Strukturmodeller

Betydningens grundstruktur - af Jørn Ingemann Knudsen (2014)

Man kan undersøge en teksts struktur ved at finde de tematiske modsætningspar, der kendetegner den. Både de overordnede og underordnede modsætningspar. Eller vi kan også sige: Både det modsætningspar, der kan siges at udgøre selve den tematiske hovedmodsætning (hovedtemaet) og de modsætningspar, som er underordnede denne, eller som måske helt afviger fra hovedtemaet, og således må siges at udgøre nogle sidetemaer.

Set i et litteraturhistorisk lys er det den såkaldte strukturalistiske litteraturforskning og -kritik, der især har arbejdet med at finde ud af, hvilken 'grammatik' eller struktur, hvilke grundlæggende regler fortællinger egentlig er bygget op efter.

A.J. Greimas udviklede modellen for 'Betydningens grundstruktur' (også kaldet 'Sommerfuglemodellen' eller 'S-modellen') med det formål at karakterisere en teksts indholdsmæssige modsætningsforhold og dermed dens struktur.

Grundprincippet i modellen er hypotesen om, at et tegns betydning opstår i dets relation til andre tegn: Forudsætningen for at forstå, fx et bestemt ord, er, at vi kender dets betydningsmæssige forhold til et andet ord. Fx ved vi hvad betydningen af ordet 'god' er, fordi det adskiller sig fra dets modsætning, nemlig ordet 'ond'.

Strukturalistens påstand er, firkantet sagt, altså: Hvis vi ikke har en forestilling om, hvad 'ond' betyder, ved vi heller ikke hvad 'god' betyder. Oplevelsen af, at Paradis er noget aldeles skønt og harmonisk, er en forestilling, et billede der dannes i vores bevidsthed, fordi vi sammenligner Paradiset med dets diametrale modsætning: Helvede. Det er en opfattelsesmæssig proces, der sker i hjernen - uden at vi som regel er bevidste om det. Det er processer, som bliver mere og mere forfinede og præcise jo mere vi ved, jo flere erfaringer vi tilegner os - en proces, der for øvrigt også er afhængig af, hvilket kulturområde man er en del af. Fx vil det være ligegyldigt om du siger Paradis eller Helvede til et lille barn. Det har jo ingen erfaringsmæssige forudsætninger for at forstå det ene ord i relation til det andet, for det kender ingen af ordene. Ordet 'Paradis' vil også blive forstået anderledes eller slet ikke, hvis det bliver nævnt i et ikke-kristent kulturområde.

Det at vi tænker i forskelle, er et forhold, vi kan overføre på hele tekster: Vi kan få et billede af, hvordan betydninger i en tekst opstår, hvis vi ser på hvilke forskelle, dvs. modsætningspar, der mere eller mindre åbenlyst kommer til udtryk i en tekst.

Det er netop en teksts tematiske modsætningsforhold, vi kan anskueliggøre i modellen 'Betydningens grundstruktur'.

Modellen ser således ud:

To top

Grunden til, at bogstavet 'S' er valgt, skyldes sprogforskeren A. J. Greimas, som kaldte enhederne, der står i hvert sit hjørne af modellen, for et 'sem'. Et 'sem' definerede han som 'betydningens mindste elementer', dvs. forhold som tilsammen karakteriserer et fænomen.

Fx består betydningen af ordet 'pige' bl.a. af semerne 'menneskelighed', 'feminitet' og 'barnlighed' (kilde: Gads litteraturleksikon 2. oplag 2001 s. 39).

Her kan vi se, at semerne knyttet til ordet 'pige' netop definerer dette ords betydning til forskel fra fx ordet 'dyr', som ikke indeholder semet 'menneskelighed', til forskel fra ordet 'mand' som i princippet ikke indeholder semet 'feminitet' og til forskel fra ordet 'kvinde' som betydningsmæssigt ikke defineres ved semet 'barnlighed'.

Dobbeltpilene mellem S1 og S2 udtrykker et såkaldt kontrært modsætningsforhold, dvs. at S1 og S2 på den ene side er forhold, der har visse semer tilfælles, men på den anden side indeholde de hver især semer, der adskiller dem fra hinanden og dermed markerer en betydningsmæssig forskel imellem dem. Fx har ordene 'mand' og 'kvinde' semet 'menneskelighed' tilfælles, men adskilles bl.a. af henholdsvis semet 'maskulinitet' og 'feminitet'.

Dobbeltpilene skal også anskueliggøre, at S1 og S2 er bundet til hinanden på den måde, at betydningen af det ene opstår i relation til det andet, altså det forhold, at vi forstår et bestemt begrebs betydning, fordi vi sammenligner det med betydningen af et begreb, der betyder det modsatte. Man kalder også dette for et 'binært modsætningsforhold'.

Modsætningsforholdet mellem S1 og S1 med streg over betegnes kontradiktorisk, dvs. at det ene forhold udelukker det andet; de har ikke nogle semer tilfælles. S1 med streg over kaldes 'negationen af S1'.

Negationen af S1 er ikke det samme som S2. For hvor S1 og S2 er forbundet til hinanden betydningsmæssigt på den måde, at de er hinandens betydningsmæssige forudsætning (altså at man ikke kan forstå betydningen af det ene forhold uden at kende betydningen af det modsatrettede forhold), så kan negationen af S1 være alt andet end S1.

Fx kan den kontrære modsætning til en pige kun være et fænomen fra samme betydningsområde, som 'en pige' hører til (fx 'dreng'), mens negationen af ordet 'pige', også kaldet "ikke-pige", kan være fx 'dyr', "ting" og alt muligt andet, der ikke er en pige.

Hvordan kan modellen anvendes i det konkrete tekstanalyse-arbejde?

  1. For det første undersøges, hvilke betydningsmæssige modsætningsforhold vi kan finde i teksten. I første omgang laver vi bare en uprioriteret liste bestående af alle de modsætningsforhold, vi mener at kunne udlede af læsningen.
  2. Vi prioriterer listen af modsætningsforhold således, at vi finder frem til det mest overordnede modsætningsforhold (særlige eksistentielle modsætninger), som de fleste andre modsætningsforhold kan underordnes. Det kan fx være overordnede modsætninger som liv/død, harmoni/konflikt, social isolation/social integration, menneskelighed/umenneskelighed, selvværd/selvhad, natur/kultur osv.
  3. Dernæst undersøger vi den tematiske hovedmodsætnings udvikling i løbet af fortællingen ved at spørge og svare på følgende spørgsmål:

    • Hvad er det som negerer S1, således at fortællingen bevæger sig til negationen af S1 og foreløbig muliggør en bevægelse til S2?
    • Hvad er det, der realiserer konflikten, altså bevægelsen til S2?
    • Hvad er det der negerer S2, således at fortællingen bevæger sig til negationen af S2 og muliggør en bevægelse tilbage til eller mod en fornyet tilstand af S1?
    • Hvad er det, der gør det muligt at realisere bevægelsen til S1 igen; hvad er det, der gør det muligt, at S1 bliver genetableret eller genfundet i en højere eller anden udviklet tilstand?

ET EKSEMPEL!

Læs venligst eventyret Tepotten af H.C. Andersen først.

Når jeg har valgt at eksemplificere S-modellens anvendelse på eventyret Tepotten, er det ganske uopfindsomt, fordi Johannes Fibiger og Gerd Lütken, hvis faglige kompetence jeg i høj grad anerkender, har gjort det i deres bog Litteraturens veje, Systime 2004 (Gads Forlag 1996).

De finder følgende modsætningspar i eventyret:

Stolthed ↔ Beskedenhed
Tjenerinder ↔ Dronning
Velstand ↔ Armod
Smagløst vand ↔ Te
Flødekande, sukkerskål ↔ Tepotte
Hel ↔ Itu
Død ↔ Liv
Invaliditet ↔ Fertilitet
Selvkærlighed ↔ Næstekærlighed
Oplevelse ↔ Erindring

Forfatterne vælger modsætningen Liv-Død som tekstens overordnede modsætning, som de andre begrebspar er underordninger af. (s. 20). Og det fører dem til opstilling af følgende S-model:

Modellen forklares med følgende ord:

I eventyrets første fase er tepotten selvbevidst, hel og dronning af tebordet. Men dens stolthed står for fald, og dens mangel (jvf. negationen af hel, som er ikke-hel = mangel, min anm.) bliver bemærket. En bevægelse, der kulminerer, da den under hånlig latter tabes og går itu og herefter må leve i den yderste armod. Her er den ikke-død, for den genopstår og bliver i stand til at give liv til blomsten, for til sidst at leve sit liv i sine erindringer. Den er heller ikke længere fattig, men rig i sin skabelse af blomsten og siden i sit liv i minderne. Det gør den hel i det indre, skønt den er falden og gået itu i det ydre. (s. 20).

Hvis vi skulle forsøge at besvare tidligere nævnte spørgsmål til bevægelsen i netop "Tepottens" narrative (fortællemæssige/handlingsmæssige) forløb, ville svarene kunne lyde således:

  • Spørgsmål: Hvad er det som negerer S1, således at fortællingen bevæger sig til negationen af S1 (fra fx liv til ikke-liv) og foreløbig muliggør en bevægelse til S2 (=død)?
    - Svar: Det er tepottens selvbevidsthed, dens selvovervurdering (jeg er den Givende, den Rådende, jeg udbreder Velsignelsen blandt den tørstende Menneskehed), der fører til negationen, for det må gå galt på et eller andet tidspunkt; det må få negative konsekvenser således at hævde sig selv som mere værd og ophøjet end andre.
  • Spørgsmål: Hvad er det, der realiserer konflikten, altså bevægelsen til S2 (fra ikke-liv til død)?
    - Svar: Det er, at Tepotten rent faktisk går itu, således at den 'fysisk' 'dør'.
  • Spørgsmål: Hvad er det, der negerer S2, således at fortællingen bevæger sig til negationen af S2 (at død bliver til ikke-død) og muliggør en bevægelse tilbage til eller mod en fornyet tilstand af S1?
    - Svar: Det er, at Der blev lagt Jord ind i i Tepotten, og at der i Jorden blev lagt et Blomsterløg. Disse to forhold markerer løsrivelse fra positionen S2.
  • Spørgsmål: Hvad er det, der gør det muligt at realisere bevægelsen til S1 igen (fra ikke-død til (nyt) liv); hvad er det, der gør det muligt, at S1 bliver genetableret eller genvundet i en højere eller anden udviklet tilstand?
    - Svar: Det er helt konkret, at livet rent faktisk opstår (Pulsen slog, Løget skød Spire.) og dels tepottens spirende, omend indirekte selverkendelse af at have levet et egoistisk liv. En erkendelse, der kommer til udtryk i tepottens ærlige tilkendegivelse af, hvor velsignet det er at glemme sig selv i Andre! Tepottens oplevelse af at leve på en ny måde, at leve igennem, give liv til løget understreger, at vi nu definitivt befinder os i S1-positionen igen.

Hvis ret skal være ret kan vi faktisk sige, at Tepotten i løbet af relativ kort tid gennemløber processen liv, ikke-liv, død, ikke-død, liv igen én gang til, idet den jo fratages muligheden for at vedblive med at være livgiver, da den kasseres og bliver kastet i gården. En ny tilstand af liv etableres imidlertid, for, som tepotten selv formulerer det: men jeg har Erindringen, den kan jeg ikke miste.

To top

Aktantsommerfuglen - Af Jørn Ingemann Knudsen (2014)

Man kan kombinere 'Betydningens grundstruktur' og 'Aktantmodellen', således at der dannes en model, vi kan kalde 'Aktantsommerfuglen'. En sådan kombination er ikke en helt tosset ide, for erfaringen siger os, at teksters konfliktstof (de tematiske modsætningsforhold) ofte bevæges og udvikler sig, fordi der ydes modstand eller gives hjælp fra nogen eller noget.

I enhver tekst er der således ofte modstandere og hjælpere, som er den direkte forudsætning for, at en bevægelse kan ske imellem positionerne i et modsætningsforhold (fra liv til død eller omvendt, fra harmoni til disharmoni eller omvendt osv).

En modstander kan være en konkret ydre modstander i form af en person eller en ting, eller modstanderen kan være indre psykiske egenskaber eller mangler hos den person, der arbejder med at løse en konflikt, der søger at nå et eller andet mål. Samme forhold gør sig gældende for hjælperaktantens vedkommende.

Aktantsommerfuglen kan som grundmodel illustreres således:

To top

Hvis vi anvender modellen i analysen af H.C. Andersens Tepotten, kan vi sammenfatte eventyrets dominerende modsætningsforhold, dets modstander- og hjælperaktører på denne måde:

To top

Berettermodellen

Berettermodellen bliver også kaldt Hollywood-modellen, fordi den tager sit udgangspunkt i dramaturgien til en almindelig amerikansk filmfortælling. Vi kan i dansksammenhæng, udover at bruge den som udgangspunkt for diskussion af film, også af og til bruge den til åbning og diskussion af en skriftlig teksts (fx en romans) komposition.

Berettermodellen illustrerer, hvordan spændingen i en fortælling bygges op omkring konflikt og personer.

Selvfølgelig er det ikke alle film, der følger berettermodellen, ej heller alle skriftlige tekster.

  • Anslag – En appetitvækker, der anslår filmens tema, stemning og stil.
  • Præsentation – Vi bliver præsenteret for personerne, deres indbyrdes relationer og miljø samt konfliktstof.
  • Uddybning – Personernes indbyrdes forhold, intriger og baggrund uddybes. Hvem er god eller ond?
  • Point of no return – Vendepunkt for hovedpersonen. Herfra er der „ingen vej tilbage“ – kampen tages op og må føres til ende. Hovedpersonens udvikling starter for alvor.
  • Konfliktoptrapning – Kampen bølger frem og tilbage. Hovedpersonens udvikling støder på forhindringer.
  • Konfliktløsning – Det afgørende slag slås, og konflikten løses.
  • Udtoning – Harmonien genoprettes, og de løse ender knyttes.

To top

Berettermodellen - af Henriette Høvring Petersen (2009)

Anslag: Her får vi en forsmag på fortællingens tema og fortællestil. Tonen slås an. Anslaget er en appetitvækker, der skal vække vores følelser og pirre vores nysgerrighed efter, hvad fortællingen har at byde på. Konflikten lanceres på en interessant måde.

Præsentation: Vi introduceres for fortællingens vigtigste personer og miljøer, dens univers samt personernes forudsætninger. Allerede her lægges kimen til de konflikter og den modstand, personerne snart vil løbe ind i.

Uddybning: Her kommer konflikten for alvor i fokus. Her skildres bevæggrunde og motiver for den videre handling. Vi lærer personerne bedre at kende og får forklaret og uddybet de nærmere omstændigheder.

Point of no return (PONR): Det øjeblik, hvor der sker en afgørende begivenhed. Der er ingen vej tilbage for hovedpersonen/-personerne.

Konfliktoptrapning: Konflikten udvikles og optrappes. Spændingen intensiveres og stiger, og vi længes stærkere og stærkere efter forløsningen. Presset på hovedpersonen (og evt. andre centrale karakterer) øges.

Klimaks: Konflikten kulminerer, spændingen udløses.

Udtoning: De uafsluttede øjeblikke, hvor trådene redes ud i den netop genoprettede harmoni. Hovedpersonen vender tilbage til hverdagen.

HUSK: Modellens styrke er, at man uvægerligt kommer til at kredse sig ind på fortællingens tema, når man skal tegne spændingskurven og finde historiens nøglepunkter. Modellen indeholder IKKE nogen facitliste, men er god som udgangspunkt for en diskussion om en teksts komposition og handlingsforløb og eventuelle spændingsudvikling.

To top

Greimas' forløbsmodel - af Erik Jerlung

Greimas’ forløbsmodel (også kaldet sløjfemodel, sommerfuglemodel og 'betydnings grundstruktur)

Den russiske litteraturforsker V. Propp opstiller i 1920’erne en model over folkeeventyr der indeholder 31 funktioner eller handlingselementer som ethvert eventyr mere eller mindre er en realisation af.

I 1960’erne generaliserer og forsimpler franskmanden A. Greimas Propps model, dels ved at reducere antallet af funktioner til blot 4, dels ved at hævde at denne simple model gælder for alle slags fortælleforløb.

Her eksemplificeres forløbsmodellens grundlæggende udsagn:

Læses således:

Horisontale pile ← → = Overordnede tematiske modsætninger, i dette tilfælde, (1) Kosmos (Orden) over for (3) Kaos.

Diagonal højrevendt ↗ = Benægtelse af (kosmos /kaos), dvs.: Helt 'benægter' (vil ikke acceptere), at kaos skal opretholdes. Diagonal venstrevendt ↖ = Skurk 'benægter', at kosmos skal oprettes.

Vertikal (lodret) venstre ↑ = (4) Heltens forsøg på (gen)oprettelse af (5) Nyt kosmos. Vertikal højre ↑ = skurkens forsøg på oprettelse af kaos.

Eller sagt på en anden måde: (1) Der eksisterer kosmos (orden) i 'verden'. (2) 'Skurk' medvirker til brud på ordenen og er ansvarlig for, at (3) kaos etableres i stedet for kosmos. (4) 'Helt' får som opgave, eller tager selv ansvar for, at bekæmpe 'skurk' og (gen)oprette (5) nyt kosmos (ny orden).

P.S.: Forløbsmodel og forklaringen ovenfor er redigeret af Jørn Ingemann Knudsen.

Transportobjektet, som er selve årsag til bevægelsen fra 1 til 5, er en betydningsfuld genstand/ person/evne/magt etc. som efterstræbes af 'skurken'.

(Helt og skurk er ikke nødvendigvis personer, det kan fx også være begreber/ psykiske kræfter etc.).

Eksempel:

  1. Alt ånder fred og ro oppe på kongens slot (KOSMOS), men kongen er blevet gammel ligesom prinsessen er blevet giftemoden og savner en værdig frier (MANGEL).
  2. Den relative ustabilitet udnyttes af den onde trold (SKURK) der benægter kosmos (pilen fra 1 til 2) og røver prinsessen (transportobjektet) og
  3. opretter KAOS (pilen fra 2 til 3)hvor situationen nu helt er i hans hænder, indtil
  4. prinsen på sin hvide hest (HELT) griber ind og på sin side benægter kaos (pilen fra 3 til 4), dræber trolden og redder prinsessen og dermed genopretter kosmos (pilen fra 4 til 1) og udstreger manglen i kraft af at kongen tildeler ham prinsessen og det halve kongerige.
  5. repræsenterer den sociale ERFARING som selve fortællingen afsætter hos tilhører læsere. I ældre tekster formuleres den ofte direkte som en morale.

I simple fortælleforløb (som fx i eventyr, klassiske dannelsesromaner, fantasy, spændings- og triviallitteratur, opbyggelig og religiøs litteratur) er denne model oplagt at bruge. Den kan dog også bruges til mere komplekse forløb, fx i nyere litteratur uden klassiske helte/skurke eller 'retfærdig', tilfredsstillende slutning i en tid hvor ingen længere kan tro på Gud, Konge eller Fædreland. For under alle omstændigheder spiller enhver konkret iscenesættelse af et fortælleforløb op mod den skitserede model, der for læseren repræsenterer et indstiftet og forventet mønster.

De eventuelle brud på dette mønster registreres umiddelbart af læseren og kan derfor effektfuldt udnyttes af kunstneren. Ofte er der her tale om flere hele eller delvise forløb efter hinanden, eller forløb der starter i KAOS og aldrig når tilbage til KOSMOS (og som karakteristisk udløser vrede, sorg eller ligefrem politisk handlen hos læseren).

Overordnet kan modellen være en hjælp til at anskueliggøre tekstens handlingsforløb (kan her suppleres med andre analytiske redskaber, som berettermodel, spændingskurve og lign.). Samtidig kan man bruge den som en genvej til tematisk analyse. Dens to sider – den euforiserede venstre og dysforiserede højre side med tilhørende personer og steder – afspejler tekstens overordnede tematiske struktur. Endelig demonstrerer modellen hvordan forløb og tematik hænger organisk sammen i fortælling.

To top

Greimas' aktantmodel - af Erik Jerlung

I forbindelse med forløbsanalyse kan det være praktisk at se særskilt på handlingens agenter: personerne. Her kan Greimas’ aktantmodel være nyttig, når det gælder om at undersøge forholdet mellem personerne og uddybe personkarakteristikken.

Modellen er opbygget af en kombination af 3 forskellige akser:

1) En kommunikationsakse/ transportakse: En giver giver et objekt til en modtager

2) En projektakse: Et subjekt efterstræber et objekt (og modtager det/ eller ikke)

3) En konfliktakse: En hjælper bistår subjektet i hans/hendes bestræbelser, mens omvendt en modstander forsøger at modarbejde projektet.

Med udtrykket aktant peger Greimas på at det ikke behøver være en simpel person/aktør, men måske en gruppe af personer eller kræfter, tendenser eller sider af en person, der udfylder aktantrollen. Aktant er altså et strukturelt (fortælleteknisk) begreb og ikke et psykologisk begreb.

Denne model er brugbar, når det gælder om at undersøge forholdet/spændingen mellem personerne. Prøv evt. også at indsætte skurken/modstanderen i subjekt-feltet og se hvordan de tre akser ser ud fra hans/hendes synspunkt!

HUSK: Modeller er KUN et redskab til evt. at åbne teksten. De udgør ikke af sig selv en egentlig analyse af teksten – og slet ikke en fortolkning!

Og forsøg ikke at ’presse’ teksten ind i modellerne. Men tænk i stedet over, hvorfor de evt. ikke fungerer i den konkrete model. Her må så bruges alternative analyseprocedurer.

Vær opmærksom på, at en tekst ofte kan kombinere flere forløb efter hinanden eller kun bestå af en del eller enkelte dele af et forløb (resten af forløbet er så forudsat eller underforstået...).

Link til videoer om sommerfugle-, kontrakt- og aktantmodel

To top

Ordforklaringer

Diametral

Diametral betyder 'fuldstændig modsat'. Beskrives to mennesker som hinandens diametrale modsætning, betyder det, at de er to meget forskellige personer.

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt