien kommentarer til hovedhandlingen eller til de forskellige handlingsforløb, der indgår i rammefortællingen. Andre gange er det historierne i rammen, der viser sig at give en forklaring på tingenes tilstand i rammehistorien.

Spændingskurve, der typisk er kendetegnet ved at der sker en konfliktoptrapning, der bevæger sig mod et dramatisk højdepunkt, et spændingsklimaks, for derefter at finde en eller anden form for løsning (lykkelig eller mindre lykkelig). Fx Henrik Hertz (1797-1870) digt Skriftemålet, den amerikanske forfatter Edgar Allan Poes (1809-1949) essaynovelle Genstridighedens Djævel fra 1845 og Jan Sonnergaards (f. 1963) novelle Lille skat (2000).

Kontrasterende afsnit, hvor der fortælles om forskellighed af en eller anden slags, der indeholder stof til skabelse af konflikt. Fx 1. kapitel i Herman Bangs (1857-1912) Ved Vejen fra 1886, digteren Emil Bønnelyckes (1893-1953) futuristiske digt Århundredet (1918) og Inger Christensen (1935-2009) sonetkrans med titlen Sommerfugledalen (1991).

Mulighederne er uanede; måske finder du paralleller, symmetrier, cirkler eller kontraster; måske mimer kompositionen et fraktalt system, et alfabetiseringssystem, en matematisk talrække eller noget helt andet.

I forbindelse med kompositionen er både indledningen og afslutningen interessante afsnit:

I indledningen (den såkaldte initiale determinant) antydes ofte i første afsnit hvad fortællingens handlingsmæssige kerne, konflikt eller tema. Hvad enten indledningen er 'ab ovo' (et handlingsforløb præsenteres helt forfra) eller 'in medias res' (spring ind midt i en allerede begyndt handling).

Slutningen er vigtig at undersøge nærmere, fordi den måske indeholder en morale – måske er slutningen åben eller lukket. Ofte vil slutningen fortælle om personers nåen frem eller ikke nåen frem, af og til antyder fortælleren sine hensigter med at få det foregående fortalt, undertiden fremfører forfatteren helt åbenlyst og direkte sit budskab til sidst.

Fortællingens tre faser

1) Præsentation (drama: 'eksposition') af person og miljø. Præsentation mangler i mange tekster, men den er oftest forudsat. Eller en alternativ betegnelse: Orden. Her har du en myretue, hvor livet går sin vante gang m. dronning, arbejdere, myrestier, æg, larver etc.

2) Begivenhed (drama: 'konflikt'), der er konkret til stede i teksten, og som skaber eller genererer en konflikt. Eller en alternativ betegnelse: Uorden: Nogen stikker en st ok i myretuen!

3) Konfliktløsning (drama: 'løsning'). Den kan lykkes, mislykkes, eller det kan stå åbent hvordan løsningen falder ud. Eller en alternativ betegnelse: Ny orden. Her skitseres to muligheder der ligger langt fra hinanden: Integration: Myrerne laver nye stier, dronningen reddes over i en anden ende af tuen, der lægges nye æg etc. Udslettelse: Myretuen går til grunde, myrer, æg og larver spises af skovens dyr f.eks.

Aktantmodellen

Aktantmodellen er udviklet af den franske strukturalist A.J. Greimas, der på baggrund af en analyse af de russiske folkeeventyr fandt frem til følgende grundelementer, som en fortælling kan bestå af:

<media 3921 - - "IMAGE, Greimas' aktantmodel, greimas-aktantmodel_dansksiderne.PNG, 9.5 KB"></media>

Aktantmodellen tager udgangspunkt i fortællingens hovedperson, der er subjekt - det vil sige den, der handler i fortællingen.

For at der overhovedet kan sættes en handling i gang, må subjektet have et mål eller et ønske - et objekt - som efterstræbes eller begæres. Der kan her være tale om såvel personer som ting og begreber (prinsessen, penge, lykke). Pilen fra subjektet til objektet i modellen kaldes for begærs- eller projektaksen.

Objektet er ofte knyttet til en giver - for eksempel kongen - der sørger for at objektet, prinsessen - 'overføres' til modtageren, der som regel er sammenfaldende med subjektet, da de fleste hovedpersoner sandsynligvis begærer noget til sig selv. Denne akse, mellem giver, objekt og modtager, betegnes transport- eller kommunikationsaksen.

Til opnåelse af sit mål er hovedpersonen omgivet af en række elementer som på forskellig vis hjælper eller forhindrer subjektet i at nå sit mål. Både for hjælper-aktanten (den gode fe, en gammel morlil) og modstander-aktanten (trolden, herremanden) kan der være tale om personer, ting og begreber. Aksen mellem hjælper, subjekt og modstander kaldes konflikt-aksen.

Det dramatiske højdepunkt

<media 3962 - - "IMAGE, Illustration af spændingens mulige udvikling i en fortælling, spaendingskurve_vuc-aarhus.png, 35 KB"></media>

Tredelingen præsentation, begivenhed og løsning kan også kombineres med den dramatiske genres spændingskurve. Kurvens højeste punkt, klimaks, er det dramatiske højdepunkt, dvs. det sted, hvor konflikten er allermest tilspidset, og hvor løsningen stadig kan falde ud på forskellige måder.

Det dramatiske højdepunkt ligger umiddelbart før løsningen, og det er her konflikten gennem en isolationsproces fremstilles i 'ren' form og uden overflødigheder – i hvert fald når vi taler om klassisk opbyggede dramatekster.

Denne model kan udbygges til den mere komplekse berettermodel.

Opmærksomhedsfelter i øvrigt

Forløb i tid:

  • Kronologisk eller a-kronologisk?
  • Og hvis forløbet er a-kronologisk - hvor er der så tale om flashback eller flashforward?
  • Udeladelser? Udelades lange (vigtige/uvigtige) tidsforløb?

Fortætning:

  • Er der tidsforløb som målt i tid er ultrakorte, men som i tekstforløbet fylder mange ord? Jf. tempo nedenfor.

Tidslinje:

Hvis en tekst har mange spring i tid: tegn gerne begivenhederne op på en tidslinje og reflektér over resultatet.

Tempo: Forholdet mellem fortælletid og fortalt tid:

  • Lavt fortælletempo: Et kort tidsforløb i den fortalte tid (begivenhedernes tid) fylder forholdsvis meget i fortælletiden (tekstens tid, det der står på papiret). Fremstillingsformen bliver her typisk scenisk. Der kan ske en udspiling af fortælletiden. Scenen giver læseren en illusion af at være samtidigt medlevende med det fortalte.
  • Højt fortælletempo: Et langt tidsforløb i den fortalte tid fylder kun lidt i fortælletiden. Her sammenfattes mange begivenheder til få sætninger. Fremstillingsformen er panoramisk, sammenfattende, summarisk i forhold til et længere tidsrum. Denne fremstillingsform rummer en kontrast mellem fortælletid og fortalt tid: læseren er ikke i tvivl om, at det, der fortælles om, er sket, og at fortælleren tager sig af at overskue og formidle begivenhedsforløbet som en slags service for læseren. Læseren kan derfor i højere grad føle sig i fortællerens vold sammenlignet med den sceniske fremstillingsform. Men ak – fortællerens 'magt' er sådan set lige stor i begge tilfælde.

To top

Analyse af lyrik - af Casper Albertsen (2014)

Præsentation og genrer

Ordforklaringer

Emotionel

Emotion betyder egentlig 'bevægelse' og bruges ofte i betydningen 'sindsbevægelse' eller 'følelsesmæssig bevægelse'. Begreberne emotionel og 'følelsesmæssig' bruges normalt i samme betydning. Hvis en person karakteriseres som emotionel, menes sandsynligvis, at vedkommende er en meget følelsesladet, en følsom person.

Folkevise

også kaldet 'ballade'. Oprindelig kendetegnet ved at være en fortælling, der blev fremført som sang. En folkevise var skrevet på vers (dvs. inddelt i strofer) ofte med omkvæd. Folkevise-genren blev introduceret i Norden i 1200-tallet. Man kender til 837 oprindelige folkeviser i Norden fra den tid. Over 300 af dem er danske. Læs mere på Dansk Wikipedia.

Implicit

betyder 'indirekte' eller 'skjult, men underforstået' - i modsætning til eksplicit, der betyder 'direkte' eller 'åbenlyst'.

In medias res

In medias res betyder 'midt i tingene'. Udtrykket bruges i litterær sammenhæng om den indledning i fx en novelle eller roman, der er kendetegnet ved at starte midt i en handling, der tilsyneladende allerede er i fuld gang.

Indre syn

Indre syn (eller indre synsvinkel) er der tale om, når synsvinklen lægges ind i en person, således at læseren (lytteren) får adgang til personens bevidsthed, til hans eller hendes sansninger, følelser og tanker.

Der er særlige sanse-, følelses- og tankeverber, der ofte fungerer som indre syns-markører, dvs. at de signalerer, at nu er der sandsynligvis indre syn i en person. Fx: Han så, han hører, han lugtede, det smagte dårligt, han kunne lide, han føler, han fornemmer, han elskede, han tænkte, han synes, han mente, han ved, han måtte mv.

Meningstekst

Meningstekster (også kaldet opinionstekster) er tekster, der en kendetegnet ved, at afsenderen tilkendegiver sin mening om et eller andet forhold, der har med virkeligheden at gøre. Typiske meningstekster er debatindlæg, læserbreve, kronikker, klummer, anmeldelser mv.

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt