Uddrag af bogen Portræt af småborgeren som privatdetektiv af Bo Tao Michaelis, 1978.

Introduktion

Krimilitteraturen har forbrydelsen som motiv. Normalt er det et mord og omstændighederne omkring det, som udgør det handlingsbærende element. Vægten kan ligge forskellige steder i dette forløb: forhistorien til forbrydelsen, mordet og dets gennemførelse, opklaringen af mordet, indfangningen af forbryderen, konfrontationen med skyld, straf og soning.

Detektivromanen lægger vægten på opklaringsarbejdet af den omstyrtende forbrydelse. Hvad skete der, hvem gjorde det? Edgar Allan Poe kan siges at indlede genren med fortællingen om Mordene i Rue Morgue (1841). Her introduceres den "analytiske" detektiv; mere kendt er dog nok Conan Doyles mesterdetektiv Sherlock Holmes. Denne engelske tradition er fortsat af bl.a. Agatha Christie, D.L. Sayers og P.D. James. I USA udviklede der sig en mere "hårdkogt" stil, hvor detektivens analytiske evne suppleres af action med næver og revolver. Replikken og scenen får lige så stor betydning som selve intrigen. Dashiell Hammett, Raymond Chandler og James Lee Burke er hovednavne.

Politiromanen lægger vægt på realismen i skildringen af forbrydelsen og politiets opklaringsarbejde, men den kan også være kritisk over for politiets rolle eller inddrage et psykologisk og feministisk perspektiv. Kendte eksempler er Ed McBain, Sjowall & Wahloo, Henning Mankell og Linda la Plante.

Forbryderromanen lægger vægten på forbryderen og forbrydelsen og ser begivenhederne fra dette perspektiv. Den kan være psykologisk orienteret som hos F. Dostojevski, Truman Capote, Patricia Highsmith og Anders Bodelsen, men udnytter naturligvis også spændingselementet - som suspensestil.

Krimi-formen kan også benyttes som afsæt for en mere eksistentiel eller filosofisk udforskning, sådan som det kan ses hos Franz Kafka, Ole Sarvig eller Paul Auster.

Agentromanen havde sit højdepunkt under den kolde krig med Flemings James Bond-figur; mere seriøs er John Le Cam~. Nordiske navne er Jan Guillou, Jan Stage og Leif Davidsen.

I film og tv er krimien en dominerende genre.(Kilde: Artiklen ”Krimilitteratur” IN: Lars & Andreas Tonnesen: Litteraturens begreber).

Mere om detektivromanen

Detektivromanens egentlige væsen er at affotografere en virkelighed, der så med et ændres idet forbrydelsen begås. For alle personer i romanen og helst uden for romanen registreres denne forbrydelse kun i grove træk. Et mord er begået, hvorfor, og af hvem vides ikke. Detektiven er den eneste, der mestrer at tolke virkelighedens spor i rigtig retning. At dechifrere dagligdagens kode så at sige. Ved at opsøge ting, steder og mennesker har detektiven den evne at få dem til at åbne sig og stykkevis forme et mønster, mordets mønster der uigendriveligt udpeger morderen. Således er detektivromanen en art allegori, hvor detektiven som en slags digter får symbolerne til at tale. Det er denne symbolernes "talen", som udgør spændingen. Den moderne detektivroman finder netop sin styrke, sin spænding så at sige, i at dæmonisere hverdagshændelser for sine læsere. Enhver som har set en Alfred Hitchcock-film ved, hvad der tænkes på. Netop i den såkaldte thriller er dette træk ved detektivromanen blevet udviklet. Hermed er ikke sagt at disse træk ikke også findes i kriminalromanen. Men hvor denne sidste langt mere forsøger at forstå forbryderen, dvs. at fortolke harn psykologisk/eksistentialistisk - og desværre næsten aldrig socialt, er der i detektivromanen lagt et opklarende individ ind, som på en eller anden måde gør læseren tryg. Detektiver dør aldrig, de lever videre fra bog til bog.

Kilde: Fra Portræt af småborgeren som privatdetektiv af Bo Tao Michaelis, 1978.