Postmodernisme

Postmodernisme - af dansklærere på Køge Gymnasium

En række delvis forbundne retninger, der siden 1970'erne har gjort sig gældende inden for filosofi, arkitektur, billedkunst, litteratur, dans, film og sociologi. Begrebet er ikke entydigt, men alle retninger forholder sig til modernismen, enten i form af en videreførelse af den eller et opgør med den. På dansk forvirres begrebet yderligere af, at nogle misforstår postmodernismen, som det der kommer efter 'modernismen', altså den formeksperimenterende kunst op gennem det 20. årh. Postmodernismen eller postmoderniteten betyder imidlertid det, der kommer efter - og vender sig kritisk imod - 'moderniteten' (fr. la modernité), også kaldt 'oplysningsprojektet', (dvs. perioden fra 1600-tallets slutning til ca. 1980).

Filosofi

I slutningen af 1970'erne begyndte nogle filosoffer, bl.a. Jean-François Lyotard, at anvende det arkitektur- og kunstteoretiske begreb det postmoderne som betegnelse for en tendens i tidens filosofi og samfundsliv. Lyotard er især kendt for bogen La Condition postmoderne (1979, da. Viden om det postmoderne samfund, 1982), som beskriver videnskabens situation ved overgangen til det postmoderne samfund.

Den "postmoderne tilstand" hævdes at være kendetegnet ved et bortfald af de "store fortællinger": Ikke bare de traditionelle religiøse og filosofiske værdisystemer, men også deres negative modstykke, de store kritiske teorier som fx marxismen og psykoanalysen, har mistet deres autoritet. I stedet fremhæver de pågældende filosoffer - der mod deres vilje ofte betegnes "postmodernister" - de "små fortællinger", dvs. lokale, situationsafhængige kriterier for, hvad der er godt og sandt, ligesom de lægger vægt på æstetik og afstår fra at fordømme kommercialisme og popkultur.

Et stadium på vejen mod denne tilstand blev i 1960'erne kaldt attituderelativisme. Jürgen Habermas er blandt de filosoffer, der har kritiseret postmodernismen for at være politisk reaktionær og repræsentere en form for moralsk relativisme.

Det postmoderne samfund

Sociologien inkorporerede i 1980'erne postmodernismen som en ny kritisk erkendelsesmåde og som en erkendelse af nye samfundsmæssige forandringer. Postmodernismen gør op med en universel vestlig tænkning - karakteristisk for 'moderniteten' eller oplysningsprojektet' - der bygger på rationalitet, objektivitet og totalitetstænkning. I stedet bliver begreber som ambivalens, uforudsigelighed, flertydighed, differentiering, strømme, dialoger, spil og ironi væsentlige i den postmoderne tænkning og i analysen af det postmoderne samfund. Postmodernitetens gennemtrængninger kendetegnes samfundsmæssigt af en post-fordistisk produktionsmåde (se fordisme), der bygger på fleksibilitet, mindre, mobile virksomhedstyper og en specialiseret arbejdskraft. Kulturindustrien bliver mere dominerende med en æstetisering og iscenesættelse af kulturer og sociale områder. Opbrud præger det sociale liv. Det viser sig i midlertidige, korte og ustabile fællesskaber og møder. Det centrale politiske liv er fokuseret på iscenesættelse af personer og deres image, mens det decentrale udspilles i en mangfoldighed af sammenhænge.

Litteratur

Inden for litteraturen betegner postmodernisme skrivemåder, der i forskellig grad bygger på den filosofiske postmodernismes opgør med "den store fortælling" og det autonome individ. Inden for litteraturen betegner postmodernisme skrivemåder, der i forskellig grad bygger på den filosofiske postmodernismes opgør med "den store fortælling" og det autonome individ.

Midlet hertil kan være forfatterens valg af et "system" til at styre de valg, en forfatter ellers træffer, som bogstavrækker hos Inger Christensen eller talrækker hos Klaus Høeck (se systemdigtning).

Eller det kan være en kalejdoskopisk vekslen mellem ligestillede synsvinkler som i romaner af Lars Gustafsson og Jan Kjærstad, hvis essaysamling, Menneskets matrise (1989, da. Menneskets felt, 1997), rummer en nordisk udgave af det postmoderne program. Et fransk forbillede findes tydeligst i Roland Barthes' poststrukturalisme.

Arkitektur

Inden for arkitekturen betegner begrebet postmodernisme den brede strømning, der siden midten af 1960'erne har repræsenteret et opgør med modernismens arkitektur og byplanlægning, der af mange ansås for elitær, abstrakt og umenneskelig.

Til toppen

Postmodernisme - af Jørn Ingemann Knudsen (2015)

Begrebet postmodernisme er en fællesbetegnelse, der bruges generelt om en særlig kunstnerisk tendens inden for især kunstneriske områder som arkitektur, billedkunst, film og litteratur.

Postmodernistisk kunst er kunst, der på en eller anden måde forholder sig til eller udtrykker de værdiforestillinger, der kendetegner den samfundsmæssige tilstand, der betegnes med begrebet postmodernitet (af nogle også kaldet 'senmodernitet' eller 'det hyperkomplekse samfund').

Postmodernitet betyder 'efter modernitet' og er en betegnelse for den tid, vi lever i nu. Nogle mener, at postmoderniteten indledtes omkring 1980'erne, andre bestemmer begyndelsestidspunktet til nogle årtier tidligere.

Begrebet 'det postmoderne' var kendt allerede i 1950'erne, men først i slutningen af halvfjerdserne begynder begrebet at vinde gehør internationalt. Bl.a. fordi den franske filosof Jean-François Lyotards (1924-1998) udgiver bogen La condition postmoderne (1979).

Professor i forbrugsstudier og strategisk kommunikation på Odense Universitet, Dominique Bouchet - har i en artikel fra først i 1990'erne opstillet en sammenlignende liste for særlige kulturelle kendetegn og herskende normer i de europæiske samfund i de tre historiske perioder, han kalder 'tradition' (det feudale samfund), 'modernitet' (industrisamfundet) og 'post-modernitet?' (informations- og netværkssamfundet):

Klik på illustrationen for at se større udgave.

Til toppen

Postmodernisme er et meget omdiskuteret begreb. Selve udtrykket signalerer, at det betegner en kunstnerisk periode eller en strømning, der kommer efter (=post) modernismen. Nogle mener dog ikke, at postmodernismen er en selvstændig kunstnerisk epoke, men en sen fase i modernismen. Andre mener, at postmodernismen allerede er et afsluttet kapitel. Fx skriver forfatterne til Litteraturen Veje (Systime 2004):

I dag er begrebet det postmoderne først og fremmest tilknyttet de stil- og genretræk, der kendetegner litteraturen i 1980'erne og første halvdel af halvfemserne. (2. udg. s. 513).

Her følger forskellige litteraturfolks bud på, hvad postmodernistisk kunst/litteratur er:

  • Den svenske docent i litteraturhistoria, Bo G. Jansson, sammenfatter - i bogen Postmodernism och metafiktion i Norden (1995), s. 20/21 - sin opfattelse af forskellene mellem modernistisk og postmodernistisk kunst og litteratur. Han er åbenlyst inspireret af den svenske forfatter Jan Kjærstads bog Menneskets matrisse. Litteratur i 80-årene (1989).

    Jeg har tilladt mig at opstille Janssons modernisme/postmodernisme-karakteristik i følgende skema:

Klik på illustrationen for at se større udgave.

Til toppen

Jansson opfatter således postmodernisme som en selvstændig kunstnerisk stil, der er markant anderledes end modernismen. Han taler om den tidlige postmodernisme i 1940'erne og 1950'erne, og om at fx den danske forfatter Svend Åge Madsen (f. 1950), allerede fra først i 1970'erne begynder at skrive postmodernistisk litteratur.

Digteren Pia Tafdrup skriver i indledningen til digtantologien Transformationer - Poesi 1980-1985 (Systime 1985) om 80'ernes digtere og den samtid, de lever i:

Der er sket en forskydning fra samfund til individ og eksistens. Vi vil hverken frelse eller omvende (...) Illusionen om, at digtet er en politisk-social magtfaktor, har vi ikke. Et digt skaber en forandring i og med, at det bliver til (og bliver læst), men rokke ved en samfundsindretning kan det næppe.

Verden er ikke en helhed. Enhver forestilling om sammenhæng er væk, enhver tro på en orden er afløst af det mangfoldiges princip: det at man et givet øjeblik modtager en række indtryk og samtidig indgår i en yderst kompliceret virkelighed. -- Alt flyder. -- Alt er i forvandling. -- Intet er mere gyldigt end noget andet. -- Alt er virkelighed.

I Litteraturhistorisk oversigt af mag.art. i nordisk litteratur Ole Ravn (Systime 2002) står der om postmodernisme:

Baggrunden for postmodernismen er opfattelsen af, at alle faste værdier er nedbrudt, og at der ikke længere findes nogen overordnet mening i tilværelsen, og det ikke tjener noget formål at søge en overordnet sammenhæng (...). Den enkelte er derfor overladt til selv at skabe indhold i et liv, der umiddelbart kan tage sig flimrende og fragmentarisk ud. Dette kan f.eks. ske gennem bevidste selviscenesættelser (med dyrkelse af det ekstreme og særprægede) eller ved en ekstrem individualisme.

I dansk litteratur kan den postmodernistiske tendens spores i Michael Strunges digte fra 1980’ernes begyndelse, men holdningen slår først for alvor igennem i løbet af 1980’erne i bøger af f.eks. Peer Hultberg, Jens Chr. Grøndahl og er i 1990’erne videreført af en række helt unge forfattere, bl.a. i den såkaldte minimalistiske prosa. (s. 87).

I Litteraturens veje af lektor Johannes Fibiger m.fl. (Systime 2004 2. udg.) står der bl.a.:

Det fælles udgangspunkt for de postmoderne teoretikere er, at den store længsel mod mening og forløsning fra fremmedgørelse og angst, der ligger som et grundtema i modernistisk litteratur og kunst, er forældet og skal forlades. Vi skal ikke lede så længe efter en mening, som ikke er der. Det man forstår som de store meningsgivende fortællinger om menneskets forløsning: Marxismen, det borgerlige dannelsesprojekt og den seksuelle frigørelse er døde. Verden er blevet kompleks og fyldt af mange små fortællinger, som ikke længere er universelle men lokale. Det er dem, vi fremover skal fortælle i stedet for at jage em tabt mening og dyrke fravær, melankoli og meningsløshed.

Forskellen mellem postmodernismen og den klassiske modernisme er, at den moderne tilstand ikke længere opleves som et tab, men som noget hverdagsagtigt, ja ligefrem som en mulighed. Individet kan afprøve tilværelsens tilbud, spille de roller, der vil og gøre, hvad der passer det. (...).

I litteraturen opgiver den postmoderne roman at skildre en persons liv i en klassisk udviklings- eller dannelsesproces. I stedet eksperimenterer den med form og sprog, og danner sin egen brudte virkelighed eller magiske realisme. Mange postmoderne romaner handler på et overordnet plan om dem selv som tekster, de er såkaldte metaromaner, der leger med genre og stil" (s. 512/513).

I Dansk Litteraturhistorie 1978-2003 af lektor, mag.art. Erik Skyum-Nielsen (Systime 2004) beskrives litterær postmodernisme på denne måde:

Litterært har begrebet postmodernisme mest slået an som den klassificerende etiket på en ny type romaner (fra 1980erne og frem), der kendetegnes ved, at de forholder sig ironisk kopierende til en eller flere i forvejen velkendte fortælleformer og måske oven i købet forholder sig ironisk til sig selv. Strukturen er gerne labyrintisk, og handlingen former sig som en sammenfletning og spejling af flere historier, der viser hen til hinanden (...) Inspirationerne hentes fra masse medier og populær kultur, og lokaliteten er hyppigt den postindustrielle storby. (s. 144).

I Gads Litteraturleksikon af associate professor Henrik Rasmussen (red.), 2. udgave 2005 står bl.a.:

Den postmoderne arkitektur er collageagtig og eklektisk, idet den tager dele fra alle epokers stilretninger og sætter dem sammen. Det samme kendetegner den postmodernistiske roman. Den sammenhængende fortælling afløses af en episodisk og fragmenteret fortælling (...) På grund af ubestemmelighed, selvmodsigelser og mange mulige slutninger (...) gives læseren så mange alternativer, detaljer og kombinationer, at det er svært at samle værket til en betydningsenhed.

Den fremadskridende fortællemåde, som er dominerende i en traditionel roman (fx et handlingsforløb over tid, der knyttes sammen af et plot) forhindres gennem en række tekniske greb. Der benyttes fx narrative indskud, encyklopædiske opremsninger og ombytninger, labyrintiske forløb, citater, collage, bricollage, løse sider og brud i den typografiske layout: tegn, tal, formler og tekst som konkret digtning. Andre stiltræk er parodi, ironi, pastiche, overdrivelse og tilfældighed. (s. 278).

Professor, dr.phil. Morten Kyndrup gennemgår (i bogen Det postmoderne, Gyldendal, 1986) en række kendetegn for den postmodernistiske kunst, om hvilken han siger, at den først og fremmest rummer en anderledes omverdensforståelse en i modernismen. De karakteristika, han fremhæver, er bl.a., at postmodernistisk kunst er:

  1. Ikke-logocentrisk, dvs. at kunsten ikke længere opfattes som et medie, der skal formidle eller handle om en overordnet mening med eller forståelse for tilværelsen, livet - for en sådan findes ikke.
  2. Ikke-alvorlig i den betydning, at postmodernistisk kunst ikke i sig selv har som formål at blive opfattet som seriøs kunst, ikke opfatter sig selv som 'nødvendig' og 'vigtig'. Men selv om den postmodernistiske kunst ikke opfatter sig selv som alvorlig, kan den selvfølgelig godt være seriøs, handle om noget alvorligt.
  3. Ikke-original, dvs. at den postmodernistiske kunst ikke har ambition om at være original. Værket skal ikke opfattes som anderledes end andre, som noget unikt i forhold til andre værker, men som en "éngangsbegivenhed i sig selv" (s. 26).
  4. Ikke-et-opgør-med-noget, dvs. at kunsten ikke har som projekt at gøre op med tidligere epokers kunst, litteratur, samfund, politik mm. - for et sådant opgør opfattes som ligegyldigt.
  5. Metakunst, dvs. "den bruger uhæmmet løs af andres udtryk (...). Men udtrykkene bruges løsrevne fra deres sammenhæng (...), og de blandes på tværs af til eksempel 'den gode smag': vi får serveret trivialkunstens klicheer midt i menneskets dybeste eksistentielle spørgsmål; effektsøgende pornografi og vold blandet op i moderkærlighedens renhed etc. etc. (...) Resultatet bliver, at postmodernistisk 'kunst' får en uegentlig karakter. Den vil ofte (...) blive regnet for ikke-kunst eller i hvert fald dårlig kunst. I den forstand sætter den sig selv på spil som kunst." (s. 24/25).
  6. Underholdende. Den postmodernistiske kunst 'vil' ikke noget bestemt, der er ikke nogen 'mening' med den. Den har heller ikke som intention at være underholdende - men hvis den skal kunne tiltrække modtageren, må den i det mindste have en vis underholdende værdi. Morten Kyndrup formulerer det således: "Den må nødvendigvis minimalt kunne 'fordrive' tiden (...); hvorfor skulle folk ellers indgå i en udveksling med den?" (s. 26)

Af udenlandske forfattere, der har skrevet postmodernistiske værker, kan bl.a. nævnes italienerne Italio Calvino (1923-1985) - fx hans roman 'Hvis en vinternat en rejsende' (1979) og Umberto Eco (f. 1932) - fx romanen 'Rosens navn' (1980), tjekken Milan Kundera (f. 1929) - fx romanen 'Udødeligheden' (1990), amerikaneren Paul Auster (f. 1947) og nordmanden Jan Kjærstad (født 1953).

Herhjemme har en række danske forfattere eksperimenteret med tekster, som kan opfattes som postmodernistiske. Det gælder bl.a. Per Højholt (1928-2004) - fx novellen 'Brevet der vender indad' (i 'Salamanderen og andre blindgyder' 1986), Peer Hultberg (1935-2007), Henrik Bjelke (1937-1993), Peter Laugesen (f. 1942), Ib Michael (f. 1945) - fx hans 'Vanillepigen' (1991) og 'Den tovlte rytter' (1993), Jens Smærup Sørensen (f. 1946), Svend Åge Madsen (f. 1950) - fx 'Tugt og utugt i mellemtiden' (1976), Søren Ulrik Thomsen (f. 1956), Peter Høeg (f. 1957) - fx hans 'De måske egnede' (1993), Michael Strunge (1958-1986), Jens Chr. Grøndahl (f. 1959), Simon Grotrian (f.1961), Niels Frank (f.1963) - fx digtsamlingen Tabernakel (1996), Pablo Henrik Llambias (f. 1964), Kirsten Hammann (f. 1965) - fx hendes debutroman 'Vera Winkelwir' (1993) eller romanen 'Bannister' (1997), Lars Bukdahl (f. 1968) - fx hans roman 'Guldhornene' (1988), Katrine Marie Guldager (f. 1966) - fx digtsamlingen 'Styrt' (1995), Janus Kodal (f. 1968) - fx digtsamlingen 'Antologi' (1991), Karen Marie Edelfeldt (f. 1971) - fx digtsamlingen 'Til Babylon' (1995), Peter Adolphsen (f. 1972) - fx bogen 'En million historier' (2007) m.fl.

Nogen mener, at den litterære stilart 'magisk realisme' er en gren af postmodernismen. Og nogle opfatter forfattere af minimalistisk prosa som litterære postmodernister. Dette sidste synspunkt er litteraturforskeren Bo G. Jansson dog lodret uenig i. Han skriver fx:

Minimalismen (...) opfattes ind imellem, og aldeles fejlagtigt, som et aspekt af den egentlige postmodernisme. Den egentlige postmodernismes feltråb ær overhovedet ikke 'less is more', men snarere 'less is bore'. Den litterære minimalisme (...) forsøger at eliminere selve det fortællende fra det litterære værk. Postmodernismen genindfører imidlertid fortællingen i kunsten. (Jansson: Postmodernism och metafiktion i Norden, 1995 s. 77, min oversættelse).

Andre kilder på internettet om postmodernisme:

Til toppen

Glossary

Eksistens

Eksistens betyder 'at være til'. Tekster, der har 'eksistens' som tema, handler om særligt væsentlige sider af menneskelivet, bl.a. om at finde svaret på spørgsmålet: Hvad er jeg til for? Hvad er meningen med livet?

Elitær

En elite er gruppe mennesker, der regnes for at være de bedste eller mest privilegerede inden for et bestemt område, fordi de har større evner, mere magt eller er rigere mm., end de fleste andre. Begrebet elitær bruges ofte negativt i betydningen at optræde nedladende, disrespekterende eller latterliggørende over for de, der ikke har samme viden, kunnen, erfaring, intelligens, talent, velstand mv. som en selv og den del af eliten, man selv mener at man tilhører.

dansksiderne.dk | ISBN 978-87-998642-0-1 | © Jørn Ingemann Knudsen (ansvarshavende redaktør) og forfatterne 2024 | Kontakt