Impressionisme

Impressionismen - af Erik Jerlung (Uden år)

Impressionismen i malerkunsten

Impressionisme (latin impressio, fransk impression, indtryk) er en betegnelse, der først anvendtes om malerkunst. Idéen til betegnelsen "impressionister" - egentlig i nedsættende betydning - fik kritikerne angiveligt fra Claude Monets maleri, "Impression au soleil levant" (Indtryk ved en solopgang), som blev vist på en udstilling i Paris i 1874. Inden for malerkunsten betegnede termen impressionisme en stræben efter at fange det umiddelbare indtryk (impressionen) af et sceneri. Kunstneren skulle frem for alt se, og uden nøjere analyse og bearbejdning gengive, hvad hans øje opfattede. (I sine såkaldte serier malede Monet således et par høstakke, nogle popler og facaden på katedralen i Rouen, som de tog sig ud fra samme synspunkt under en mængde forskellige belysningsforhold). Det indebar ikke mindst, at lyset og farven blev det primære i billedet og frigjordes fra afhængigheden af tegningen; konturerne blev mere diffuse. Motivet valgtes gerne sådan, at kompositionen virkede asymmetrisk, ligesom tilfældig, et rask snit ud af virkeligheden.

Den litterære impressionisme

På tilsvarende måde søgte den litterære impressionisme at forstærke sprogets anskuelighed og illusionseffekt. Den byggede således på naturalismen, som den så at sige fortsatte. Naturalismen havde beriget digtningen med et alsidigt virkelighedsmateriale. Men der kunne godt være noget omstændeligt og klodset over de konsekvente naturalisters arbejde, fx den måde de beskrev et miljø på. De impressionistiske forfattere var ligeledes realister med interesse for sanseverdenens mangfoldighed. Men de søgte ikke at reproducere virkeligheden med dokumentarisk fylde og tyngde. Deres mål var at genskabe indtrykket af pulserende liv. Blandt den litterære impressionismes ophavsmænd nævnes oftest brødrene E. og J. Goncourt. Nogen samlet impressionistisk bevægelse har der imidlertid aldrig eksisteret. Sædvanligvis betegner termen impressionisme visse påfaldende træk i den litterære prosa i de sidste par årtier af 1800-tallet. Luise Thon illustrerer impressionistisk stil i tysk prosa med eksempler fra så forskellige forfattere som D. von Liliencron, P. Altenberg, Clara Viebig, J. Schlaf, A. Schnitzler, M. Dauthendey og den unge Thomas Mann.

I sin bog, Impressionismen i dansk prosa 1870-1900 diskuterer S. Møller Kristensen værker af bl.a. H. Drachmann, J.P. Jacobsen, H. Bang, H. Pontoppidan, J. Jørgensen, H. Rode. Med udgangspunkt i Bangs arbejder fortsættes denne diskussion i Thorbjörn Nilssons afhandling, Impressionisten Herman Bang.

For svensk litteraturs vedkommende findes ikke tilsvarende undersøgelser fra dette tidsrum. Men typiske impressionistiske træk kan iagttages i fx Strindbergs prosa fra og med Röda rummet eller i Heidenstams Valfart och vandringsår.

Thons inddeling:

Det rammende udtryk

Passivitet

Koordination

Sløring

Thon har systematiseret sit materiale under de 4 hovedoverskrifter, 'Kunst des treffens', 'Passivität', 'Koordination', 'Verunklärung'. Dermed vil hun angive de impressionistiske digteres bestræbelse på:

(1) at fange det flygtige indtryk i øjeblikket;
(2) at underordne sig sine sansninger og registrere dem, som et følsomt instrument gør det. (Thomas Mann taler om impressionismens passivitet, dens "selvudslettende måde at registrere og gengive på";
(3) at så vidt som muligt reproducere indtrykkene i den rækkefølge, de når bevidstheden på, selv om man derved bliver nødt til at bryde med logiske eller sproglige normer;
(4) at afbilde virkeligheden, den fysiske og psykiske, i den sammensatte og flydende form, der ofte karakteriserer vores oplevelse. Overensstemmelsen med det impressionistiske maleris teori og praksis er slående, hvad angår sammenlignelige punkter.

Fænomenologisk apperception

Den litterære impressionismes formelle særpræg består ifølge Møller Kristensen i væsentlig grad af det, han kalder "fænomenologisk apperception". Således kan man fx i indledningen til J.P. Jacobsens novelle Mogens læse:

Pludselig kom den en lille rund, mørk Plet paa det lysegraa Muld, én til, tre, fire mange, flere endnu, hele Tuen var ganske mørkegraa. Luften var lutter lange, mørke Streger, Bladene nikkede og svaiede, og der kom en Susen, der gik over til Syden; det øste Vande ned.

Sanseindtrykkene noteres her, sådan som de indfinder sig det ene efter det andet. Læseren må selv være med til at opdage regnvejret. Det bliver mere umiddelbart, mere konsekvent 'impressionistisk', end hvis forfatteren fra begyndelsen havde fastslået, at det begyndte at regne, eller at der kom en heftig regnskylle.

Karakteristisk for den fænomenologiske apperception er bl.a. en tendens i retning af at lade et iøjnefaldende træk ved en genstand repræsentere helheden.

Pars pro toto Man anvender altså gerne den form for metonymi, som i den klassiske retorik benævnes pars pro toto, "del for helhed". En mand med en diamantnål i slipset kaldes ganske enkelt "Diamantnålen"; en anden med et "stort rødkogt Hoved" optræder under betegnelsen, "det kogte hoved".

Brud med skriftsprogssyntaks

Ligesom de impressionistiske kunstnere kunne forkaste tegningen som grundlag for maleriet, så havde forfatterne på deres side den mulighed at sætte den traditionelle skriftsprogssyntaks ud af kraft med det formål at øge stilens illusionseffekt.

Således brydes ofte den grammatisk logiske ordfølge for at sætte et eller andet træk i virkelighedsskildringen i kraftigere relief.

Paratakse frem for hypotakse

Hypotaktisk (underordnet) sætningsbygning erstattes i vidt omfang af en parataktisk (sideordnet).

Indtrykkene bliver hermed løsere sammenknyttede, det ene ved siden af det andet; appositionerne (navnetillæggene) breder sig. I det hele taget dominerer det associative princip på bekostning af det analytiske.

Komposita

Som typisk for impressionismens stræben efter syntetisk afbildning af sammensatte indtryk kan man betragte visse ordsammensætninger af mere tilfældig art: "frosttyst", froststille (Ola Hansson), "sommarblanke kväller", sommerblanke aftener (Heidenstam), "blygtförnäm", genertfornem (Fröding). Bestræbelsen på at gengive nuancer så præcist og koncentreret som muligt kan ses i et andet syntaktisk træk, der minder om sammensætningen: "giftigt grann", giftigt smukt, "sorgset godmodigt"'sørgmunter' (Heidenstam), "förvånat allvarsam", forbavset alvorlig, "illistigt rädd", lumsk bange, "skaldiskt slapptförnäm", digteragtigt sløvtfornem (Fröding).

Fra alvidende til anonym fortæller

I ældre romaner var fortællerens-forfatterens autoritet indlysende. Han optrådte gerne i eget navn for at veksle et par ord med læseren og kommentere begivenheder og mennesker med en alvidende myndighed. De impressionistiske digtere undgik sådanne indslag, der brød illusionen. De ville eliminere indtrykket af fortællerens nærvær i beretningen; denne skulle så at sige selv udfolde sig for læseren.

Dramatisering, dialogteknik

Et af deres vigtigste midler for at nå denne effekt blev brugen af direkte tale, dialog, hvor de bl.a. søgte at give en illusion af flere personers samtidige talen: replikkerne kunne komme hulter til bulter, flimrende, kaotisk. De nødvendige regibemærkninger blev givet i korte indskud mellem replikskiftene, referatet indskrænkedes til et minimum. Det indebar en tilnærmelse til den dramatiske form: man skulle opleve prosafiktionen, som om man overværede et skuespil.

Brug af 'citation' og 'farvning'

Dækning

Hvor den direkte tale af en eller anden grund ikke synes hensigtsmæssig, har forfatteren alligevel mulighed for med mere diskrete midler at skabe, hvad Møller Kristensen kalder en 'pseudoobjektiv' fremstillingsform.

For at give sin skildring en bestemt tone anvender han ord og vendinger, som stammer fra den person eller den gruppe, der omtales. Der er tale om, hvad S. Björck senere har kaldt 'afsmitning fra stof til stil'.

Formen egner sig bl.a. til at give beretningen et ironisk anstrøg. Bang skriver fx i sin novelle Ved Vejen: Bai ville have 'en Opmuntring' og fik purret Marie til hun fandt en Portvinsflaske. Det er stationsforstander Bai selv, der bruger det citerede udtryk. Denne form for indirekte fremstilling:

viser os figuren i stedet for at fortælle om den og passer fortrinligt ind i den impressionistiske antydningsteknik, samtidig med at den episke fortæller træder i baggrunden. (Møller Kristensen).

Indre monolog, stream of consciousness

Et beslægtet stiltræk er indre monolog, også kaldet 'style indirect libre', 'erlebte rede' m.m.: digteren refererer ikke en persons tanker, men gengiver dem direkte, sådan som de passerer bevidstheden, søger altså at fange "the stream of consciousness".

Formen har ganske vist optrådt sporadisk tidligere, men i den periode, Møller Kristensen behandler, får den overordentlig stor udbredelse og betydning. Den indre monolog imødekommer impressionismens hang til det "svævende, associative, flagrende"; den virker suggestiv psykologisk virkelighedstro:

idet den ikke giver os den færdige, formede tanke .... Men i stedet selve den arbejdende bevidsthed, sanseindtrykkene og tankeforbindelserne, sådan som de kommer og går. (ibid)

Den berømteste og overhovedet det mest ekstreme eksempel i litteraturen herpå er James Joyce's Ulysses, 1922.

Impressionisme som flydende begreb

Dette forfatternavn gør det imidlertid åbenbart, hvor svært det er at afgrænse et flydende begreb som impressionisme. Selv om således et karakteristisk impressionistisk stiltræk kulminerer i Ulysses, kombineres det der med andre indslag, som i Joyce's tilfælde gør betegnelsen impressionist intetsigende eller vildledende.

Afgrænsningsproblemer

De forskellige stiltræk, som almindeligvis betragtes som karakteristiske for en impressionistisk skrivestil, er naturligvis ikke udelukkende bundet til impressionismen. Afgørende er deres hyppighed og intensitet, deres indbyrdes samvirke samt den kunstneriske helhed, de sigter imod.

Formelt set ens stiltræk kan få meget varierende betydning i forskellige forfatters hænder. Den opgave at udskille og afgrænse den litterære impressionisme er alt andet end simpel. Vanskeligheden øges af, at de impressionistiske ejendommeligheder, der i sin tid sprang stærkt i øjnene, lidt efter lidt er blevet en del af det litterære sprog i almindelighed, og de aftegner sig derfor ikke med samme skarphed for en nutidig synsvinkel.

Begrebslig uklarhed

Hertil kommer også den manglende præcision i termen impressionisme, ganske ligesom i dets pendant, ekspressionismen. Den kan aldrig helt udryddes, fordi den skyldes de begreber, de er afledt af.

Al digtning er selvfølgelig både 'indtrykskunst' og 'udtrykskunst'; det er blot afvejningen heraf, der varierer.

Kunstnerisk 'bestræbelse' Betegnelserne impressionisme og ekspressionisme angiver vel snarere retningen for en kunstnerisk stræben; de markerer polerne i et kraftfelt.

Se teksteksempler.

Til toppen

Litterær impressionisme - af Jørn Ingemann Knudsen (2015)

Den litterære impressionismes glansperiode: Ca. 1880-1900.

Impressionismen bygger grundlæggende på en naturvidenskabelig positivistisk grundtanke. I impressionistisk litteratur kommer dette til udtryk ved, at forfatteren opdigter et plot, der til forveksling ligner et, der kunne foregå i virkeligheden. Derefter forsøger han, som en naturvidenskabsmand ville have gjort, at nedskrive sine observationer af plottets små handlingsforløb; han registrerer og noterer, hvad han ser og hører, at personer gør og siger.

Særlige kendetegn for dansk impressionistisk litteratur i dens glansperiode var bl.a. følgende (Note 1):

  1. Scenisk fremstilling i form af:

    • Scenisk beretning, dvs. at et handlingsforløb fortælles relativt detaljeret - trin for trin - i takt med at det foregår. For at give modtageren indtryk af, at en begivenhed fortælles, imens den foregår, bruges et særligt litterært virkemiddel. Det kaldes medsyn.

      Eksempel på brug af medsyn:

      Moppen (hunden, min anm.) var fulgt ud efter hende og havde lagt sig paa en Pude foran sin tomme Madtallerken.
      Frøken Jensen tog Tallerkenen og fyldte den med Franskbrød, blødt op i det varme Vand.
      Moppen fik Tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortære Foderet uden næsten at røre sig.
      Frøken Jensen havde tændt et ensomt Lys. Hun drak sin The med Rugbrødssmørrebrød til - hun skar Stykket med Kniven i sirlige smaa Firkanter.
      Naar hun havde drukket The, gik Frøken Jensen i Seng. Hun bar Moppen i Armen og lagde den ved Fodenden paa Dynen. Saa hentede hun Skoleprotokollen og lagde den paa Bordet ved Sengen.
      Hun laasede Døren og saa' efter med Lyset rundt i alle Kroge og ind under Sengen.
      Saa klædte hun sig af og redte sine Fletninger ud og hængte dem op paa Spejlet. Moppen sov allerede og snorkede paa Dynen.
      (Fra Herman Bangs roman Ved Vejen).
    • Udbredt brug af direkte tale (replikker/dialog) og dækning.
      Brugen af replikker er en særlig scenisk fremstillingsform, som kendes fra skuespillet.
      Det sproglige virkemiddel, der kaldes dækning, er sådan set også en slags replik, bare en skjult form. Derfor kaldes det også dækket direkte tale (eller tanke).

      To eksempler på brug af dækning (selve dækningen er her fremhævet med understregning):

      • Hun skulde besøge de ærede Forældre. Hun turde maaske spørge lidt om Vejen. Madam Henriksen gik ud i Gangdøren og pegede paa Gaardene ud over Marken.
      • Hun saa' efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde saamænd blomstret trofast iaar - hele Tiden. Men nu maatte de snart dækkes til ... Hvor Bladene allerede faldt. Men der var heller ingen Læ for nogenting ... Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard bag Plankeværket. (Fra Herman Bangs roman Ved Vejen fra 1896).

      Direkte tale indgår ofte i en scenisk beretning.

  2. Fortælleren er ikke en typisk alvidende fortæller, som ellers var den mest brugte fortællertype i episk skønlitteratur i 1800-tallet.
    En af dansk litterær impressionismes pionerer, forfatteren Herman Bang (1857-1912), beskrev den impressionistiske fortæller sådan her:

    Paa denne Handlen, den bestandig fortsatte Handlen, fæster han da sin hele Opmærksomhed, og de handlende Mennesker bliver hans Skildrings Genstand. (...) De ydre Ting, han maler, er Kapslerne om den indre Historie. Paa Kapslernes Gennemsigtighed beror deres Værdi. (Fra artiklen En lille Replik, bragt i tidsskriftet Tilskueren, 1890).

    I Gads Litteraturleksikon beskrives fortælleren i den impressionistiske fortælling som den udefraregistrerende fortæller (også kaldet den behavioristiske eller objektive fortæller), [der] er placeret uden for personerne og fremstiller miljøer og begivenheder ukommenteret. (1. udgave 2001, s. 116).
    Hvis man imidlertid studerer fortælleren lidt nærmere i nogle af de impressionistiske tekster fra sidst i 1800-tallet, må man dog konstatere, at selv om fortælleren ikke er alvidende som i mange ældre romaner og trivialtekster, så er han faktisk langt fra at være objektiv. Det forekommer nemlig slet ikke så sjældent, at den impressionistiske fortæller - lige som den alvidende ofte gør - træder frem i teksten med korte kommentarer eller - mere eller mindre skjulte - subjektive vurderinger af begivenheder og personer. Og han nøjes heller ikke med at registrere begivenheder og personers handlinger udefra, han afslører nemlig også ofte mange af personernes indre følelser og tanker.
    Man kan måske sige, at den impressionistiske fortæller består af et kollektiv eller et kor af forskellige fortællestemmer.
    Lad os se på, hvilke fortællestemmer der kan være tale om, og hvordan de typisk kommer til udtryk i impressionistiske tekster:

    • Den observerende fortællestemme, der - via ydre synsvinkel - nøgternt gengiver særlige begivenheder, handlingsforløb eller personers adfærd. En sådan observerende gengivelse kan i nogle tilfælde nærmest minde om et journalistisk referat i en avis eller om en udsendelse i tv, hvor en speaker beskriver en handling, sideløbende med at den foregår.
      Et par eksempler:

      • Det blev læst op en Søndag efter Gudstjenesten, af Sognefogdens Søn, ved Stævningsstenen udenfor Kirken: at Frøken Irene Holm, Danserinde fra det kongelige Theater, den første November i Kroen vilde aabne sine Kursus i Holdning, Dans og Bevægelse, saavel for Børn som for Viderekomne, Damer og Herrer - saafremt et tilstrækkeligt Antal Deltagere tegnedes. Prisen fem Kroner for hvert Barn, for Søskende Moderation.
      • Læs medsyns-eksemplet under pkt. 1.

    • Den subjektive diegetiske fortællestemme, der - via indre synsvinkel - videreformidler til læseren, hvad personer, der deltager i handlingen, sanser, føler eller tænker.

      • Eksempler på indre syn i hovedperson: Hun fik Hjemve, naar hun saá de flade, øde Marker. Og saa var hun ogsaa bange for Tyre og løbske Heste.
        - - Hun vidste ikke, hvordan hun var kommet op, hvordan hun var kommet ud .... Hun havde hørt Musikken, der med ét holdt op - og Latteren - Latteren, mens hun pludselig saá alle disse Ansigter .... (…) Inde i Lillestuen stod hun et Nu ved Bordet .... det var saa mørkt for hende, saa ganske tomt ....
      • Eksempel på indre syn i et par bipersoner: Smeden og hans Kone veg ikke fra Nøglehullet. De saá Balletspringene bagfra; Papillotterne strittede paa Issen som Piggene paa et Pindsvin.

    • Den subjektive ikke-diegetiske fortællestemme, der - via indre syn i en udenforstående fortæller - udtrykker personlige fortolkninger eller vurderinger af begivenheder eller personer - eller træder åbent frem i teksten med en såkaldt fortællerkommentar henvendt til læseren. Begge disse forhold (vurderinger og kommentarer) er typiske kendetegn for den alvidende fortæller.

      • Eksempel på fortolkning, hvor det er den ikke-diegetiske fortæller, der fortolker personens fysiske fremtræden: Naar han gik saadan op og ned, stram i Tøjet, og Hænderne i begge Jakkelommerne, saa' man Løjtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt Rundingen fra Kavalleriet. (Fra Herman Bangs Ved Vejen, 1896).
      • Eksempel på vurdering af person: Og pludselig kunde hun le halvhøjt op med en tøset Latter, midt som hun laa .... Her kalder en ikke-diegetisk fortællestemme, personens latter for 'tøset', hvilket sandsynligvis skal forstås i betydningen: barnlig.
        En sådan subjektiv tilkendegivelse af, at den udenforstående fortæller sandsynligvis synes, at personen (der er en midaldrende dame) er barnlig eller ungdommelig i sit fysiske udtryk og sin opførsel læses også i flg. sætninger: Hun stod og saá til med sine Sekstenaars Smaanik. og Hun dansede med Hovedet paa Siden, løftede sig paa Tæerne, med sin ældede Sekstenaars Gratie.
      • Eksempel på fortællers indirekte humoristisk eller måske snarere mildt sarkastisk vurderende beskrivelse af persons udseende: Ida kniksede først for Fruen, en ganske spæd lille Dame, der havde givet Livet til elve Drenge, og hvis Øjne var blevet større og større for hver Fødsel - og saa for Skovrideren. (Fra Herman Bangs roman Ludvigsbakke, 1896).
      • Eksempel på fortællerkommentar (der her er understreget): Hun aabnede Munden - smilede, viste alle sine Tænder (nogle græsselige Tænder).

  3. Anvendelse af sanseord, der fremkalder særlige sanseindtryk hos læseren.

    • I dette eksempel pirres både høre-, smags-, syns- og kinæstetisk sans: Saa delte Støjen sig - ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed; piblede ind i en Port, ned i et Stræde - som om Stenrækkernes tavse Graa langsomt havde suget den til sig. (Fra Herman Bangs roman Stuk, 1887).

  4. Udeladelse af ord (kaldet ellipse) i sætninger eller kortere afsnit. Fx i forbindelse med særlige opremsninger eller beskrivelse af særlige brudstykkeagtige oplevelser eller tanker. Det forekommer af og til i impressionistiske tekster, at sprogbrugen i sådanne udeladelser er nominalstil (eller substantivisk stil), dvs. at der bruges mange substantiver (navneord), pronominer (stedord) og adjektiver (tillægsord) og relativt få verber (udsagnsord).

    • Eksempel: Møbler, Sengeklæder, sorte Hjelme, Stiger, blanke Knapper, oplyste Ansigter, Hjul, Reb, Sejldug, underlige Instrumenter; Mogens styrtede mellem det, over det, under det Altsammen, fremad mod huset... (Fra J.P. Jacobsens novelle Mogens, 1882).

  5. Brug af såkaldt aposiopese, dvs. bevidst pause i, afbrydelse eller pludselig afslutning af sætninger. Det er så op til læseren (eller lytteren) at overveje/fortolke, hvilken betydning pauseringen kan tillægges, eller hvordan den afbrudte sætning måske kan fuldføres.
    En aposiopese markeres ofte med flere punktummer efter hinanden: ....
    Eksempler:

    • Mændene sagde: - Naa - Mutter - saa skal vi .... (læs: Naa - Mutter - saa skal vi danse).
    • Og hun faldt i Søvn, mens hun endnu tænkte paa den Tid - den lystige Tid .... Prøverne, naar de stak hinanden med Knappenaale i Læggene .... og hvinte .... Og Aftenerne - - i Garderoberne .... hvor det summede .... alle Stemmerne .... og Regissørens Klokke ....

***

Den forfatter, der mest konsekvent arbejdede med den impressionistiske stil i Danmark i slutningen af 1800-tallet var Herman Bang (1857-1912). Dog kan visse tekster af J.P. Jacobsen (1847-1885), Holger Drachmann (1846-1908), Johannes Jørgensen (1866-1956) og Viggo Stuckenberg (1863-1905) også karakteriseres som impressionistiske.

Den impressionistiske skrivestil har siden inspireret mange forfattere i 1900- og 2000-tallet. I 1950'erne forsøgte især franske forfattere at skrive litteratur (såkaldt nouveau roman (den ny roman)), hvor den objektive fortæller blev ført helt ud i ekstremerne, fx i form af tekster, der ned til mindste lille detalje så nøgternt så muligt registrerede, hvad man kunne se på et postkort eller et fotografi.

Ole Meyer og Jette lundbo Levy har defineret impressionismen fra slutningen af 1800-tallet som en litterær stil, der:

beskæftiger sig med at beskrive en masse overfladefænomener uden at beskæftige sig med graden af vigtighed og betydningsfuldhed i disse fænomener. (...) den impressionistiske stil arbejder med at gennemføre den fuldstændige objektivitetsillusion ved at beskrive dele af ting, samtaler og mennesker, som læseren må forbinde og finde årsags- og handlingssammenhængene i. (I indledningen til Samlerens antologi bd. 7, 3. udg. 1981 s. 27).

Denne definition er lige ved at være en endnu mere præcis karakteristik af den såkaldte minimalistiske skønlitteratur i Danmark i 1990'erne og det efterfølgende årti, der netop bl.a. er kendetegnet ved, at fortælleren er en neutral, udefraregistrerende fortæller, der nøgternt beskriver almindelige menneskers adfærd og helt bevidst undgår at kommentere og vurdere personerne og deres adfærd/handlinger.

Til toppen

Glossary

Diegese

Begrebet diegese bruges i litterær sammenhæng om handlingen/ handlingsniveauet i en fortælling. En diegetisk fortæller er fx en fortæller, der er person i handlingen, og en ikke-diegetisk fortæller er en fortæller, der ikke indgår i handlingen.

Indre syn

Indre syn (eller indre synsvinkel) er der tale om, når synsvinklen lægges ind i en person, således at læseren (lytteren) får adgang til personens bevidsthed, til hans eller hendes sansninger, følelser og tanker.

Der er særlige sanse-, følelses- og tankeverber, der ofte fungerer som indre syns-markører, dvs. at de signalerer, at nu er der sandsynligvis indre syn i en person. Fx: Han så, han hører, han lugtede, det smagte dårligt, han kunne lide, han føler, han fornemmer, han elskede, han tænkte, han synes, han mente, han ved, han måtte mv.

Komposita

Ordet komposita kommer af det latinske 'componere', der betyder at sammensætte. Komposita er en sproglig sammensætning af ord, som normalt ikke hører sammen. Komposita bruges ofte som billedsprogligt virkemiddel i digte.
     Eksempler på komposita (fremhævet med rød skrift): og forskanset sammentrængt i dette sekundliv (fra digtet Labyrinter (1979) af Poul Borum), en sminket Glædesmaske (fra digtet Efter Maskeraden (1858) af Chr. K. F. Molbech) og: Hørte jeg ikke i altings Inderste / Strengen dirre lys / som Nymaanesølv (fra digtet Strengen, den rene (1943) af Tove Meyer).

Metonymi

En metonymi er et ord eller et udtryk, der skal forstås i overført eller udvidet betydning, idet det peger på et andet ord eller udtryk, som det er erstatning (substitution) for, og som det betydningsmæssigt har nærhed til/forbindelse med.

Et par eksempler: De ville en tur i det grønne, hvor udtrykket i det grønne er erstatning for 'naturen'. Det hvide hus har besluttet..., hvor udtrykket Det Hvide Hus er substitution for den politiske ledelse (præsidenten) i USA.

Moderation

betyder her nedsættelse eller afslag i prisen. I dag ville man sikkert bruge ordet 'rabat'.

Stævningssten

en sten uden for en kirke, der markerer det sted, hvor ledende folk i sognet (lokalområdet) holdt møde efter kirketid.

dansksiderne.dk | ISBN 978-87-998642-0-1 | © Jørn Ingemann Knudsen (ansvarshavende redaktør) og forfatterne 2024 | Kontakt