Reformation - Barok

Reformationen

Omkring 1500 var det danske samfund et standssamfund, hvor det enkelte individ var medlem af en bestemt stand og ikke som i vore dage slet og ret borger i samfundet. Denne orden, mente man, var indstiftet af Gud. For de fire stænder: bonden, borgeren, præsten og adelsmanden gjaldt forskellige retsregler, de havde forskellige rettigheder og forskellige pligter. Langt den overvejende del af befolkningen var bønder - fæstebønder -, der som leje for deres gård skulle overlade godsejeren en vis mængde korn samt udføre hoveriarbejde på hans marker. Til kirken skulle bonden aflevere 10% af høsten og derudover betale skat til kongen. Nogle hundrede adelige godsejere ejede sammen med kirken og kongen 90% af den danske jord.

Hverken adel eller kirke skulle betale skat, men de adelige godsejere var forpligtet til at yde kongen krigstjeneste. Borgerstanden i Danmark var fåtallig og svag. I den almindelige danske købstad ernærede befolkningen sig ved håndværk og lokalhandel.

Mens bønderne levede i et tæt fællesskab i landsbyen, boede adelen på sine hovedgårde, der ofte var velbefæstede. Rundt om hovedgården strakte sig godsets marker og skove. Adelsmandens foretrukne beskæftigelser var godsdriften og jagten, og hans idealer var nært knyttet til forestillingen om adelsmanden som ridder, den der tjente kongen og kirken med sværd i hånd.

I 1517 rejste den tyske munk Martin Luther en skarp kritik af den romersk-katolske kirke. Luther og andre reformatorer vendte sig mod kirkens optagethed af jordisk ejendom. De mente tillige, at den kristne tro kun burde bygge på Bibelen, og at kirkens tradition var uden autoritet. Det, der ikke havde noget grundlag i skriften - f.eks. helgendyrkelsen -, måtte forkastes. Kritikken vandt så stærk genklang, at det førte til sammenbruddet af kirkens enhed. I Nordeuropa og i England gjorde kirken sig uafhængig af pavens autoritet, og der skabtes nationale kirkeorganisationer. Denne løsrivelsesbevægelse kaldes reformationen.

I Danmark var reformationen i 1536 sammenvævet med tronstridigheder og borgerkrig mellem adelen på den ene side og borgerne og bønderne på den anden.

Kirkens store jordejendomme overgik for hovedpartens vedkommende til kongen. Da han tilmed kom til at fremstå som den ny, lutherske kirkes overhoved, var grunden lagt til en styrkelse af kongemagten. Gejstligheden - den lærde stand - blev reduceret til kongens og adelens tjenere, der i ydmyghed måtte sikre sig disses velvilje for at opnå eller bevare embede og dermed eksistensgrundlag.

Undertrykkelsen af bondestanden blev efter reformationen forstærket. Derimod voksede borgerstandens - især storkøbmændenes - velstand i resten af 1500-tallet, uden at standen dog af den grund fik del i den politiske magt.

Kirkens store jordejendomme overgik for hovedpartens vedkommende til kongen. Da han tilmed kom til at fremstå som den ny, lutherske kirkes overhoved, var grunden lagt til en styrkelse af kongemagten. Gejstligheden - den lærde stand - blev reduceret til kongens og adelens tjenere, der i ydmyghed måtte sikre sig disses velvilje for at opnå eller bevare embede og dermed eksistensgrundlag.

Undertrykkelsen af bondestanden blev efter reformationen forstærket. Derimod voksede borgerstandens - især storkøbmændenes - velstand i resten af 1500-tallet, uden at standen dog af den grund fik del i den politiske magt.

To top

Barokken

Reformationen styrkede kongemagten, dels fordi størstedelen af kirkens jordejendom overgik til kongen, dels fordi gejstligheden blev stillet direkte under kongelig myndighed.

Enevælden skabte en ny adelstand bestående af grever, baroner og friherrer, der havde opnået titel og adelskab i kraft af kongelig bevilling. Enkelte borgere kunne altså hæve sig fra deres tidligere stand op i den nye adelsstand.

I 1671 udsendte Christian d. 5. en rangforordning, der indplacerede adelen og de kongelige embedsmænd i en fast rangfølge. Ved hoffet markeredes denne rangfølge ved nøje forskrifter for den daglige omgang.

Den rækkefølge, i hvilken man gik gennem en dør, den orden, man placeredes i ved det kongelige bord, den måde, man hilste hinanden på og den tiltale, man blev til del, var bestemt af ens rang:

Kongen: Stormægtigste, allernådigste arve-konge og herre.

Greven: Deres høj-grevelige excellence, højvelbårne, nådigste herre.

Commerce-råden: Vel ædle og velbyrdige, højtærede herre.

Social position var i dette rangssamfund i endnu højere grad end i det tidligere standssamfund et resultat af kongelig nåde, og dette gjaldt ikke mindst for digterne.

1600-tallet vrimler med overdrevne hyldest- og lejlighedsdigte. De var digternes middel til at tiltrække sig majestætens eller adelige velynderes opmærksomhed for at opnå understøttelse eller embede.

Enevældens indførelse hilstes af digteren Anders Bording (1619-1677) på denne vis:

FRYDESKRIG
over den stormægtigste og højbårne fyrste og herre
KONG FREDERIK DEN TREDJE
da hans kongelige majestæt efter stændernes hjertelige ønske
og enstemmige begæring, sit rige Danmark
TIL ET EVIGT ARVE-RIGE MED KONGELIGE
CEREMONIER OG ÆRE ANTOG
Op Fama, snart op hastelig
al jorden om at svinge,
lad din basun med frydeskrig
og glædens løsen klinge.

Den pompøse stil, de voldsomt overdrevne udtryk og hele den kunstfærdige opsætning er karakteristisk for periodens formsprog, som kaldes barok.

Den Store Danske Encyklopædi skriver således om barokken:

Barokken ytrer sig stilistisk som en bredt appellerende kunst, der vil gribe og involvere modtageren. Udtryksregistret er meget omfattende, fra en psykologisk nuanceret portrættegning, inderliggjort og neddæmpet, til en pompøs, stiliseret kunst, der iscenesætter og forherliger kirkens og den enevældige fyrstes magt.

Udtryksformen er sanselig, farverig og dramatisk bevæget, ofte stærkt ornamenteret, kontrastrig og effekt- og grænsesøgende med en optagethed af komplekse former og samspillet mellem de enkelte kunstarter.

Som stil opstod barokken i Italien. Den spejler 1600-t.s religiøse, politiske og videnskabelige omvæltninger. Den katolske kirke tog kunsten i brug i kampen mod den protestantiske reform. Stilen bredte sig til Spanien og Amerika og nordpå i Europa med en neddæmpning i udtrykket i det franske og de protestantiske områder.

I Nordeuropa var en velhavende klasse af borgere en normsættende aftager af barokkens kunst. I Kopernikus' nye verdensbillede flyttede mennesket fra en sikker plads i en statisk verdens centrum til at være underlagt stadige, uoverskuelige forandringer.

Denne foranderlige verden er barokkunstens motiv: Det gådefulde, det angstfyldte, virkeligheden som den ligger åben for alle sanser, det mystisk henrevne, ekstasen, tiden og forgængeligheden, forvandling, fryd og triumf og mødet med Gud er tidstypiske motiver. Nye genrer, teknikker og instrumenter opstod og vandt frem for at beskrive og fortolke det nye verdensbillede.

To top

Ordforklaringer

Encyklopædi

En encyklopædi er en samling af tekster, der beskriver den menneskelige viden enten generelt(som fx Den Store Danske Encyklopædi eller Wikipedia) eller inden for et afgrænset felt (som fx den danskfaglige encyklopædi på antologien.dk).

Fama

Fama er gudinde for bl.a. berømmelse i romersk mytologi.

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt