Poetisk realisme og biedermeier

Biedermeier - af lærer på Køge Gymnasium (uden år)

Selvom Biedermeier-strømningen er en udløber af romantikken, viser den sig på mange måder som noget helt helt andet. Biedermeier er den romantik som ikke peger frem mod modernismen, det er den ikke-modernistiske romantik. Biedermeier er ikke nogen epoke eller periode, men en samling af faste stiltræk og motiver, samt en generel reaktionær holdning til samfundet og kulturen. Biedermeier afviger fra romantikken ved et fravær af den romantiske uendelighedsstræben og længsel, splittelsen, problematikken om jeg'et og identiteten, tvivl.

I digtningen foregår der en stilisering, udvælgelse af det små, kønne, uskyldige, følsomme, intime, idyl, sentimentalitet. Man værgede sig mod det uoverskuelige, fremmede, vilde, farlige, seksualitet, lidenskab, aggression, eksistentiel refleksion. Stilistikken består af faste ornamenter (epiteton ornans).

Af Biedermeier-kulturens forfattere og maleres mest gængse motiver er hjemmet det vigtigste. Hjemmet sættes i et idyliserende lys, et interiør beskriver hjemmets intime stemning. Familiebilleder ser man en masse, genrebilleder som mor med barn på skødet, dyr men rare dyr, dagens dont med travle, flittige piger der spinder, osv. Et vindue tillægges en vigtig betydning i Biedermeier-strømningens motivudvalg, hvor der lægges en afstand til verden udenfor vinduet, modsat de romantiske malerier, hvor vinduet repræsenterede udlængsel, etc.

F.eks. ses i Ingemanns salmer (egentlig aften- og morgensange for børn) at de ikke er bibelske. De er mere Biedermeier end strengt teologiske. Modsat Brorsons salmer findes ingen lidenskabelighed hos Ingemanns. Der har derfor også været en del diskussioner om hvorvidt Ingemanns salmer skulle medtages i kirkens salmebog.

To top

Poetisk realisme og biedermeier 1825-1845 - af Gunnar Mühlmann (2006)

Den romantiske kunstner nærmer sig - efter universal- og nationalromantikken guddommelige idealisering - virkeligheden og nutiden, men altid iført poesiens fløjlshandske.

Poetisk realisme

Begrebet 'poetisk realisme' har en dobbeltbetydning: Dels dækker det mere generelt et kunstnerisk behov for at skildre virkeligheden smukkere, end den egentlig er, dels er det en litterær retning.

Den poetiske forskønnelse

Den poetiske realisme i betydningen at forskønne virkeligheden rækker den jo helt tilbage til romantikken begyndelse. For det er et typisk træk i den romantiske kunst som helhed, at kunstneren søger at udtrykke det gode, det sande og det skønne. For netop derigennem afslørede den bagvedliggende organismeenhed sig, organismetanken.

For at tydeligegøre, ja, vi kan vel nærmest sige: for at visualisere panteismen - at Gud var i alt - blev det derfor kunstnerens opgave at skildre himlen lidt mere blå, træerne lidt mere grønne, mændene som naturlige unge kraftkarle og kvinderne som evige skønhedsåbenbaringer.

Et tidligt eksempel på denne tendens kan ses i Guldhornenes fremstilling af den af guderne udvalgte bondepige. Det har ved gud ikke været en dans på roser at være Kirsten Svensdatter i 1639. Men under Oehlenschlägers pen forvandles hun til noget, der leder tanken hen på Disneys version af Bambi på isen. (Strofe 7)

Kunstneren kan i den romantiske periode således siges at fungere som fødselshjælper for publikums erkendelse af den åndelige enhed.

Gennem guldalderbilledets ideale skønhed og poesiens (digtene og dramaernes) besyngelse af et evigt forår i den danske natur blev det muligt for beskueren/læseren/lytteren at se den guddommelige ånds tilstedeværelse i naturen og "det naturlige".

Den typiske romantiske kunstner var altså en formidler, en pædagogisk forkynder, der stod som et talerør mellem den universelle harmoni og et publikum, der ikke kunne 'se lyset' uden kunsten og kunstneren som fødselshjælper. Ud fra en platonistisk vinkel kan man sige at Idealverdenen så at sige males/digtes ind i virkelighedens verden.

Den poetiske realistiske litteratur

Det er karakteristisk for den poetiske realistiske litteratur, at flere detaljer beskrives for netop at gøre fortællingens miljøskildring mere realistisk, end man kendte fra højromantikkens abstrakte rum.

Den poetiske realisme inddrager desuden i et større omfang novellen og romanen som genreformer. Højromantikkens foretrukne genre var jo lyrikken og dramaet.

Biedermeierkulturen

Man kan sige, at der sker et skift til biedermeierkulturen, når den poetiske realismes trang til at udtrykke det gode, det sande og det skønne afløses af en tryghedsnarkomani og flugt fra livets grimme skyggesider?

Det er nemlig kendetegnende for biedermeierkunsten, at sociale og politiske problemer fortrænges.

I Christian Winthers digt Hans og Grethe træder herremanden ind som den frelsende engel i slutningen af digtet. (En sådan udefra kommende guddommelig frelsende kraft kaldes også 'in deus ex machina').

Herremænd har som datidens enevældige herskere i deres landområde bestemt ikke været hellige mænd. Sociale og politiske problemer blev med andre ord lette ofre når virkeligheden blev filtreret gennem poesiens filter.

Når fattigdommen endelig skildres, bliver den idealiseret, så den ses som en dyd hos det fattige, men moralsk oprigtige og hårdtarbejdende menneske.

Eller også arrangeres den som f. eks. i Peters Jul, så den kan vise mere velhavende personers næstekærlighed og godgørenhed.

Fattigdommen skildres således kun ud fra enkelttilfælde og med en heldig lykkelig slutning, der kun gælder for Peter, men ikke indeholder noget svar på fattigdommens problem som sådan.

Negative eller ekstreme følelsestilstande fortrænges eller glattes ud.

Voldsomme følelsesudbrud findes ikke i det biedermeierske vokabularium.

På samme måde undgås en umaskeret berøring af eksistensens uløselige problemer, som f. eks den angst, der kan opstå når mennesket ser, at det er et dødeligt væsen.

Et digt som Emil Aarestrups Angst ville være utænkeligt i denne sammenhæng.

Det biedermeierske publikum er det, man lidt ondt har kaldt Biedermeierborgeren. Biedermeierborgeren er spidsborgeren, embedsborgeren, hvor orden og tryghed går forud for modig erkendelse og farlige synspunkter.

Intimsfæren

Biedermeierkulturens centrum er hjemmet - intimsfæren. Når døren til stuen lukkes, er den som en borgport ud mod verdens kaos. Her bør selv døden banke pænt på først.

Biedermeierkulturen undgår ekstremer af en hver art - familiefreden skal bevares.

Verdensåndens højromantiske vingesus er blevet stækket og tilpasset til de unge frøkeners klaverøvelser og digtoplæsninger foran kaminen i embedsborgerens hjem.

I intimsfærens private rum kan man være "natur-lig", den eneste dør der står på klem er den ud til den lille haves arrangerede naturlighed.

Intimsfæren er hjemmets og familiens private helle. Her opdrages børn natur-ligt, her kan man drøfte livets mening, udveksle intimitet, studere kunst, spille musik, være selskabelig... osv.

På landet arbejder kvinden stadig med alskens praktiske gøremål, men det nye kvindeideal i de privilegerede og økonomisk velstillede borgerhjem i byerne bliver at kvinden frisættes for alt arbejde ud over børnepasning.

Men denne udvikling skal ikke opfattes som en egentlig frigørelse af kvinden, for som man kan læse i Chr. Winters digt Min Skat, så opfattes kvinden grundlæggende som mandens ejendom og pyntegenstand i intimsfæren.

Biedermeierkulturens totemfigur - Johan Ludvig Heiberg

Johan Ludvig Heiberg og var i perioden 1825 - 1850 en absolut enevældig hersker over det danske kulturliv. Sin filosofiske inspiration fandt Heiberg først og fremmest i den tyske filosof Hegels dialektik.

Sammen med den kreds af kunstnere og borgere han samlede omkring sig blev højromantikkens ideal om det det gode, det sande og det skønne overført og brugt som målestok i udformningen af den danske velstandsborgers hverdagsliv.

Alt lige fra ægteskab og børneopdragelse til boligindretning blev genstand for Heibergkredsens ideale længsel efter den guddommelige harmoni. På en måde kan man sige at det nye hos Heiberg var at han overførte den højromantiske forestilling om det unikke kunstværk, som en perfekt manifestation i den uperfekte fænomenverden, til også at gælde indretningen af hverdagslivet:

Heiberg skriver, at de, som ikke har forstået det skønne i hverdagslivet:

ikke har sans for kunst og poesi, hvor det samme fremtræder i højere former; - thi det er det samme skønne, der går igennem alt, men man har ikke opfattet det i det daglige liv, så vil man endnu mindre forstå det i den æstetiske (kunstens) verden. (Heiberg om boligindretning).

Således kom især intimsfærens område i Heibergs 'guddommelige' søgelys. Hvor det perfekte kunstværk for en Oehlenschläger var de af guderne sendte Guldhorn, kunne det perfekte kunstværk for Heiberg også findes i den måde, man indrettede sit hjem på, eller den måde man talte til sin kone på.

Første scene af Heibergs skuespil Aprilsnarrene eller Intriguen i skolen (1826) handler udelukkende om boligindretning:

CONSTANCE

Tante, hvorfor skal Bænkene ud af Stuen?

FRUEN

Jo; thi her skal de Fremmede forsamle sig, fordi dette Værelse er nærmest ved Forstuen. I den store Sal skal Bænkene stilles op i Rækker, for at de Fremmede kan sidde på dem og høre på Concerten. Når den er ude, så går de Fremmede herind, og vente så længe, til vi har fået dækket Bord i Salen, og dertil bruge vi også Bænkene.

Husets frue, fru Bittermandel, er genstand for Heibergs satiriske pen, fordi hun ikke forstår sig på at arrangere en fest i overensstemmelse med den højere harmoni. Hun er u-dannet.

Lidt senere i stykket har det borgerlige publikum sikkert leet højt over den fine fru Zierlich, der ikke er (ud)dannet i blomsterindretningens guddommelige kunstart:

CONSTANCE

Jo, for han har sådanne smukke Mimoser.

ZIERLICH

Moser?

CONSTANCE

Mimoser. Således hedder denne Plante.

ZIERLICH

Den der? Jeg troede, det var et simpelt Græs.

CONSTANCE

O ingenlunde! Seer De, når jeg rører den med min Finger, så trækker den sine Blade sammen. Det er en Blomst, som har Følelse.

ZIERLICH

Ja så? Og derover blev De så forskrækket?

CONSTANCE

O nei! det var ikke Skræk, det var Glæde. Det er min Yndlingsblomst, skal De vide.

ZIERLICH

Nå, den følende Blomst er Deres Yndling? Ha ha ha!

CONSTANCE

Undskyld, jeg går et Øieblik ind i mit Kammer, for at sætte de smukke Blomster i Vand.

Stykkets Constance er datidens kvindeideal. Hun er den intuitive og forfinede romantiske kvinde, så følsom at hun selv er i stand til at kommunikere med blomster. Denne kvinde forstår at indrette et hjem, så det bliver til et åndeligt kunstværk. Hun vil helt sikkert blive godt gift.

Godt gift blev Heiberg i øvrigt selv med Johanne Louise Heiberg - arketypen på den romantiske idealkvinde.

Kritik af biedermeierkulturen bagside

Faktisk findes de bedste kritiske beskrivelser af biedermeierkulturens spidsborgerlige hygge og tragiske (kvinde)skæbner i den efterfølgende periode, naturalismen 1870-90.

Den verdensberømte impressionist, Herman Bang, skildrer de stille eksistenser. Det blev til medfølende portrætter af kvinder, der enten aldrig blev gift, men stille måtte hensygne som peberjomfruer, som fx i novellen Den sidste balkjole.

Men det kunne også være skildringer af ulykkelige kvinder, der resignerede i ægteskaber uden kærlighed fra deres ufølsomme bordelglade mænd, som fx i Ved vejen.

Også den naturalistiske digter Holger Drachmann har en spids pen, når det gælder skildringen biedermeierhyggen:

Hjemme var der saa lunt og godt,
Themaskinen snurred sin Vise;
Der læstes højt baade stort og smaat
I det sidste Arkiv af Riise.
Hjemme leged man Ordsprogsleg,
Der var Diskussion over dannede Them'er (temaer),
Der var Valg mellem Hare- og Dyresteg
Og mellem Tidens store Problemer. (Fra Ude og hjemme).

Kritikken af biedermeier-idyllen blev også italesat allerede før Det moderne gennembrud, nemlig i den litterære retning, der kaldes romantismen.

To top

Ordforklaringer

Refleksion

Refleksion betyder 'overvejelse'

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt