Novellen

Den klassiske novelledefinition - af Gitte Pasternak

Ordet novelle er kendt tilbage til midten af 1300-tallet, hvor ordet oprindeligt betød nyhed, noget ingen før havde hørt om, altså noget overraskende. Italieneren Boccacccio skrev i 1348 værket Dekameron, der består af 100 noveller, her korte pointerede fortællinger om erotik og kærlighed. Det er først den tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), der efter at have skrevet en kort historie definerer novellen som en særlig genre: "Jeg kalder den novellen; for hvad er en novelle andet end en indtruffet, uhørt begivenhed".

Den klassiske novelledefinition kan beskrives ved følgende tre karakteristika:

  1. Kort fiktiv prosatekst
  2. Énstrenget historie - hvilket betyder, at den kun rummer én hovedhandling med få personer. Den adskiller sig derved fra den klassiske roman, der kan have flere parallelle handlinger, mange personer og et længere tidsforløb.
  3. Trefaset forløb med en begyndelse, en midte og en slutning. Begyndelsen er karakteriseret ved orden(harmoni), midten ved en forstyrrelse af denne orden, idet en uventet, overraskende begivenhed indtræffer og en slutning, der genopretter orden(harmoni) eller opretter ny orden.

Den indledende beskrivelse af orden kan være udeladt, og historien kan begynde in media res, (dramatisk handlingsstart). Afslutningen kan være åben, så læseren selv skal gætte, om en ny orden opstår.

Kortprosa

Et karakteristisk træk ved nogen af vor tids forfattere - fra 1990'erne og frem - er, at de eksperimenterer med novellegenren. De skriver i en kortere og strengere form, som kaldes kortprosa.

Det er svært præcisere, hvor kort en tekst skal være for at kunne kaldes kortprosa. Fra én linje til en halv eller hel side, måske to til tre sider! Vigtigt er det derfor også at se på indholdssiden - og på forskellighederne i forhold til den klassiske novelle i stedet for på lighederne. Ofte skæres forklaringerne bort. Hændelserne bliver vist i stedet for forklaret. Kortprosaen er således en kompleks og komprimeret litteratur, der sætter fokus på detaljen, øjeblikket, en bestemt genstand eller et enkelt ord.

Kortprosaen kan opsummeres ved følgende fem karakteristika:

  1. Kortere fiktiv prosatekst - ofte en øjebliksfiksering.
  2. Skitseagtig - ofte antydende
  3. Ofte kun ansatser til et handlingsforløb - begivenhederne fremtræder ofte som flertydige og labyrintiske - eller man kan sige, at handlingsforløbet i stedet for at være bygget op omkring begivenheder i stedet er en beskrivelse af situationer
  4. Ikke nødvendigvis et forløb med en begyndelse, en midte og en slutning - har ofte både en åben begyndelse og en åben slutning
  5. Ikke plads til udfoldelse af beskrivelser af miljøer, personer eller psykologi

Her har jeg sat den klassiske novelle og kortprosaen op som store modsætninger, men naturligvis består virkelighedens verden også af blandformer, og det kan derfor hele tiden diskuteres, hvilke træk der er de mest dominerende.

Denne drøftelse er ikke alene et kernepunkt i læsningen af vort tids kortere prosatekster, hvad enten de kaldes noveller, fortællinger, historier, beretninger, refleksioner etc., men også i drøftelsen af fx Herman Bangs noveller fra slutningen af 1800-tallet og noveller fra 1950'erne og 60'erne af Villy Sørensen (1929 - 2001) og Peter Seeberg (1925-1999). Deres tekster er også blandingsformer og er i høj grad inspireret af den amerikanske forfatter Ernest Hemingway (1899-1961), som er mere løs i sin komposition og lægger langt mere til fortolkning for læseren end den klassiske novelle gør. Han kaldte sine tekster 'isbjerge', hvor læseren kun præsenteres for en lille del af en større helhed - toppen af isbjerget. Som bekendt regner man med, at det kun er 10% af et isbjerg, som kan ses, resten - de 90% - ligger under vand.

Forfatterne Jeppe Brixvold og Hans Otto Jørgensen skriver i deres forord til antologien Kortprosa 1999: Kortprosaens kvalitet nummer ét er vist genrebruddet, eller måske snarere de fortsatte genrebrydninger mellem episk, lyrisk, faktuelt, diskursivt etc. (diskursiv: det logisk, ræsonnerende)

Kortprosa 1999 er en samling af 100 tekster skrevet i året 1999 af 90 forskellige forfattere. Ideen bag tekstsamlingen var at vise, hvordan den korte prosadigtning så ud dér på kanten til det nye årtusinde.

Videre læsning:

  • Litteraturens veje, Gad 2003. Bl.a. leksikonafsnittet s. 504 og 511 (i den sølvgrå udgave) og s. 447 (i den brune udgave)
  • Max Ipsen: Kortprosa 1990-2003, Systime
  • Er det løgn, hvad jeg siger? Danske noveller fra 1980'erne til 2002, Dansklærerforeningen.Red. Kamilla Löfström og Hans Otto Jørgensen
  • Kortprosa 1999, Arena, Lindhardt og Ringhof, 1999. Red. Jeppe Brixvold og Hans Otto Jørgensen.

To top

Novellen som genre - et litteraturhistorisk perspektiv - af Claus Secher

Jeg har med dette foredrag pålagt mig selv opgaven at give jer det introducerende foredrag om novellegenren, dens kendetegn og dens historie i store træk. Jeg vil indimellem komme ind på Henrik Pontoppidans noveller, men formålet vil være først at diskutere hvad novellen egentlig er for en størrelse, og dernæst at give et kort rids af genrens historiske udvikling. I det teoretiske afsnit vil jeg bruge danske noveller som eksempler. I den litteraturhistoriske halvleg drejer det sig om verdenslitteraturen – men ud fra et stramt udvalg af de allervigtigste novelleforfattere.

Teorierne

Indledningsvis vil jeg røbe, at jeg – ligesom Jørgen Dines Johansen – mener, at den eneste definition af novellen, der stort set dækker samtlige typer, er denne yderst lakoniske: "en novelle er en kort episk tekst" (en kort fortællende tekst). Man kan endog sætte tal på. En angelsaksisk tommelfingerregel siger, at en short story er på indtil 4000 ord, en novelette på 4000 til 40.000 ord, og a novel, en roman, på over 40000 ord.

En sådan kvantitativ definition lyder jo ikke spændende. Grunden til at mere udbyggede teorier kan virke flotte, men aldrig viser sig dækkende, skyldes imidlertid, at litterære genrer er historiske produkter. Nogle endda mere end andre, og novellen har vist sig at være ualmindelig foranderlig, f.eks. sammenlignet med visse klassiske lyrikformer eller tragedien. Når man opstiller regler for en genre, opstiller man dem på baggrund af analyser af et udvalg af tekster, man finder repræsentative. Dette udvalg er begrænset i tid, men ofte også af nationalitet og også påvirket af egne kvalitetsmæssige præferencer.

Ofte viser det sig, at forskerne ser genremæssige karakteristika i træk, som i virkeligheden findes i alle en epokes dyrkede genrer. Når man f.eks. hævder, at novellen beskæftiger sig med mødet med det irrationelle, som flere indflydelsesrige tyske novelleteoretikere har gjort, så glemmer man, at denne novelleopfattelse primært bygger på læsninger af den tyske romantiske novelle. Irrationaliteten genfindes imidlertid i de fleste af epokens tekster, f.eks. romaner og digte, mens man fra andre perioder både før og efter kan finde talrige noveller, der er yderst rationelle i deres tematik. Endelig gælder det, at al litterær udvikling opstår ved, at nye forfattere gør oprør mod dominerende genretyper og genrehierarkier. Teorier om genrer er derfor altid uundgåelige ofre for historiens bagklogskab.

Søren Baggesens teori

Alligevel vil jeg dvæle ved en novelleteori, som i hvert fald de tilstedeværende dansklærere kender lidt til, nemlig den der fremlægges i Søren Baggesens bog Den Blicherske novelle fra 1965. Det er for øvrigt en fremragende bog, der kaster lys over Blichers forfatterskab, men den opstiller også en generel novelleteori, som er stærkt inspireret af den tyske novelleforskning. Den er pædagogisk set god at diskutere med.

Baggesen opstiller på baggrund af tre novelleanalyser (Boccaccio, Kleist og Jeremias Gotthelf) – vi vender tilbage til de to første – tre særlige karakteristika for novellen: 1) den styrende fortæller, 2) begivenheden og 3) pointen. Novelledefinitioner underforstår stort set altid novellen som modsætning til romanen.

Omkring fortælleren hævder Baggesen, at novellen adskiller fortællertid og fortalt tid. Det der sker i novellen, ligger tidsligt forud for selve fortællehandlingen. Det foregives, at handlingen allerede har fundet sted, og at dens slutning allerede er kendt af fortælleren. I fortælleteorien kaldes det at fortælleren har bagudsyn, og det passer med, at novellen faktisk udspringer af den mundtlige fortælling, og at den i sin opstart og langt hen ad århundredernes vej har foregivet at være en mundtlig fortælling. Jvf. f.eks. begyndelsen på Blichers "Sildig Opvågnen": "Jeg mindes ikke noget Dødsfald, der har vakt større Sensation end min mangeårige Ven Doctor L*s i R*". Fortælleren tilkendegiver, at handlingen ligger tilbage i tid, at han tager udgangspunkt i en sen hændelse i forløbet, og tilsløringen af navnene på lægen og byen giver illusion af fortællerens diskretion i forhold til en "virkelig hændelse".

Starten på Pontoppidans Nådsensbrød fra Fra Hytterne lyder således: "Der stod en Eftermiddag et stort Spektakel omme i Smøgen bag Gadekæret, hvor fire-fem sorte Indsidder-Rønner ligger sammenbyltede under Skolebakken./ Anledningen var vægtig nok; det var Stine Bødkers, der skulle på "Kassen"1. Her foregiver fortælleren også, at novellen handler om en virkelig hændelse, som udspiller sig i en nær fortid.

Adskillelsen mellem fortællertid og fortalt tid hænger sammen med en ret fast fortællerstrukturering. At man kan overskue historiens forløb giver en fast styring fra fortællerens side, uanset om novellen er fortalt i tredje person, eller som det ofte sker hos Blicher, af en eksplicit jeg-fortæller: "Stundom når jeg har vandret ret ud i den store Alhede". Fortællerstyringen betyder at læseren sjældent er i tvivl om novellens morale eller tematiske pointer.

Baggesens teorier om novellens særlige fortælleteknik passer givetvis på mange noveller. Problemet er, at den ikke passer på flere andre noveller, overvejende af nyere dato, og at den tidsmæssige adskillelse og den autoritative fortællerstyring vil findes lige så ofte i romaner og eventyr og andre prosaformer. Formularen "Der var engang" gælder for mange prosaformer.

Det andet centrale punkt hos Baggesen var begivenheden. Ved begivenhed forstår han noget "som kommer til mennesker udefra", altså noget der sker med passive personer i modsætning til handlinger, som udføres af aktive figurer. En voldtægt over for en besvimet kvinde som i Kleists "Marquise von O" er set fra hendes synsvinkel, som er novellens, i høj grad en passiv begivenhed, og det tragiske der sker med Cecilia i Blichers "Hosekræmmeren" er hun i høj grad uden indflydelse på, offer som hun er for den patriarkalske fadervilje. På baggrund af denne definition af begivenheden slutter Baggesen:

Novellen er en form, som beskæftiger sig med det irrationelle i menneskenes tilværelse, opfattet som begivenheder samlet i et forløb, snarere end med menneskers aktive, rationelt motiverede handlinger. (s.42f)

Det fremgår flere steder, at i modsætning til novellens begivenhed står romanens (række af) handlinger med aktivt agerende mennesker.

I Blichers noveller er det oplagt, at personerne er passive figurer i tidens ubønhørlige vold. "Ak hvor forandret-temaet" går jo igen i hans noveller, allerstærkest i hovedværket, "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog". Derfor kan man med god grund sige, at der er en form for metafysisk irrationalitet på spil i Blichers noveller, farvet som de er af et pessimistisk kristent forgængeligheds-tema. Jf. Landsbydegnens sidste smukke ord i novellen, et citat fra Davids Salmer: "Anlangedes et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Vejret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kjender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed".

For øvrigt foretager Baggesen både en såkaldt romanlæsning og en novellelæsning af "Brudstykker…" Han hævder, at læser man den som en roman, handler den om Morten Vinges udvikling fra (næsten) vugge til grav. Læser man den som novelle, bliver Jens og Sophies historie den centrale (altså Marie Grubbe-historien) som et billede på hvordan tiden nedbryder alt i tilværelsen, også kærlighed og skønhed. Det lyder meget forførende med denne todelte læsning, men genretilkoblingen er efter min mening en ren cirkelslutning. Hvis man definerer romaner som udviklingsromaner, ja så passer det, og definerer man noveller som irrationelle magters styren af passive mennesker, ja så passer det.

Hvis man tager Pontoppidans Fra hytterne (1887), kan man godt tale om at hovedpersonerne, for det meste husmændene og specielt kvinderne, er ofre for begivenheder, som de intet kan stille op over for. Men denne determinisme er overhovedet ikke irrationelt defineret, men tværtimod yderst materialistisk med bønderne som de nye herremænd og grundtvigianismens bragesnak og præsternes indspisthed med bønderne som ideologiske drivkræfter. Men det passer, at husmændene, specielt kvinderne, er passive skikkelser, som begivenhederne sker med. Helt ned i de fysiske beskrivelser med de tomme øjne eller hoveder, er figurerne gjort passive af undertrykkelsen.

Går man til Skyer (1890), er det imidlertid tvivlsomt om selve begivenheds-begrebet overhovedet kan anvendes. Hvad handler alle disse noveller om provisorietiden egentlig om? Den manglende begivenhed – vil jeg mene – nemlig det manglende oprør med Estrup og provisorierne. Tydeligt i "To Gange mødt", hvor Reinald kampberedt vender hjem til København for at deltage i revolutionen og skuffes bitterligt over, at modstanden mod diktatoren kun er verbal. I "Ilum Galgebakke" – efter min mening Pontoppidans bedste novelle – sker der heller ikke noget, og mandslingen forlader illusionsløst Ilum og det Danmark, som mangler det revolutionære krapyl. I "Den første Gendarm" bliver begivenheden en farce. Kun 'skrædderens mops' tør tage til genmæle i den ellers førhen så verbalt oprørske landsby, og det fald, gendarmen udsættes for, har næppe langtrækkende politiske konsekvenser. Begivenheds-begrebet er altså lige så lidt som det deraf afledte møde med det irrationelle til stede i alle noveller. Omvendt afsluttes f.eks. kriminalromanen som regel med en opklaring af mordgåden, det kan vel godt kaldes en begivenhed, selv om der selvfølgelig er større chancer for flere begivenheder i romanen.

Baggesens tredje karakteristika er pointen, som han i sine tre indledende analyser deler i to:

  1. determinationspunktet
  2. tolkningspunktet

Determinationspunktet er pointen i handlingen, klimaks, f.eks. at de elskende får hinanden, eller skurken får sin fortjente straf.

Fortolkningspunktet er det sted i teksten, hvor novellens mening åbenbares, "den enhedsskabende faktor i teksten".

I forholdsvis enkle novelletekster, hvis primære mål er at underholde, falder de to punkter som regel sammen, som hos Boccaccio, mens de ofte adskilles i mere komplicerede finlitterære tekster.

Baggesen viser således, at tolkningspunktet i "Marquise von O." er det tidspunkt i novellen, hvor det går op for at markisen, at den der var hendes redningsmand, og som elsker hende, også havde voldtaget hende, da hun var besvimet. Determinationspunktet er slutpunktet i handlingen, da hun alligevel tilgiver ham og begynder at leve normalt sammen med ham i ægteskabet. Det er rigtigt, at de fleste noveller, specielt af lidt ældre dato er kraftigt pointeret. Det gør dem mere spændende, og det er ofte forbundet med en tilværelsestolkning. Men også romaner kan være stærkt pointerede eller dramaer eller film.

Efter at have gennemgået og fremanalyseret disse tre novellekarakteristika, hvor novellen pædagogisk modstilles romanen, opsummerer Baggesen kontrasten mellem roman og novelle på denne måde:

Den enhedsskabende faktor i novellen er begivenheden, i romanen er den mennesket. Og mens forløbet i novellen opfattes som irrationelt, som liggende uden for menneskets kontrol, opfattes det i romanen som rationelt motiveret gennem en psykologisk forståelse af de impulser, der driver mennesket til handling (s.45).

Og så vender Baggesen fuldstændig på en tallerken og introducerer et nyt novellebegreb short story’en, så vi får tre prosaformer (vi ser lige væk fra versnoveller og versromaner). Med rette gør Baggesen opmærksom på, at novelle-begrebet – både videnskabeligt og i daglig tale kan jeg tilføje – har to betydninger. Novellen fungerer både som overbegreb for alle korte episke prosaformer, og som synonym med den klassiske novelle i modsætning til den moderne short story. Novelle er det tyske ord, short story det angelsaksiske. Hos Marie Lund Klejuff bliver short story identisk med den amerikanske novelle (over for den europæiske). Som Baggesen og jeg ser det, så er forskellen snarere tidsmæssig, således at short story’en er modernitetens dominerende novelleform. Han nævner linien Turgenjev, Tjekov og Hemingway, forfattere jeg alle vil komme ind på i mit historiske afsnit.

Hvad kendetegner så short story'en? Ja, faktisk er den kendetegnet ved, at alle de tre hovedbegreber der karakteriserede novellen, kan være fraværende.

  1. Short story'en begynder ofte in medias res uden en oplysende forhistorie. Fortælleren kan være næsten fraværende, hvis f.eks. novellen er domineret af dialog
  2. den er ofte begivenhedsløs, jf. min problematisering af begivenhedsbegrebet i Skyer. Og ofte er short story'en uden pointe og ender fuldstændig åbent med en stor del af fortolkningen overladt til læseren. Baggesen udtrykker det på denne måde: at denne genres enhedsskabende faktor er "situationen". Her kunne man referere til den berømte slutning på Herman Bangs novelle "Irene Holm": "Frøken Irene Holm havde indbudt til et "Foraarskursus i den moderne Selskabsdans" i en nær Flække./Der var tegnet seks Elever./ Dér drog hun hen – for at fortsætte det, man kalder Livet". Her ingen begivenhed, her er ingen forløsende pointe, kun den trøstesløse situation i al evighed (næsten).

De tre karakteristika for novellen iflg. Baggesen:

  1. Den styrende fortæller – forskel mellem fortælletid og fortalt tid – eksplicit fortæller
  2. Begivenheden
  3. Pointen - a) determinationspunkt, b) fortolkningspunkt

Centralt i de tre genrer iflg. Baggesen:

  • I novellen: begivenheden
  • I romanen: mennesket
  • I short story’en: situationen

Kortprosaen

Man kan se udviklingen af novellen (i dens brede betydning) som en udvikling fra novelle (i dens mere snævre klassiske betydning) til short story. Denne udvikling kan føres endnu videre, som Bo Hakon Jørgensen gør det i antologien Fortællinger og kortprosa 1877-1907, hvor han ser short story'en som et led i de danske forfatteres vej væk fra den klassiske novelle over mod flere forskellige former for kortprosa, hvoraf short story'en kun er én mulighed. Andre former for kortprosa, der skrives i dansk litteratur fra denne periode er: skitsen, stemningen, prosadigtet, allegorien, lignelsen, fablen og den journalistiske reportage med litterære virkemidler, det man i nyere tid har kaldt New Journalism.

I den glimrende efterskrift fremhæver Bo Hakon Jørgensen, at det der er fælles for alle disse forskellige kortprosaformer, inkl. short story'en, er sansningen og subjektiviteten. Den forudgående større fortælling bryder sammen og forfatteren er primært overladt til sine egne sansninger og stemninger. Stilen bliver impressionistisk, og den faste episke struktur med en begyndelse, en midte og afslutning afløses af en række situationer og stemninger. Han nævner også, men punktet kunne være uddybet, sammenhængen med at forfatterne i tiden ofte ernærer sig ved siden af som journalister. Det gjaldt Bang, det gjaldt Pontoppidan, og det gjaldt i høj grad også Johs. V. Jensen, hvis myte-begreb hang sammen med den journalistiske opdagelse af den moderne industrialiserede verden. Forfatterne færdedes på samme tid i flere forskellige skriftlige universer, og grænserne mellem skøn- og faglitteratur blev mere udviskede.

Henrik Pontoppidan er i antologien repræsenteret med novellen "Den Kongelige Gæst" fra 1902, der som flere af Pontoppidans krøniker ligger midt mellem realismen og den fantastiske fortælling, mellem kronikken og den frie fantasi. Et landsbylægepar modtager besøg af en mand, der præsenterer sig som en ungdomsbekendt af den lokale præst. Han får som en anden Prins Karneval sat en lille fastelavnsfest i gang i lægehjemmet og tør måske ægteparret op i dets småborgerlige stivnen. Ikke meget tyder på, at prins Karneval er præstens ungdomsbekendt. Måske er han heller ikke nogen levende person, men blot en agent fra en fantasiverden, der peger på muligheden for en mere lystfuld tilværelse.

Om kortprosaen skriver forfatterne Jeppe Brixvold og Hans Otto Jørgensen i efterskriften til deres Antologi af dansk kortprosa (Dansklærerforeningen, 1998), at "Kortprosaen er en blandingsgenre, stærkt præget af episke/fortællende træk, men også af lyriske, reflekterende, private og journalistiske. Måske er det i virkeligheden mere rimeligt at kalde den et genrefelt end en genre, dvs. et felt hvor forskellige litterære kvaliteter kan modstilles for at samordnes eller kontrastere. Man kunne se det som en slags valgfrihed mellem forskellige 'hovedformer'. Og så opstiller de denne model:

Modellen viser de forskellige genrer, der kan være på spil i kortprosaens genrefelt.

Kommentarer hertil: skønlitteratur de øverste lag i modellen,ældre former til venstre, der genoptages. De faglitterære nederst og de journalistiske nederst til venstre. Novellen er typisk baseret på sin fortælling, sit forløb, mens kortprosateksten – selv om den åbenlyst lever af sine episke/fortællende rytmer – ikke har til hensigt at udfylde nogen narrativ komposition (som i en afrundet psykologisk personportrættering eller opfyldt handlingsgang, skriver Brixvold og Laugesen.

Henrik Pontoppiddans Krøniker fra 1890 bruger flere af disse genrer fra modellen. "Ørneflugt" er en fabel og et eventyr. "Menneskenes børn" en slags legende. Det samme er "De vises sten" med erkendelsens bitre ord: "den dybe tavse, menneskeforagt ". Det gælder for flere af novellerne, at de meget gerne vil slå et standpunkt fast og egentlig ret let kunne skrives tilbage til kronikker eller essays. "Digterliv" kunne f.eks. være en morsom kronik, om hvor svært det er at leve op til de litterære moder, som en forlægger gerne vil profitere af.

Kortprosaen har trivedes i det 20. århundrede og op til i dag blandt visse af vore forfattere. De store inspirationskilder har været Per Højholts blindgyder og Peter Seebergs forskellige former for kortprosatekster. De tager form af: fødselsdagsartikler, gravskrifter, årbøger, bønskrifter, gavebreve, telefax, reportage, højtalersnak.

Seeberg lægger sprogtonen fuldstændig op ad disse korte og trivielle tekster fra hverdagen og giver dem et lille episk tvist, som er rørende og morsomt. Titelnovellen i Argumenter for benådning (1976) består af en række bønskrifter om en benådning, tilsyneladende sendt til domstolene på forskellige historiske tidspunkter og i forskellige lande. I den første bønskrivelse foreslår en række landsbyboere i Tyskland i det 18. århundrede dommeren at frikende et af deres bysbørn, til trods for at de erkender han har myrdet en række kvinder i nabobyerne. Da han imidlertid er bas i det lokale kor, kan han umuligt undværes, og fremover vil de gerne holde øje med ham. Om fjorten dage indledes af følgende to timeplaner. Timeplan for en gammel gud:

Mandag: sove. Tirsdag: sove, Onsdag: blunde. Torsdag: Lege og senere ;sove dybt. Fredag: Sove, og senere: vugge verden lidt om aftenen. Lørdag: sove dybt. Søndag: Sove og om eftermiddagen: se efter den eenbårne søn en times tid.

Derefter følger blot timeplan for en snegl: den er ikke udfyldt.

Seeberg har været den store faderfigur for de unge kortprosaister som f.eks. Christina Hesselholdt, Katrine Marie Guldager, Merete Pryds Helle og Peter Adolphsen.

Uden at der er forsket så meget i det, bliver sammenhængen altid nævnt mellem på den ene side novellens renæssance og kortprosaens opkomst i 1800-tallet, på den anden dagspressens og tidsskriftets og ugepressens opkomst. Der er ingen tvivl om at sammenhængen er stor. Det samme kan nok ikke siges om kortprosaen i dag, som til gengæld i Danmark er blevet forbundet med Forfatterskolens opkomst (i 1987). Ligesom jeg har set argumenter for sammenhængen mellem den amerikanske novelle og creative writing classes, så har den danske forfatterskole haft en tendens til at fremme korte former.

To top

Novelledefinition - af LL og Erik Jerlung

Den traditionelle novelleform i europæisk litteratur udvikles på baggrund af rammefortællingen. Tusind og én Nat og Decameron er de klassiske eksempler.

I løbet af 1800-tallet opstår den moderne novelleform. Især 3 elementer er afgørende for at bestemme genrens særpræg: Fortælleren, begivenheden og pointen.

  1. Fortælleren. Brugen af en karakteristisk implicit eller explicit fortæller åbner mulighed for en dobbelthed mellem det fortalte og fortællerens formidling/ fortolkning heraf. Hermed understreges novellens karakter som noget, der berettes.
  2. Begivenheden. Novellen beskæftiger sig med begivenheder, der kommer til mennesket udefra snarere end med menneskets formålsbestemte handlinger. Det irrationelle, tilfældige sammentræf griber ind i individets liv. Novellens hovedemne kan derfor siges at være menneskelivets vilkår.
  3. Pointen. Refererer til det punkt i teksten, hvor alle tråde løber sammen og åbner et perspektiv ud over fiktionen, ofte i retning af en helhedstolkning af tilværelsens vilkår.

Afgrænsning mod romanen

Novellen beskæftiger sig med menneskelivets vilkår, skildret i en begivenhedsrække, der muliggør en tolkning. Romanen beskæftiger sig med mennesket selv, dets erfaringer, konflikter, udvikling. Det centrale i romanen er altså mennesket, mens det i novellen er begivenheden. Tilsvarende er synet på mennesket og dets handlinger i romanen nærmest rationelt med forsøg på årsagsforklaringer. I novellen er det omvendt det irrationelle, det tilfældige, der dominerer.

Afgrænsning mod Short Storyen

Hvor novellen kommer til Danmark via tysk tradition, introduceres short storyen i Det moderne Gennembrud gennem især Turgenjevs og Tjekovs kortprosa. Senere, i det 20. århundrede, er det først og fremmest Hemingway, der er normskabende.

Short storyen er ekstremt koncentreret; den opnår sit særpræg i skildringen af en situation, forbundet med en bestemt stemning. Fortælleren er oftest implicit, så situationen står umedieret.

To top

Ordforklaringer

Eksplicit

betyder 'direkte' eller 'åbenlyst' - i modsætning til implicit, der betyder 'indirekte' eller 'skjult, men underforstået'.

Implicit

betyder 'indirekte' eller 'skjult, men underforstået' - i modsætning til eksplicit, der betyder 'direkte' eller 'åbenlyst'.

In medias res

In medias res betyder 'midt i tingene'. Udtrykket bruges i litterær sammenhæng om den indledning i fx en novelle eller roman, der er kendetegnet ved at starte midt i en handling, der tilsyneladende allerede er i fuld gang.

Irrationel

Irrationel kaldes den person, der ikke lader sig styre af sin logiske tænkning, sin fornuft, men derimod af sine følelser. Man bruger også begrebet irrationel i betydningen 'ikke logisk', 'ulogisk', 'mod al fornuft' eller 'meningsløs'.

Rationel

Hvis noget betegnes som rationelt betyder det, at det opfattes som 'logisk', som 'noget, der giver mening' eller 'fornuftigt'. Rationel kaldes den person, der ikke lader sig styre af sine følelser, men af sin logiske tænkning, af sin fornuft.

Refleksion

Refleksion betyder 'overvejelse'

Synonym

Et synonym er et ord, der har samme eller næsten betydning som et andet ord. Fx er ordet 'dum' synonym til 'uklog' og 'stupid'. Synonymer er altså ord, der har samme eller næsten samme betydning.

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt