Kulturradikalisme

Kulturradikalismen

Der er tale om idéstrømning og kulturpolitisk reformbevægelse, primært i Mellemkrigstiden

Forstavelsen kultur- markerer, at det er en kulturkritisk, partiuafhængig radikalisme med rod i 1870'ernes kulturkamp, dvs. det moderne gennembrud og "det europæiske Venstre" omkring Viggo Hørup, brødrene Edvard og Georg Brandes og Studentersamfundet, hvis antiautoritære og antiklerikale kamp for "den frie tanke" byggede på det progressive borgerskabs frihedsidéer af 1789 og 1848. Nogle har ført traditionen tilbage til oplysningstiden og Ludvig Holberg.

Kulturradikalismen var bl.a. inspireret af organisationen og tidsskriftet Clarté, stiftet 1919 af den franske forfatter Henri Barbusse som en international gruppering af uafhængige radikale/socialistiske intellektuelle. Den danske kulturradikalismes idégrundlag var en krydsning af Georg Brandes' kritiske videnskabelighed, den marxistiske socialisme, Sigmund Freuds psykoanalyse og en rationel-humanistisk etik.

De værdier, der typisk tilskrives den kulturradikale bevægelse, er bl.a. religionskritik, opgør med nedarvede sociale normer, kritik af den victorianske seksualmoral og sædelighed, antimilitarisme samt åbenhed over for andre kulturelle impulser end de traditionelle, klassiske og vestlige (bl.a. udtrykt ved interesse for jazz, modernistisk arkitektur, kunst, litteratur og teater). Nogle kulturradikale var kommunister, mens andre, som f.eks. Poul Henningsen, var lidt mere moderat i sin kritik af det bestående, herunder socialdemokratiet, som han ikke fandt tilstrækkelig progressivt

Programmet fik sin form i tidsskrifter som Otto Gelsteds Sirius (1924-25), Hartvig Frischs Clarté (1926-27) og især Poul Henningsens Kritisk Revy (1926-28).

For Kritisk Revy var arkitektur anvendt kunst og funktionalismen både en stil og en ideologi, et socialt program om nye rammer for menneskers liv i frihed og lighed. Tidsskriftet proklamerede den saglige stil helt ud i den højmoderne layout og angreb vittigt stilforvirring, victoriansk skinmoral, borgerlige autoriteter og småborgerlige normer i skole, kirke, familie og dagligliv. Programmet var frigørelse af kunst, børneopdragelse, kønsroller og seksualitet, og ud fra helhedsopfattelsen "Kultur er Sammenhæng" udvidede Kritisk Revy sin tidskritik fra arkitektur, byplan og formgivning til at omfatte filosofi, litteratur, musik og revy.

Det fortsatte bl.a. i Poul Henningsens revyer og hans kampskrift Hvad med Kulturen? (1933) mod nazismens kulturpolitik og Socialdemokratiets mangel på samme.

'Kulturradikalisme' er blevet brugt som samlebegreb — og skældsord — for store dele af venstrefløjen. Andre af kulturradikalismens tidsskrifter var Frem (1932-35), Det nye Clarté (1936-43) og delvis Aandehullet (1933-34), Plan (1932-35), Kulturkampen (1935-39) og Kultur og Politik (1940-41). Her skrev folk som Hans Kirk og Hans Scherfig.

Hans Kirk: Litteratur og Tendens

Artiklen er fra Kritisk Revy 1927 og et fint eksempel på kulturradikal kritik.

Hans udgangspunkt er tilsyneladende den irritation han som ung forfatter er løbet ind i at hans egene og andres socialistisk orienterede tekster af anmeldere er blevet anklaget for at være tendentiøse, dvs. være politisk, værdimæssigt farvede, altså propaganda. Kirks modargument er at der slet ikke kan tænkes at være nogen bog som ikke propaganderer. Ethvert værk, ja enhver ytring, er i sin natur et forsøg på at overbevise andre.

Der hersker imidlertid en ejendommelig blindhed over for teksters tendens. Kritiske bøger, der fx stiller spørgsmålstegn ved det borgerlige samfund og det kapitalistiske system, udpeges som tendentiøse. Mens bøger, romaner, artikler der åbenlyst vedkender sig traditionelle, borgerlige værdier, slet ikke ses som tendentiøse. De udtrykker jo blot normaliteten, sandheden.

Kirks pointe er at denne normative sandhed altid er ideologisk, dvs. samfundsmæssigt fordrejet. Han trækker her på Marx’ begreb om ideologi. Betingelsen for at vi som mennesker overhovedet kan komme til bevidsthed om noget og ytre det i ord, er at vi benytter os at det samfundsmæssigt tilgængelige sprog. Og det sprog er altid farvet af det som i det pågældende samfund, den pågældende kultur og ditto historiske tid anses for rimeligt og sandt. Hertil føjer Marx at ”de herskende tanker er de herskendes tanker!” – Samfundet og historiens drivkraft er klassekampen, kampen mellem undertrykkere og undertrykte. Og den foregår ikke bare som en ydre samfundsmæssig magt der holder fx arbejderklassen nede, men også som en indre mental og sproglig magt, hvor alle – selv de mange der slet ikke har fordel af det – uden at ane det kommer til at til at overtage værdier, tanker forestillinger der er til de herskendes fordel.

Med dette udgangspunkt kan Kirk i det følgende give en veritabel forelæsning i tidens ’moderne sociologi’. Den nævnte ideologiske beherskelse af borgerne foregår igennem en række statslige ’suggestionsapparater´’:

Den moderne Sociologi har paavist, hvorledes vore moralske Anskuelser, vort Gudsbegreb, vor Følelse for Retfærdighed er indbygget i os ved et Suggestionsarbejde, der begynder ved Vuggen og ender ved Graven.

Tankegangen er på dette tidspunkt ny og original. Den foregriber den franske marxistiske filosof, Louis Althusser, der i 1960’erne og frem fik stor indflydelse ved sin teori om ’De ideologiske Statsapparater’ [se note sidst i denne artikel]

I det følgende opstiller Hans Kirk en tidstypisk rangorden for disse suggestionsapparater:

  1. Skolen der poder konservative dogmer ind i børnene. Historien er udelukkende kongernes, stormændenes og i dag finansfysternes historie. De almindelige mennesker der opretholdt samfundet gennem deres hårde arbejde nævnes ikke eller sjældent.

  2. Kirken har altid været magthavernes side. Hans Kirk illustrerer denne påstand med samtidige eksempler fra USA og Danmark. Og han tilføjer følgende ræsonnement:

    For Proletaren er Religionen hyppigst en Ønskedrøm. For Storborgeren virker den, ret fortolket, som etisk Norm, hvis der skulde dukke Tvivl op hos ham om Samfundsordenens Forsvarlighed. Religionen virker saaledes dels socialt begrundende og dels direkte suggererende, med et Symbolsprog, som til enhver Tid kan sætte de voldsomste Drifter i Bevægelse.

    Tankegangen udfolder han i sin senere roman Fiskerne, her må landproletariatet, de fattige indremissionske fiskere – i modsætning til byernes faglige og politiske proletariat ty til den religiøse ønskedrøm som kompensation og eneste forståelsesramme for deres elendige kår.

  3. Pressen er ligeledes ifølge Kirk underlagt kapitalen. De allerfleste aviser udtrykker borgerlige synspunkter. Og undtagelsen, de socialdemokratiske aviser og blade, er slet ikke det kritiske modstykke den burde være, men er ofte blot småborgerlig – især hvad angår Kulturpolitiken.

  4. Radioen, det nye medie oprettet kun to år tidligere, anfører Hans Kirk som det 4. vigtigste suggestionsapparat. Det har allerede en klar nationalistisk, religiøs tendens der udelukker kritiske synspunkter:

    Staten har hurtigt og resolut erobret det nyeste Propagandamiddel, Radioen, og monopoliseret den. Den ledes efter »Neutralitetsprincipet« og der udøves Censur over Udsendelserne. Naar der ankes over, at der drives religiøs Propaganda, faar man at vide, at man kan lade være at høre efter.

Bemærk hvordan kirken i dag er faldet langt ned ad listen, mens radio, tv og de elektroniske medier er rykket op på en 2. plads, eller måske en 1. plads?

- - -

Note: Til de ideologiske statsapparater hører ifølge Althusser de religiøse, skolemæssige, familiemæssige, juridiske, politiske, fagforeningsmæssige, informative og kulturelle statsapparater. Althusser fremhæver at i modsætning til det repressive statsapparat, der fungerer på vold og direkte magtudøvelse, så fungerer de ideologiske statsapparater på produktion af ideologi. Konsekvensen af Althussers teori var, at klassekampen ikke blot var rettet mod statsmagten men i høj grad en kamp om indholdet i de ideologiske statsapparater. Althussers omfattende analyse af de ideologiske statsapparater som materialitetsformer har øvet indflydelse på kritiske franske samfundsforskere som Pierre Bourdieu og Michel Foucault.

To top

Ordforklaringer

Antiautoritær

Antiautoritær betyder at være kritisk over for og ikke have tillid til den, der optræder autoritært, dvs. den, der optræder på en diktatorisk, enevældig, dominerende eller udemokratisk måde.
At være antiautoritær kan også i bredere forstand betyde, at man er kritisk over for, nærer mistillid til autoriteter i det hele taget, dvs. til personer, der har en vis myndighed og bestemmelsesret i kraft af deres erhverv (fx en direktør for et firma), position i samfundet (fx en politiker i folketinget) eller kompetencer (fx en læge) mv.

Tendentiøs

Tendenstiøs betyder 'holdningspræget' i betydningen, at der gives udtryk for bestemte holdninger, eller at der ligger bestemte holdninger til grund for det, man siger eller gør. I nogle tilfælde bruges udtrykket i negativ betydning om en, der manipulerer, altså en, der påvirker personers tanker, holdninger eller handlinger ved hjælp af udspekulerede, ofte ufine trick og metoder.

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt