Metrik (versemål)

Om metrik - af dansklærer på Køge Gymnasium

Metrik, også kaldet 'versemål', er et system for fordelingen af trykstærke og tryksvage stavelser i digte. Trykstærke (noteres med en lang streg: ̶ ) og tryksvage (noteres med en en U-lignende bue). Der er fordelingen af disse der giver digtet rytmen. Denne analyse kaldes en skandering.

I en skandering leder man efter en mindste enhed, som går igen i digtet - en såkaldt versefod eller metrum. De fire mest almindelige hedder, efter klassisk forbillede, trokæ, jambe, daktyl og anapæst.

Trokæen består af to stavelser, hvor der er tryk på den første (i notation ̶ U), fx ordet 'flise'.

Jambe er det omvendte af en trokæ, dvs. den består af to stavelser og der er tryk på sidste stavelse (U ̶ ), fx ordet 'musik'.

Dactylos/ Daktyl er en trestavelses versefod, med tryk på den første ( ̶ UU), fx i ordet "Fortovet".

Anapæst består også af tre-stavelser men med trykket på den sidste i stedet (UU ̶ ), fx i ordet 'symfoni.

Man skelner også mellem:

Faldende rytme Stigende rytme
Trokæ: ̶ U Jambe: U ̶
Dactylos: ̶ U U Anapæst: U U ̶
Virker ofte melankolsk, eftertænksomt Virker ofte energisk, rask

Eksempler på skandering

Eksempel 1. Trokæisk, faldende rytme:

Hvis vi ser på første strofe af Emil Aarestrups digt Angst, finder vi et eksempel på en gennemgående versefod:

Hold fastere omkring mig: U ̶ U ̶ U ̶ U ( ̶ )
Med dine runde Arme: U ̶ U ̶ U ̶ U ( ̶ )
Hold fast, imens dit Hjerte: U ̶ U ̶ U ̶ U ( ̶ )
Endnu har Blod og Varme: U ̶ U ̶ U ̶ U ( ̶ )

Skanderingen viser at strofen er skrevet i jamber, men da der er syv stavelser i hver linje, kan det ikke gå op med den to-stavelses versefod jamben er. Det løses ved at der i hvert vers er en cæsur eller pause efter sidste stavelse ( ̶ ). Hvis man læser digtet højt, kan man også føle den er der.

Eksempel 2. Jambisk, stigende rytme:

Hist, hvor vejen slår en bugt: ̶ U ̶ U ̶ U ̶ (U)
ligger der et hus så smukt: ̶ U ̶ U ̶ U ̶ (U)
Væggene lidt skæve stå': ̶ U ̶ U ̶ U ̶ (U)
ruderne er ganske små: ̶ U ̶ U ̶ U ̶ (U)
døren synker halvt i knæ: ̶ U ̶ U ̶ U ̶ (U)
hunden gør, det lille kræ: ̶ U ̶ U ̶ U ̶ (U)
under taget svaler kvidre: ̶ U ̶ U ̶ U ̶ U
solen synker - og så vid're: ̶ U ̶ U ̶ U ̶ U

Fra H. C. Andersens Hist hvor vejen slå en bugt.

Se opgave om rim og rytme.

To top

Rim og rytme - af Birgit Martha Bruun og Nanna Christensen (2014)

Rim

Lyrik er musik! Digte har musikalske egenskaber i kraft af rim og rytme.

Rim er en gentagelse af en sproglyd, en klang.

Den ældre lyrik brugte faste rimskemaer - ikke mindst enderim. Den moderne bruger stadigvæk rim, blot friere.

Forskellige rimtyper

Enderim: Sidste stavelse eller mere i hver verselinje danner rim-mønstre. Der findes bl.a. følgende slags enderim:

  • Parrim: Rim mellem 1. og 2. samt 3. og 4. verselinje. Rimmønsteret bliver: a-a-b-b
  • Krydsrim: a-b-a-b
  • Klamrerim: a-b-b-a

Mandligt rim: Når rimordene falder på en trykstærk stavelse: ord, jord, bord

Kvindeligt rim: Når der falder en tryksvag stavelse efter den stærke: mange, bange, sange

Indrim: Flere ord i samme linje rimer.

Allitteration eller stavrim: Samme konsonant bruges flere gange:

To eksempler: 1. Der skal to til en tynd kop te; 2. I sommer lå søerne som sølvpapir.

Assonans: Samme vokal bruges flere gange:

Eksempel: Den hulker og bruser og gurgler.

Klangvirkning: Lydgentagelse:

Eksempel: Oma Margarine.

***

Rytme

Rytme er en regelmæssigt gentaget vekslen mellem betonede og ubetonede stavelser. For at finde frem til en (evt.) rytme skal man altså kunne skelne mellem hovedtryk og trykstærke (–) stavelser - og bitryk og tryksvage (∪, ÷ tryk) stavelser.

Følgende 3 eksempler (gengivet fra Dan Ringgaard: Digt og rytme, 2001 s. 33) kan gøre rytmens dele synlige:

Et ikke-rytmisk vers:

Min siameserkat Mads forsvandt i morges

Et rytmisk vers:

Min kat er gået hjemmefra i dag.
∪ – ∪ –∪ – ∪ – ∪ –

Et andet rytmisk vers:

Min Mads, min skat, min siameserkat!
∪ – ∪ – ∪ –∪ – ∪ –

((Stavelsen 'si' i ordet siameserkat = bitryk, det første 'e' i ordet = hovedtryk).

Fremgangsmåde, når I arbejder med rytme:

  1. Læs digtet op, og overdriv, så det bliver klart, om der er tale om en fast rytme eller en fri rytme.
  2. Læg mærke til tempo, pauser og skift i rytmen.

I hovedparten af ældre poesi finder vi en fast markeret, sangnær rytme som i denne salmestrofe af Brorson hvor de betonede og de ubetonede stavelser veksler i et fast mønster:

Gik alle Konger frem paa Rad
∪ –∪ – ∪ – ∪ –

I deres Magt og Vælde,
∪ – ∪ – ∪ – ∪
De mægted ej det mindste Blad
At sætte paa en Nælde

Nyere lyrik frigør sig fra strenge rytmiske krav. De bruger fri rytme:

Kun sjældent vil moderne lyrikere lave vers i en gammeldags dadum-dadum-rytme. Snarere skriver de rytmen op imod sætningen, så sangen (rytmen) og betydningen danner en indbyrdes afstand og skaber spænding. (Erik Skyum-Nielsen: Med luft imellem, 1986, s.21).

To top

Ordforklaringer

Allitteration

Bogstavrim, der er kendetegnet ved, at begyndelsesbogstaver, der er eller lyder ens, gentages i flere ord. Et eksempel: Jeg går da tit en tur og tænker mig tom. (Verslinje i sangen Lad det staa af Mikael Simpson fra cd'en Noget laant, noget blaat, 2011).

Assonans

Bogstavrim, der er kendetegnet ved, at vokaler inde i ord, der er eller lyder ens, gentages. Eksempel: Lige før vi for vild.

Daktyl

Daktyl, dactylos, rytmisk figur i faldende rytme: dum-da-da (trykstærk stavelse, tryksvag stavelse, tryksvag stavelse). Et digt, hvis rytmik er domineret af denne figur, kaldes daktylisk.

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt