Hvad er en dokumentarfilm

Definition af dokumentarfilm - af Synnøve Kjærland og Torben Blankholm (2001)

Dokumentarfilm er film, som handler om livet og virkeligheden, og som beskæftiger sig med centrale kulturelle, politiske, sociale eller kunstneriske spørgsmål. Filmene kan være politiske, poetiske, propagandistiske, observerende eller personlige. Det er film, som umiddelbart kan se meget forskellige ud. Men fælles for dem er, at de har et tæt forhold til virkeligheden.

Her ligger dokumentarfilmens stærkeste fascinationskraft, energi og styrke og også dens dilemma.

Den danske dokumentarist Jørgen Roos har engang sagt:

En dokumentarfilm er ikke en spillefilm og heller ikke en reportagefilm, det er virkeligheden oplevet gennem et temperament. Det kan være en forfatter, en instruktør eller en fotograf.

Theodor Christensen, som regnes for den danske dokumentarfilms far, har defineret dokumentarfilmen på følgende måde: Dokumentarfilm er ikke virkelighed. Det er ikke billeder af en handling, men handling i billeder.

Theodor Christensen mente ikke, at dokumentarfilmen skulle nøjes med at beskrive eller gengive noget, der var sket. Filmen skulle i kraft af sine billeder fortælle historier på en ny måde.

Hvis man slår disse to beskrivelser sammen, kan dokumentarfilmen karakteriseres som film, der henter deres stof fra virkeligheden, men som præsenterer det ud fra en personlig holdning eller synsvinkel.

Dokumentarfilm er en kunstart og ikke blot et medie, der skal registrere sandheden om virkeligheden.

Ovenstående beskrivelser af dokumentarfilm rummer tre elementer, som er essensen af en dokumentarfilm:

  • Dokumentaristens kreative tilgang til virkeligheden. Dokumentaristens interesse for og syn på verden påvirker, hvad han eller hun lægger mærke til og vælger at tage med som en del af sin film. Derfor vil en dokumentarfilm altid være en bearbejdning af virkeligheden.
  • Bearbejdningen af virkelighedsmaterialet. Dokumentaristen bearbejder de oplysninger og informationer, han eller hun har om virkeligheden, i forberedelses- og produktionsprocessen. Gennem den dokumentariske metode og fortælleform styres tilskuerens opmærksomhed og oplevelse af, hvad filmen vil fortælle.
  • Virkeligheden. I en dokumentarfilm beskæftiger man sig med virkelige historier og virkelige mennesker. Dokumentarfilmen har ligesom spillefilmen sin egen historie, æstetik, mesterinstruktører og milepæle. Man har op igennem dokumentarfilmens historie set forskellige toneangivende tendenser, ikke blot i forhold til hvordan filmene har set ud, men også i form af hvilke historier man har ønsket at fortælle. Derfor er dokumentarfilmen en spændende og fascinerende filmform at beskæftige sig med.

Dokumentarfilm og spillefilm

  • En dokumentarfilm adskiller sig fra en spillefilm, ved at den tager udgangspunkt i virkelige historier og mennesker i modsætning til spillefilmen, som bygger på et opdigtet manuskript.
  • I en dokumentarfilm er de medvirkende virkelige mennesker, som enten lever eller har levet, mens spillefilmens karakterer er konstruerede og fiktive.
  • Selv om grænserne for, hvordan en dokumentarfilm og en spillefilm ser ud, er flydende, har nogle æstetiske formelementer været regnet for dokumentariske, og andre for fiktive. Mange forbinder en dokumentarfilm med et mere ”råt” udtryk, f.eks. grovkornede og lidt rystede billeder, som viser, at man har filmet ude i virkeligheden, hvor tingene sker. Men dokumentarfilm ser meget forskellige ud. Det dokumentariske ”udtryk” har ændret sig i forhold til, hvilket teknisk udstyr man til enhver tid har haft til rådighed, hvad man har villet fortælle, og hvilken rolle man har tillagt dokumentarfilmen i forhold til den sociale, kulturelle og politiske virkelighed.
  • I dag ser man en større og større tendens til, at spillefilmen ”låner” de typiske dokumentariske fortælleelementer, hvis det er vigtigt at få tilskueren til at forestille sig, at den historie, der fortælles, er virkelig. Det kan netop være at bruge håndholdt kamera og vælge kunstig belysning fra, så filmen får et mere autentisk udtryk.
  • I dokumentarfilmen vælger instruktøren fortælleform efter, hvilken historie han eller hun vil fortælle. Det er almindeligt at bruge håndholdt kamera, interview og voiceover, men mange vælger også at rekonstruere, iscenesætte og dramatisere dele af en dokumentarfilm for at understrege og forklare bestemte dele af historien. Tidligere anså man det for at være manipulation af virkeligheden; i dag er det for mange dokumentarister naturlige redskaber i historiefortællingen.

