Renæssance

Renæssance (1536-1660) - af Nationamuseet (2014)

Typisk bruges betegnelsen 'renæssancen' bredt om perioden fra reformationen i 1536 og indtil Enevældens indførelse i 1660. Kunsthistorisk spænder dette tidsrum over stilarterne renæssance og bruskbarok.

Ordet 'renæssance' betyder i sin oprindelige italienske form 'genfødsel' og betegner en periode, hvor interessen for den klassiske græske og romerske oldtid vågnede igen efter den mørke middelalder. Betegnelsen er lidt misvisende, fordi den antyder, at den antikke kultur var glemt i middelalderen og først blev genopdaget i renæssancen. Det var imidlertid slet ikke var tilfældet.

Dog voksede interessen for antikkens kunst, videnskab m.m. markant i perioden. Antikkens filosofi, logisk-matematiske regler og interesse for anatomi blev ophøjet, kopieret og gjort til målestok for dannelse, kunst og videnskab.

Men i Danmark blev den hjemlige historie altså også opfattet som vigtig og interessant. Fx forherligede Frederik 2. den danske historie ved at få produceret Kronborg-gobelinerne, som iscenesatte Frederik 2. som aftager til et stolt og ældgammelt kongedømme. Interessen for historie udmøntede sig også i at Anders Sørensen Vedels oversatte Saxo til dansk i 1575. Desuden syslede mange adelige med nedskrivning af middelalderens folkeviser.

Begrebet renæssance giver tit anledning til forvirring, da den udover at være en historisk periode også betegner retninger inde for byggestil, musik- og billedkunst. Både årstalsmæssigt og geografisk ligger disse variationer spredt.

Renæssance som et begreb inden for billedkunsten startede i Italien allerede i slutningen af 1300-tallet, mens den historiske periode først indtraf senere.

I Danmark varede renæssancen som historisk periode frem til 1660, mens den som stilart sluttede omkring 1630, hvor bruskbarokken blev fremherskende.

Reformationen

Ved reformationen blev den danske kirke en protestantisk kirke med den danske konge som øverste beskytter, der udnævnte landets syv biskopper. Gradvist blev der tyndet ud i kirkernes mange helgenbilleder, figurer, malerier og sidealtre fra den katolske tid.

Hovedelementer i den nye kirkeordning blev dansk gudstjenestesprog i stedet for latin, inkl. prædiken og salmesang på dansk, uddeling af både vin og brød ved nadveren og endelig en kirketugt med kontrol af, at alle kendte deres "kristne børnelærdom".

Kongemagten nød godt af reformationen, hvor Kirkens store jordejendomme blev konfiskeret. De to største danske renæssancekonger var Frederik 2. (1559-1588) og sønnen Christian 4. (1588-1648).

Kongerne udfoldede som sande renæssancefyrster en pragtfuld - og kostbar - levevis og fremmede videnskab, kunst og kultur, der kunne kaste glans over deres rige. Samtidig optrådte de som sande beskyttere af den rette protestantiske lære både indadtil og udadtil.

Sociale lag

1500-tallet og de første årtier af 1600-tallet var en storhedstid for de rige adelsslægter, som omgav sig med en uhørt pragt både i form af herregårde med rigt inventar og med kostbare personlige ejendele: smykker, våben og drikkekar.

I renæssancens Danmark udgjorde adelen en lille, men meget privilegeret gruppe.

I renæssancens standsamfund var den danske adel opdelt i høj-, mellem- og lavadel. Højadelen var rigets ældste, fornemmeste og mægtigste slægter. De havde stor indflydelse, både hvad angår kultur og dannelse, men også politik og magt.

Adelige var født ind i standen, de ejede godser og bestyrede len. Adelen var fritaget for skat, men skulle tilgengæld yde kongen krigstjeneste. Renæssancens adel var også en krigerstand.

Renæssancens købstæder havde selvstændig status i forhold til resten af landet, og kun her måtte drives handel og byhåndværk. Borgerne var byens overklasse og borgerbrevet en forudsætning for at kunne være købmand eller håndværker. De to grupper var organiseret i henholdsvis gilder og lav, som regulerede priser og kvalitet og udgjorde et socialt sikkerhedsnet. De største købmænd var tit også skibsredere, hvis skibe sejlede til fjerne lande og hjembragte krydderier og silke. Dette gjorde dem ikke blot til byens rigeste gruppe men også rigere end mange adelige. Købmændene havde størst politisk indflydelse, da borgmestre og rådmænd blev rekrutteret fra denne gruppe.

Det store flertal af renæssancens mennesker var borgere og bønder. Disse to grupper var ene om at betale skat.

I renæssancen boede 80 % af befolkningen på landet. De fleste af disse udgjorede bondestanden. Udover egentlige bønder indbefattede bondestanden også fattige, karle og landarbejdere. Gårdene var samlet i landsbyer og jorden blev dyrket inde for fællesskabets rammer.

De fleste bønder var fæstere, mens kun ganske få var selvejere. Fæstebønderne var tilknyttet et gods og betalte en årlig afgift - landgilde - for leje af jorden. Denne blev betalt i enten penge eller naturalier. Fæstebonden skulle yde vagttjeneste i krigstider, og havde hoveripligt på hovedgården. En bonde der var utilfreds med sin herremand måtte godt forlade ham og finde en ny arbejdsgiver.

Renæssancens underklasse bestod af bortløbne soldater, prostituerede, løsgængere og tyve. Løsgængeri var forbudt og kun folk med tiggertegn måtte betle. Uautoriserede tiggere blev enten fordrevet, sat i tvangsarbejde eller pisket ved byens kag, dvs. på skafottet.

Renæssancens standssamfund havde således en fastlagt arbejdsdeling, som skulle tjene fællesskabets bedste: Adelen gik i krig, kirken sikrede fromheden, borgerne udførte handel og håndværk, bønderne producerede fødevarer, og bortløbne soldater, prostituerede, løsgængere og tyve regnedes ikke for noget.

I tidens opfattelse var denne orden indstiftet af Gud, og øverst stod kongen som landsfader og overhoved for kirken.

Videnskab

Opdagelsesrejser gjorde verden større og fascinationen af eksotiske vidundere medførte oprettelsen af privatsamlinger med kostbare, sjældne og sære sager. Også teknik, f.eks. i form af ure og videnskabelige instrumenter, interesserede mange.
Kongen havde selv et "Kunstkammer" med sjældne og sære sager, og disse samlinger blev langt senere en rygrad i Oldnordisk Museum, det nuværende Nationalmuseum.

Politik og krige

Politisk var de danske kongers vigtigste mål at hævde Danmarks position som førende magt ved Østersøen, især over for arvefjenden Sverige. Det lykkedes ikke.
Baggrunden for Enevældens indførelse i 1660 var krige, hvor Sverige havde erobret hele Danmark undtagen København, som modstod et svensk stormangreb i februar 1659.

Talrige nedgravede sølvskatte vidner om den danske befolknings forsøg på at redde lidt fra de plyndrende fjendtlige - og allierede - hære, der drog hærgende gennem landet.

Litteratur i renæssancen

I landede i Sydeuropa blomstrede den såkaldte hyrdedigtning. I flere lande fortsatte man med at digte viser og ballader (folkeviser) på modersmål, som man også gjorde i Middelalderen.

Typisk var litteraturen jo brugslitteratur, altså skrevet til bestemte lejligheder eller eprsoner, selv om der dog også stadigvæk blev både mundtligt fremført og skrevet høvisk litteratur.

Egentlig 'skønlitteratur' som kunstart eksisterede dog kun i meget lille målestok. Dog var der spæde ansatser til eksperimenter med ikke-brugs-digte. Fx forsøgte den italienske digter Petrarca (1304-1374) sig med at skrive kærligheds-sonetter sidst i 1300-tallet.

I slutningen af 1500-tallet opfandtes essaygenren, der hører til inden for den nonfiktive genre, nogen kalder 'ræsonnerende prosa'. Det var franskmanden Montaigne (1533-1592), der var essaygenrens ophavsmand.

I løbet af 1500-tallet var der også stor interesse for at arbejde videre med genren, heltedigt (eller epos), som kendtes fra antikken.

Nye ridderromaner blev skrevet. En af de mest kendte fra slutningen af renæssancen er gavtyveromanen Don Quixote (1605-15) af spanieren Cervantes (1547-1616).

I Danmark var det på den litterære front ikke så meget interesse for antikken, der kom til udtryk, men mere en optagethed af Danmarks egen historie. Fx var det i denne periode, i 1575, at Anders Sørensen Vedel (1542-1616) oversatte Saxos krønike, Gesta Danorum, der oprindelig blev skrevet på latin i årene omk. 1200.

Vedel udgav desuden en stor folkevisesamling i 1591.

Interessen for Danmarks Rige i denne periode understregedes yderligere af øget optagethed af det danske sprog. Således begyndte man - især efter reformationen - at arbejde med oversættelse af biblen eller tekster derfra til dansk, og flere og flere steder indførtes som nævnt salmesang og prædiken på dansk i kirken.

Grundlaget for barokkens blomstrende salmedigtning på dansk blev funderet her i renæssancen.

Til toppen

Glossary

Folkevise

også kaldet 'ballade'. Oprindelig kendetegnet ved at være en fortælling, der blev fremført som sang. En folkevise var skrevet på vers (dvs. inddelt i strofer) ofte med omkvæd. Folkevise-genren blev introduceret i Norden i 1200-tallet. Man kender til 837 oprindelige folkeviser i Norden fra den tid. Over 300 af dem er danske. Læs mere på Dansk Wikipedia.

dansksiderne.dk | ISBN 978-87-998642-0-1 | © Jørn Ingemann Knudsen (ansvarshavende redaktør) og forfatterne 2024 | Kontakt