Dokumentarfilm og tv

  • De fleste mennesker ser dokumentarfilm på tv, som er dokumentarfilmens vigtigste distributionskanal. Lige siden tv kom frem, er der blevet vist og produceret dokumentarprogrammer på tv. I dag er det meget almindeligt, at tv-stationer er med til at finansiere dokumentarfilm, som de så efterfølgende viser.
  • Tv-folk kan arbejde filmisk, og filmfolk kan lave tv, men der er nogle æstetiske valg og arbejdsmetoder, der skiller en dokumentarfilm fra en tv-dokumentar.
  • En dokumentarfilm har som regel en længere produktionstid end en tv-dokumentar, hvilket betyder, at man som regel går ”dybere” ned i sit emne eller sin historie. En dokumentarfilm er i højere grad et personligt projekt for instruktøren, som er mere synlig og knyttet til filmen.
  • I tv skelner man mellem forskellige former for tv-dokumentar. Mange af dem er præget af en journalistisk tilgang. Man har typisk et emne, man vil belyse, og udsendelsen forberedes af en tilrettelægger. Ofte er det en problemstilling, der skal undersøges, og arbejdsmetoden er generelt journalistisk. I en dokumentarfilm er den kunstneriske og kreative tilgang til virkelighedsmaterialet mere central.
  • I en dokumentarfilm kan tvivlen være en stærk drivkraft. I en tv-dokumentar søger man generelt efter sandheden om en sag eller emne.

Nye tv-formater

Efter at der blev åbnet for flere danske tv-kanaler i slutningen af 1980’erne, blev dokumentarprogrammerne en konkurrencefaktor stationerne imellem.

Dokumentarprogrammerne opnåede høje seertal og blev regnet for kvalitetssymboler for godt og sobert tv. I de senere år har nye realityprogrammer og -serier udvidet grænserne for, hvad man betragter som dokumentariske programmer. Almindelige mennesker er blevet en del af større mediekoncepter og begivenheder styret af kommercielle interesser. Underholdningstanken dominerer og har i mange tilfælde overskygget dokumentarfilmens traditionelle humanisme og samfundsengagement. Typiske eksempler er de mange realityshows som Robinson, Baren og Big Brother, hvor de medvirkende hele tiden overvåges af kameraer, og hvor handlingen for det meste består af trivielle hverdagssituationer. Det private er med andre ord blevet en del af det offentlige rum, og tendensen på tv-kanalerne er, at de ”lettere” dokumentarprogrammer eller serier har erstattet de mere klassiske, gennemarbejdede dokumentarfilm og -programmer.

Mange af de nye dokumentariske formater har altså slået sig op på at komme så tæt på de medvirkende som muligt. I stedet for at fokusere på bredere samfundsproblemer eller emner orienterer de nye programformer sig i stigende grad mod tilskuerens egne mere eller mindre private problemer. Den positive konsekvens, der fremhæves, er, at den almindelige mand og kvinde bliver mere synlige i mediebilledet. Det negative resultat af fokuseringen på den lille historie er, at man mister det overordnede virkelighedsperspektiv, og at alt regnes for lige væsentligt.

Tendensen er også, at man i højere grad ”låner” og benytter fortælleformer og virkemidler på tværs af genrer. Typisk for disse programformer er, at den overordnede skillelinie mellem det at oplyse og det at underholde er ved at nedbrydes. Formålet er, at de nye typer dokumentarprogrammer skal appellere til et bredere lag af befolkningen.

De såkaldte dokusoaps eller hverdagsdokumentarer er dokumentariske serier, som typisk følger dagligdagen på en arbejdsplads eller et ”halvoffentligt” sted. Det kan være en fødestue, en lufthavn eller en avisredaktion. Programmerne er bygget op lidt ligesom en sæbeopera med virkelige mennesker. Hovedpointen er at få tilskueren til at identificere sig med de medvirkende. Man følger de samme personer over flere programmer, og hver episode har sine små dramatiske højdepunkter som f.eks.: Når vores hovedperson flyet, og får journalisten resultatet af Melodi Grand Prix, før avisen går i trykken?

Uddrag fra afsnit læreteksten Fat om dokumentarfilm af Synnøve Kjærland og Torben Blankholm for Det Danske Filminstitut, 2001.

Læs eventuelt et grundigt kapitel om dokumentarfilmens historie i Fat om dokumentarfilm.

To top

Den officielle filmhistorie daterer dokumentar-begrebets opståen til en anmeldelse af Robert Flahertys film Moana (1926), der skildrer livet i Polynesien. Den blev skrevet af den britiske filmproducent og filmteoretiker, John Grierson. John Grierson bruger ganske vist ikke direkte ordet 'dokumentar' eller 'dokumentarfilm' i anmeldelsen, men skriver, at Falhertys film har dokumentarisk værdi (kilde: en.wikipedia.org/wiki/John_Grierson).

Dokumentarfilmens kendetegn - af Gitte Rose (2011)

Dokumentarfilm er en betegnelse som indbefatter et bredt spektrum af film, som kan se meget forskellige ud. Fælles for dem er, at relationen til virkeligheden spiller en afgørende rolle for deres formidling og vores forståelse af filmen (...).

Dokumentarfilmen har - under betegnelsen 'undervisningsfilm' - haft en lang tradition som læremiddel i skolernes undervisning. Undervisningsfilmen (...) tog ofte udgangspunkt i skolens fag og pensum, og formidlingen var pædagogisk tilrettelagt - ofte med en speakerstemme (voice-over), der forklarede centrale forhold og sammenhænge. Undervisningsfilmen var i en årrække en betydelig undergenre indenfor dokumentarfilmen, der dog langsomt er gledet i baggrunden. Undervisningsfilm bruges således i dag ofte i filmbranchen som et nedladende udtryk for film, der har en tendens til at pædagogisere for meget og overforklare sit tema.

(...) Tendensen inden for moderne dokumentarfilm har bevæget sig væk fra den didaktiske form til mere beskrivende former, der overlader konklusionerne til seeren. Og nyere dokumentarfilm vægter ofte også i højere grad modtagerens mulighed for indlevelse frem for at forklare overordnede sammenhænge.

(...) Dokumentarfilmen har i det hele taget udviklet sig både æstetisk og formelt i de seneste 20 år - bl.a. med tv som generator for en ny måde at tænke dokumentarisme. (...)

Hvad karakteriserer en dokumentarfilm i forhold til andre storgenrer?

Filmtypologi

I skolernes undervisning anvendes i dag en bred palet af filmtyper; kortfilm, spillefilm og dokumentarfilm. Som indgang til en diskussion af dokumentarfilmens didaktiske og æstetiske potentiale kan man skelne genren fra filmens øvrige storgenrer:

En kortfilm er pr. definition en film af kortere varighed, dvs. en filmtype primært defineret ved sin længde (...).

Det korte format betyder, at den dramaturgiske opbygning ofte er enkel og overskuelig og meget koncist præsenterer sine temaer. (...)

Spillefilm er fiktionsfilm af en vis længde (som regel mindst 40 minutter, ofte dog 90 min.). Betegnelsen er oprindelig afledt af det engelske 'feature film' (der betegner en biografforestillings hovedattraktion - der som regel netop var en længerevarende fiktionsfilm).

Spillefilmens univers er en imaginær virkelighed, og der stilles ikke krav om, at filmens indhold skal forholde sig til en faktisk virkelighed.

Modsat defineres dokumentarfilm netop ved, at den fremviser autentiske personer, miljøer og hændelser. Denne definition skal dog ikke misforstås derhen, at dokumentarfilm fremstiller virkeligheden uformidlet. Genren defineres således af den britiske filmproducent og filmteoretiker, John Grierson (...) som creative treatment of actuality (på dansk: 'En kreativ behandling af virkeligheden') i hans essay First Principles of Documentary fra 1932).

Men lad os forsøge at indkredse dokumentarfilmgenrens formelle kendetegn lidt nærmere:

Film og virkelighed

Et af de væsentligste elementer ved forståelsen af dokumentarfilm er dens særlige relation til virkeligheden.

Fiktion betegner, at det skildrede er opdigtet og på den måde ikke har nogen virkelighedsforpligtigelser i forhold til tilskueren. (...)

Fakta betegner derimod, at det skildrede er i overensstemmelse med virkeligheden. Dette gælder både i forhold til indholdets eksistens i verden samt formidlingen, der anses for ikke at farve indholdet - fx gennem brug af vidensfald, synsvinkler m.m.

De fleste vil nok intuitivt forstå dokumentargenren som tættere knyttet til virkelighed og fakta end fiktionsfilmen.

Problemet med at anvende 'fiktion' og 'fakta' som definitoriske betegnelser for en bestemt type film er, at der ikke hersker entydighed omkring forståelsen af begreberne. Alle film, selv de mest kulørte spillefilm, er jo baseret på fakta (James Bond kører således rundt i biler, som rent faktisk bliver produceret og som vi kan genkende).

Ligeledes er det især i dag svært at pege på entydige markører der bestemmer og afgrænser de to genrer fra hinanden.

Samspillet mellem fiktion og fakta

I moderne medieværker arbejder man med en række genrer, der på forskellig måde udveksler strategier inden for fiktion og fakta på forskellig måde - fx at autentisk materiale dramatiseres eller sammenblandes med opdigtede scener og rekonstruktioner.

De såkaldte dokusoaps, fx skildringen af livet i lufthavnen i Airline, er baseret på autentisk materiale fra lufthavnen - men skildringen struktureres jo gennem dramatisering. Således anvendes en voice-over, der, i modsætning til brugen af fortællerstemmer i nyhederne, anvender nutid ("Vil Jill nå flyet til Bahamas?"), de medvirkende introduceres som medvirkende i en sæbeopera i indledningen (vi ser dem kort blive præsenteret med navn og billede i introduktionen), der krydsklippes frem og tilbage mellem forskellige forløb for at forhale svarene på de ubesvarede spørgsmål og skabe spænding, der fokuseres primært på konflikter (utilfredse kunder) etc.

Omvendt ser vi tendens til, at der forsøges skabt autencitet i fiktionsværker gennem henvisninger til virkelige begivenheder (dokudramaer), anvendelse af konventioner fra reportagegenren (fx i dogmefilm) etc.

Der sker altså løbende en udveksling af konventioner og figurer mellem fiktion og fakta-genrer - og der udvikles en lang række hybridgenrer.

Hybridgenrer kan gøre det mere kompliceret for tilskueren at gennemskue, hvorvidt en given film er fiktion eller fakta, og dermed præge vurderingen af filmens budskab.

Det kan således være svært formelt at afgrænse dokumentarfilmen fra fx fiktionsfilm. Men måske kan skelne mellem de to genrer ved at tage udgangspunkt i - som foreslået af Bill Nichols - hvordan mange af os intuitivt forstår og bruger dokumentargenren - altså i den konsensus, der er om genren (= den opfattelse af kendetegn ved dokumentarfilmen som genre, der er dominerende/mest almindelig inden for et bestemt kulturområde).

Således har mange af os, der kender til og har set dokumentarfilm eller dokumentarudsendelser, automatisk (intuitivt) særlige forventninger til en dokumentarfilm - blandt andet i forhold til, hvordan den skildrer virkeligheden. Modtageren har en forventning om, at filmen omhandler den virkelige verden, og giver os viden og indsigt om denne verden (...).

Hvilke særlige kendemærker kan vi typisk kende dokumentarfilmen på? Eller vi kan også spørge: Er der nogle særlige koder, nøgleelementer eller markører i en film, der indikerer (peger på), at vi her sandsynligvis har med en dokumentarfilm at gøre?

Dokumentarfilmens nøgleelementer:

Retorik: Temaerne i dokumentarfilm tager ofte udgangspunkt i samfundsmæssige og historiske problemstillinger med fokus på autenticitet, indblik, afsløring.

Et centralt argument: Oftest er teksterne retorisk organiseret omkring et centralt argument i modsætning til fiktionsværkers fortællinger. Argumentet være baseret på forskellige retoriske strategier:

  • Etos: Kildens troværdighed. Fx kan filmen præsentere førstehåndsudsagn fra eksperter eller personer vi har tillid til.
  • Patos: Filmene kan basere argumentationen på fx kendte personers appel og/eller mere følelsesbetonet argumentation (som i propagandafilm).
  • Logos: Filmene kan betone troværdighed og saglighed, fx gennem en transparent fortællestil.

Rubricering: I nogle tilfælde har distributøren (fx i tv-programoversigt) eller en anmelder eller andre på forhånd kategoriseret filmen som en dokumentarfilm.

Brugssammenhæng: Den kommunikationssituation, en film vises i, kan i sig selv skabe forventning om, at der nok nu vil blive vist en dokumentarfilm. Det kan være i skolen , hvor man skal se en film fx i samfundsfag, til et debatmøde, eller et fagligt foredrag eller lignende.

Stil: Dokumentarfilmens stil er ofte præget af reportage, interviews, 'rå' (modsat 'glat') i stil fx hvad angår kameraføring, lyssætning og komposition (disponering/opbygning/forløb).

Optagelser: Den typiske dokumentarfilm er optaget on location, der autencitet i scenografi, etc.

Redigering: I redigeringen af en dokumentarfilm er der ofte fokus på ikke at 'manipulere' gennem fx skjult og usynlig klipning, og fokus på ikke at 'snyde' eller låne materiale uden angivelse af kilder.

Form: Den dokumentariske form er ofte fremstillende og argumenterende, eller observerende og undersøgende (læs om de forskellige former for dokumentarfilm).

Det har dog lige siden dokumentarfilmens fødsel og til og med i dag været et diskussionsemne, i hvilken grad en dokumentarfilm kan og skal søge 'sandheden', i hvilken grad den kan og skal repræsentere virkeligheden og i hvilken grad den skildrer et retvisende eller et manipuleret/iscenesat billede af virkeligheden?

To top

Ordforklaringer

Dokudrama

Dokudrama er en faktionsgenre, der er kendetegnet ved , at en autentisk (= virkelig) begivenhed fortælles som en dramatisk spændingsmættet fortælling af den slags, man kender fra fiktionsfortællinger som romaner, noveller, fiktionsfilm og tv-serier. Man kan sige, at et dokudrama er en faktatekst, der er fiktionaliseret.

Eksistens

Eksistens betyder 'at være til'. Tekster, der har 'eksistens' som tema, handler om særligt væsentlige sider af menneskelivet, bl.a. om at finde svaret på spørgsmålet: Hvad er jeg til for? Hvad er meningen med livet?

Humanisme

Humanisme kommer af det latinske 'humanus', der betyder menneskelig. Humanisme er bl.a. en betegnelse for et livssyn om, at respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed - uafhængigt af ydre autoriteter - bør være ledetråd for individets måde at tænke og handle på.

Vidensfald

Vidensfald betyder, at en afsender (fx en filminstruktør) bevidst tilbageholder viden. Tilbageholdelse af viden kan ske med det formål at skabe spænding eller overraskelse eller bare at fastholde modtagerens interesse, fordi denne måske har en forventning om at få noget vigtigt at vide 'om lidt'/senere i forløbet.

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt